1998. Jeg var ude i haven og plukke en stor buket blomster til Ottos grav. Jeg har her i foråret sået morgenfruer, asters og frøkenhat, det var lidt længe om at komme i gang på grund af den kølige sommer, men nu står de i massevis og blomstrer. Og jer har en del pelargonier, som jeg har sat her udenfor, som også har været flinke til at blomstre. De siger til mig, at roserne kan godt ske at komme igen. Nu får vi se.
Jeg cyklede op til kirkegården. Det var dagen for Ingeborgs begravelse, og jeg tænkte på, at hun var den sidste af mine svigerinder, der nu var død, og alle svogerne, Ottos brødre, er også døde, så jeg er nu den sidste på den gren. Ingeborgs grav var gravet, og der var lagt et træbræt over graven. Ingeborg og Nørgårds grav ligger skråt over for Ottos grav. Der sad en stor sort kat på træbrættet, og den fulgte mig med øjnene, imens jeg gik og kiggede lidt rundt og hentede vand til blomsterne, og jeg sagde til katten, “skal du ikke hjem, mis,” og til sidst luntede den da også af. Jeg kom til at tænke på far og mor med den sorte kat, de var noget overtroiske. Det var der mange, der var på den tid. De ville nok have sagt, at det var et varsel om én, der snart skulle dø. Endnu er der jo nogle, som siger, at det betyder uheld, når en sort kat render over for en bil. Som barn, da jeg har været en 7-8 år, boede vi nabo til en mand, som hver aften inden han gik i seng lukkede sin hund ud lidt. Hunden stod og gøede lidt, og en aften det var måneskin stod den også og gøede, da vi børn var lagt i seng, og pludselig gav hunden sig til at hyle som en ulv, det varede kun et øjeblik. Men så sagde far og mor, ”uh, hvor det da lyder uhyggeligt, bare det ikke er et ondt varsel om noget slemt, der vil ske.” Jeg blev bange og trak dynen højt op over hovedet og bad mit fadervor. Det var mor altid så omhyggelig med at sige, at det skulle vi gøre mindst én gang om dagen. De gjorde tit os børn bange med deres overtro.
Ellers husker jeg dunkelt min første tid, da jeg var ca. 4 år, som en lykkelig tid, hvor far og mor og børn havde det godt sammen. Det var først, da der blev ved med at komme børn og far blev arbejdsløs fra teglværket i Tommerup, at det begyndte at gå skævt.
Mors navn var Karen Kirstine Olsen. Hun er født den 22. april 1894. Bedstefar var tømrer eller hjulmand, som det vist hed dengang. Mor har fortalt, at bedstefar hostede så meget, og han spyttede blod og frøs altid, selv om det var varmt. Bedstemor husker jeg som en lidt striks dame. Bedstemor havde klumpfødder. Hun gik på sine ankler, hendes tæer vendte bagud. Derfor gik hun altid med stok og lange kjoler. Hun fik syet specialfodtøj. Jeg ved ikke om, hun var født med det, men jeg har fået fortalt, at det var fordi hun som 2-årig fik krampe i benene og så sprang senerne. Dengang havde de jo ikke kunnet gøre noget ved det. Hun fik 2 børn. Mor og en bror, Hans, som rejste til Canada, da han var 19-20 år, og kom aldrig mere til Danmark.
Jeg spurgte engang mor, hvorfor bedstemor havde de mærkelige ben, og mor fortalte, at bedstemor som lille havde været meget syg, og fik kramper og engang i et krampeanfald sprang senerne i hendes ben og dengang kunne de ikke operere dem, så hende tæer kom til at vende bagud. Hun fik noget invaliderente, men det har nok ikke været meget.
Bedstemor søgte en barnepigeplads til mor, da mor var 10 år. Og der er en episode, som mor aldrig kunne glemme. En dag kom der et brevkort til bedstemor, at barnepigepladsen var optaget af en anden. Bedstemor blev så vred. Hun sagde til mor, her kan du se, hvad de regner dig for, sende det på et åbent brevkort, så alle kan læse det, at en anden har fået pladsen, og så slog bedstemor mor, og mor græd og var ulykkelig og mor tænkte, at hvis hun engang fik børn, ville hun ikke være så slem imod dem.
Hun var så hård til at kritisere mor, når hun kom på besøg hos os med lille Ellen. “Du har gjort det skidt, og det er en dårlig mand, du har fået”, kunne hun sige til mor. Og mor havde en seks små unger rendende om sig, og jeg husker engang Bedste og lille Ellen var på besøg, at mor satte uret frem for at de noget før skulle tage afsted med toget, vi børn måtte ind og høre naboens, hvor mange klokken var, for bedste opdagede at uret var sat ca ½ time frem, nu så mange år bagefter forstår jeg mor. Og far var heller ikke for god imod mor. Hun havde alle de seks små unger, og når far kom fra arbejde, kunne det af og til knibe at have maden færdig, og han var jo godt sulten, hvad der jo ikke var mærkeligt, så skulle maden jo også have været der, men så skældte han ud og af og til har mor så svaret igen med nogle knubbede ord, og så fik hun af og til et slag af far. Jeg husker engang, at mor havde glemt at komme salt ved kartoflerne, da hun kogte dem, og hun var så ulykkelig, fordi at nu ville far blive vred, når han kom hjem og spiste.
Bedstemor har nok manglet pengene hårdt, men det har jo ikke berettiget hende til at slå. Mor skulle jo aflevere de penge, hun tjente, til sine forældre, også da hun blev ældre og kom rigtig ud at tjene på gårdene. Det var almindeligt dengang, at børnene kom hjem og afleverede deres løn og penge, så der har ikke været noget at spare op. Bedste døde 76 år gammel i 1930. Hun havde hudkræft og gik med en stor knude på ryggen, og må jo så være født i 1854.
Jeg ville så gerne have fortalt Otto om min gamle bedstemor i Dreslette, hun blev enke og har jo nok fået lidt invaliderente på grund af sine dårlige ben, men jeg turde ikke; jeg var bange for at han skulle sige at noget der lå så langt tilbage skulle vi ikke snakke om. Sommetider føler jeg, at Otto ikke så gerne vil snakke om min barndom med min syge mor, som var på Middelfart i mange år. Otto har jo selv sin bror Arne, som siden sit 25. år først var på nerveafdeling i Risskov og et meste af tiden derefter på Middelfart i mange år, indtil han kom til Rask Hovedgård plejehjem. Det var vist i 1936-1937, han blev tvangsindlagt, det har Otto aldrig rigtig villet fortælle mig. Jeg tror, det var hårdt for Otto, men jeg har udenom fået at vide, at han truede sin far på livet. Men Otto holder nu ellers så meget af sin bror Arne. Ham må vi ikke sige noget ufordelagtigt om, så tager Otto ham i forsvar og det er da også godt. Jeg havde give Arne sukker med salt i. På køkkenbordet stod der en underkop med salt og jeg har troet, at det var sukker, så jeg hældte det over i sukkerkoppen, og den blanding fik Arne 2 teskefulde i sin kaffe, og Arne sprang op og ud på WC, hvor han stod længe og skyllede sin mund. Arne har nok troet at jeg ville forgive ham, lige som han af og til troede at de vil ham til livs over på plejehjemmet. Otto sagde til mig at det måtte jeg passe på med ikke at blande sukker i salt, for det var synd for Arne. Nå, men det var det om min gamle bedstemor. Hun havde lille Ellen, vores halvsøster, så hun har da nok fået børnepenge, hun klarede det jo da, men dengang har der nok ikke være så meget hjælp at få. Jeg kan huske, at bedstemor gik i roerne og tyndede roer for folk, så var Ellen og mig med, vi skulle kravle bagefter og tynde og luge roerne. Jeg må have været ca. 7 år og Ellen 13 ca.
Mor fik en kæreste, da hun var 19-20 år, og da hun var 20 år, fik hun lille Ellen født uden for ægteskab, da kæresten slog op med hende. Dengang var det en stor skam at få et barn uden for ægteskab. Så jeg har en halvsøster, som er 6 år ældre som jeg. Jeg har hørt, men ved ikke, om det er rigtigt, at der førhen i kirkerne var en sort døbefont ved siden af den almindelige, og børn født uden for ægteskab blev døbt i den sorte. Ellen blev så opdraget og passet af bedstemor, for mor skulle ud og tjene penge; det har nok været et hårdt liv. Faderen til Ellen betalte da også børnepenge til bedstemor.
Ellen har engang fortalt hvordan hun så gerne ville have været henne og snakket med sin rigtige far, hun er jo født og opvokset hos sin bedstemor. Hun var 15-16 år og vidste hvor han boede, så hun cyklede en dag derhen, men da hun kom til huset svigtede modet og hun turde ikke gå derind. Han havde jo kone og børn. Og en gang mere prøvede hun, men hun turde heller ikke anden gang, så det blev aldrig til noget med at træffe ham og snakke med ham. Så mindes jeg, da jeg rejste rundt og syede, en hel del steder hvor jeg næsten ikke turde gå ind til folk, fordi der så så fint og fornemt ud, jeg gik sommetider frem og tilbage foran gården eller huset med hjertet helt oppe i halsen. Men som regel gik det da godt, når jeg først var kommet indenfor. Der var mange steder, hvor de var så gode og flinke, at de ikke vidste alt det gode, de skulle gøre mig, men der var også steder, hvor man tydeligt mærkede, at de var lidt mere som mig. Og hvis jeg så traf dem på gaden i Horsens bagefter, var det kun et køligt nik de havde tilovers, mens andre var så venlige og hilste så glade og sagde sommetider lige et par ord. Men hvor var der dog mange flinke og dygtige koner efter at jeg var blevet gift, som jeg beundrede meget, de kunne overkomme mand, børn, stort hus og sy og overkomme at gå med til mange møder og lign.
Bedstemor havde et stråtækket hus med en ret god have til, husker jeg fra mine ferier hos Ellen og bedstemor. Der blev dyrket grøntsager og blomster og høns havde bedste også.
Engang i en kirke på Fyn var der til en konfirmation 8 drenge og kun 1 pige, så sagde bedstemor, ”nu bliver der snart krig,” og den kom jo også i 1914, dog ikke i Danmark. Under en krig bliver der født mange flere drenge end piger og i vort gamle leksikon fra 1937 står der, at hvis menneskene ikke selv kan finde ud af at regulere befolkningstilvæksten, så ordner naturen det selv ved krige og naturkatastrofer.
Jeg har tit tænkt på: Er kvinder de eneste væsener blandt pattedyrene, som kun kan få børn og unger i kun ca. en tredjedel af deres liv? Nå, nu kom jeg vist for langt væk fra emnet, men der er jo i tusindvis af spørgsmål, som vi aldrig får svar på.
Mor og far blev gift i 1920 i juni, og jeg kom den 9. november 1920. Far havde været karl på Bukkerup præstegård i 7 år og havde nu fået godt arbejde på Tommerup teglværk. Mor var 26 og far 27. De lejede sig ind i et gammelt hus med en ret god have, og her dyrkede de grøntsager og frugt og blomster. Det var i Tallerup tæt ved skolen. Jeg husker kun lidt derfra. Huset var vist helt forfaldent, og i et af rummene var der rottehuller, og jeg som 4-årig rendte og legede og faldt i et rottehul og brækkede der mit højre lårben. Jeg kan ikke huske, at jeg faldt i rottehullet, men jeg kan huske, at jeg blev lagt på et bord, og der stod en mand og svøbte noget om mit ben og han sagde, at jeg var en rigtig stor og dygtig pige. Og jeg fik et apparat til at sætte over mit ben, så dynen ikke generede benet, det var en slags bøjle, og jeg har nok syntes, at tiden var lang, når jeg skulle ligge der på ryggen. Jeg kunne ikke rigtig være i fred for tvillingerne, de ville hele tiden kravle op i sengen til mig, de har jo så været 2-3 år. Mor havde sit hyr med at holde dem væk. Mor kom ind med en bakke med et par små gule kyllinger, det husker jeg tydeligt, så det har været om foråret. Far havde købt kyllinger til at de skulle vokse op. Så det har været forår, det har nok været hen ad til sommer, for jeg kom ud og så, hvor blomsterne stod så fint, og jeg gik med en kylling under hver arm, og der kom et par store skolepiger og sagde: ”nej, hvor er det synd, hun klemmer jo kyllingerne, så de er ved at dø.” Far og mor sang tit, de havde ingen radio, og tv var ikke opfundet:
Jeg synger bagved ploven
og under leers klang
og bakkerne og skoven
gir genlyd af min sang
Mor kom sammen med skrædderkonen, hun stod vistnok gudmor til mig, da jeg blev døbt. Jeg fik en sølvske af hende, da jeg blev konfirmeret. En anden kone sagde til mor, skal jeg vaske dine lagner, så de bliver flotte og hvide, og mor lod hende gøre det, og lagnerne blev så fine hvide, men holdt ikke længe, for de var blevet så skøre som papir.
Jeg læste forleden om et sted, jeg tror det var Kina eller deromkring, der var rotter og slanger en stor delikatesse. Engang var der nogle, der sagde til far, at de havde prøvet at spise et pindsvin, og det smagte noget så dejligt. Far prøvede at fange et pindsvin, og far og mor kom det i en spand vand, så rullede det sig ud og de kom til at se pindsvinet i øjnene og så kunne de ikke nænne at slå det ihjel, så de slap pindsvinet fri og tænkte ikke mere på at smage pindsvin.
Den 5. marts 1922 havde mor født tvillinger. Jeg var ikke 1 ½ år, jeg var kun 16 måneder, så mor har fortalt, at det var som at have trillinger. Jeg var jo i alt muligt, så der var meget at se til.
Der boede også en fotograf i Tommerup, og han ville, at der skulle tages et billede af mig og de små tvillinger, så mor har haft travlt med at få os fine. Tvillingerne har været godt 2 år, og jeg har været 3 ½. Jeg husker, at fotografen sagde til mig, kig herhen, nu kommer der snart en lille fugl flyvende ud af apparatet, men den lille fugl kom aldrig. Det blev den eneste gang, vi kom til fotograf. Der blev hverken penge eller kræfter til mere.
Mor vidste ikke dengang, hvad hun skulle igennem, 4 børn mere og 4 aborter indimellem. Ham, som ejede huset, ville have det solgt, og far og mor måtte finde et andet sted. Huset blev revet ned og der blev bygget et nyt, og der blev lavet et dejligt gartneri med drivhuse og grøntbutik, for der var den dejlige have.
Far og mor havde prøvet at spare lidt penge op, da de gerne selv ville købe et hus, og far havde godt arbejde på teglværket. Det har jo nok knebet med udbetalingen, for far skrev til farfar og farmor på Langeland om de ville hjælpe lidt, og de gav dem så 1100 kr., som skulle gå fra arven, når far engang skulle dele med de andre søskende. 1100 kr. har været mange penge dengang. Vi kom til at bo i et ret nybygget hus, som hed Møllehuset, fordi der havde ligget en mølle oppe i den anden ende af haven. De tre møllesten, som møllen havde været bygget over, var der endnu. Der var en dejlig stor have, og jeg husker det som en god tid. Jeg har været 5-6 år, og jeg legede med en nabodreng, som hed Kaj. Han var rødhåret og havde fregner, men som jeg husker ham som en køn dreng. Vi legede også med tvillingerne Klara og Dagmar, de var lidt slemme til at gå og falde, særlig op og ned af trapper, så mor måtte tit trøste dem.
Mor havde i mellemtiden født min bror Hans Frederik i 1924. Så i løbet af knap 4 år havde de nu 4 børn, og har sikkert været godt tilfredse med de 4. De var glade for, at den sidste var en dreng. Drengsi som de kaldte ham.
Huset vi kom til at bo i var et tvillingehus, og i den anden ende boede der en neger med sin hvide kone og deres store pige på ca. 12 år, pigen var mulat, hverken sort eller hvid. Det var jo en hel sensation dengang med en neger, de boede der ikke så længe, da negeren fik arbejde et andet sted. Derefter kom Nora og Rasmus, og dem legede vi børn tit inde hos. De var så glade for børn, men kunne ingen selv få, så de var misundelige på far og mor med børnene.
Der var den gode have, hvor far og mor dyrkede jordbær, kartofler og andre grøntsager, og de havde også høns og kaniner. Far lavede en kaningård, og kaninerne gravede sig flere gange under ståltråden og ud i friheden, en kanin gravede sig engang ned i jorden, hvor den fik unger og så gravede den hullet til, så ungerne døde. Vi fik tit kyllingesteg og også kaninsteg. Kaninskød smager dejligt.
Huset lå og ligger stadig med jernbanen ovre på den anden side af vejen, og vi talte vognene, når der kom et langt godstog. Det syntes vi var sjov. Foran huset var der blomster, og vi havde en sanddynge, hvor vi fik meget tid til at gå med at lege der, vi hoppede i sjippetov, spillede bold op ad husmuren, og når vi fandt en sten med hul i, bandt vi en snor i, og så var det en ko. Vi hoppede i paradis med klinkesten, spillede med yoyo, og løb om kap. Om sommeren plukkede vi vilde jordbær på baneskråningen og satte dem på strå. Noget som vi skulle hver dag, og som vi var kede af, var at plukke græs og mælkebøtter i grøftekanterne til kaninerne.
Hvis vi ikke gjorde det, kunne der godt vanke et par på hovedet af far. Når far sommetider blev ilter og hidsig og ville slå os børn, så lagde mor sig imellem og så var det hende, der fik et par knytnæveslag. Far røg meget, men han drak ikke. Jeg har aldrig set min far fuld. Men der kom en dranker til os af og til, han var enkemand og havde en lille pige, som var et par år ældre som jeg. Pigen hed Alvilda, og hende var mor så god imod, så hun ville så gerne komme og lege med os børn. Jeg husker ikke mandens navn, men vi kaldte ham Skærvættesen, det var en slags skærslipper. Han tog rundt på gårdene og hvæssede deres kværne og plovskær og arbejdede med hvad der kunne falde for. Han kom jævnligt med Alvilda, og tit var han plørefuld og mor syntes, at det var så synd for lille Alvilda. De boede i en lejlighed i Tommerup.
Bedstemor fra Dreslette kom også af og til, hun havde lille Ellen med. Jeg skriver lille Ellen, for hun har altid været usædvanligt lille efter sin alder. De kom med Assenstoget. Bedstemor syede tit tøj til os, så vil skulle jo prøve kjoler, og hun strikkede uldne strømper til os, så hun har været flittig. Hun syede engang en fin kjole til mig, den var med røde, blå og grå tern , og jeg havde den på til min første eksamensdag i skolen, jeg var så glad for den fine kjole. Men bedstemor kunne godt være lidt striks og hun kritiserede sommetider mor, hun kunne ikke rigtig lide, at der blev ved med at komme børn, og mor selv har da heller ikke været så glad for det. Far og bedstemor var ikke rigtig på talefod, og bedste kunne godt sige til mor: ”Karen, du har gjort det skidt, det er en dårlig mand, du har fået,” mor blev ked af det, og jeg kunne heller ikke lide at høre det. Det var trods alt vores far, og selv om vi tit var bange for ham, var han dog en del af vores tilværelse. Engang Ellen og bedstemor var hos os, satte mor klokken en halv time frem for at de hurtigere kunne gå til toget. Bedstemor opdagede det nu, men i dag forstår jeg mor.
Jeg var 6 ½ år, da Valborg kom til verden. Far var på arbejde, og mor blev dårlig og gik i seng og lå og klagede sig, jeg tror nok, at Klara og Dagmar og Drengsi var inde hos Nora, nabokonen, og mor sagde til mig: ”vil du ikke nok blive hos mig, lille Johanne, jeg er så bange.” Og jeg blev og trøstede mor så godt jeg kunne, mor klagede sig og lige pludselig gav mor sig til at skrige og så kom Valborg til Verden. Mor tog hende op i sine hænder og sagde: ”det er jo en lille pige, å, hvor er hun da kær,” og jeg fornemmede, hvor lykkelig mor var for den lille nye. Den lille nye græd, og det blev for meget for mig. Jeg gik ind i stuen og satte mig med hænderne for hovedet og græd højt.
Lidt efter kaldte mor mig ind til sig. Jeg skulle trække kommodeskuffen med babytøjet ud og give mor bleer og små trøjer og mor klædte den lille på, mens jeg gik til hånde. Da far kom hjem fra arbejde, var det ordnet, mor havde jo prøvet det før. Tvillingerne kom ind og spurgte, hvad der er for noget, mor har. Far cyklede så til jordemor, og det skulle jo meldes til kirkebog og folkeregister. Jordemoderen kom så næste dag, og jeg kan huske, at hun roste mor og mig, at det var gået så godt og var i orden. Siden følte jeg, at jeg som den ældste måtte hjælpe det jeg kunne.
2 år efter kom Verner, men det skete om natten, så da var far inde og hente nabokonen, imens han cyklede efter jordemor. Der var jo næsten ingen, der havde telefon dengang.
Far gik på loftet og sov, der var jo ingen ro i soveværelset med de små, og han skulle jo tidligt op og passe sit arbejde.
Da jeg var fyldt 7 år, begyndte jeg at gå i skole, og det var en god tid. Jeg glædede mig altid til at komme i skole. Jeg havde let ved at lære at læse og skrive. Vi havde den dejligste lærerinde. Vi lærte at synge morgensalmer: ”Nu vågner alle guds fugle små”, ”I østen stiger solen op”, ”Lysets engel går med glans”. Vi børn elskede hendes bibelhistorietimer, hun gjorde det hele så levende for os. Adam og Eva, Kain og Abel, Abraham, Moses, Josef og hans brødre, David og Goliat og så videre. Og hun legede med os i gymnastiksalen eller udenfor, når vejret var til det. Vi gik i skole hver anden dag. Jeg traf Alvilda i frikvartererne, hun gik et par klasser over mig.
Desværre begyndte mor at blive dårlig, efter hun havde fået Valborg. Hun begyndte at høre stemmer og så syner. Før hun fik Valborg, havde hun haft et par aborter, og jeg tror, hun selv havde gjort noget for at få dem. Hun skar håndsæbe i små terninger og slugte dem. Hun sagde, at hun ville renses ud. Måske havde hun fået aborterne alligevel, jeg ved det ikke. Hun var tit syg og kastede meget op. Jeg syntes, at det var så synd for hende. hver gang hun blev frugtsommelig, som vi dengang sagde, så gik hun og var så ked af det og græd, og far var vred over det og gik og sagde, ”det kan sgu da vel ikke passe.” Hun slugte ellers kun sæbeterningerne, når vi ikke så det, men engang imellem vi børn opdagede det og spurgte hende ”hvorfor gør du det mor?” sagde hun, “jo, det er for at blive renset ud, men I børn må aldrig spise sæbe, for så bliver I syge og får slem mavepine.” Nu bagefter forstår jeg lidt af det, der skete, og far måtte da også til at sove i et andet rum, så længe det nu varede. Og mor sagde også sommetider til ham far, at hun var så bange så bange når han lå og red på hende, ”så ligger jeg der og beder mit Fadervor, mens du gør det,” sagde hun sommetider. Og jeg husker, hvordan mor næsten altid kastede op om morgenen, og hvor syg hun tit var, når hun havde en abort, men der var ikke noget med læge eller sygehus, det klarede hun selv og far var så vred, hvis hun en enkelt gang tilkaldte en læge til os børn, hvis det træf, at vi var meget syge, men der var jo også mange munde at mætte, og vi fik heller ikke altid mad nok, jeg husker, hvordan det næsten altid sved i maven, fordi jeg var sulten. Engang jeg skulle i skole om morgenen, havde mor kun rugbrød, ingen margarine eller pålæg, men der var en klat risengrød fra dagen i forvejen. Så skar mor to halve stykker rugbrød og lagde en skive risengrød imellem, pakkede det ind og sagde, trods min protest, jo tag det nu med for du har jo en lang dag, og jeg er ked af, at jeg kun har det, men tag det nu med og spis det, og jeg kan endnu græde, når jeg tænker på det, for da jeg var kommet uden for mors synsvinkel, lukkede jeg tasken op og smed det ind i kornmarken, imens jeg så gik og tænkte om en lille mus eller nogle fugle fandt det. Jeg kunne godt have spist det i skolen, men jeg ville ikke have, at de andre børn skulle se, hvad jeg havde på mit rugbrød, så den dag fik jeg ingen mad, før jeg kom hjem. Vi var i skole hver anden dag fra klokken 8:00 til kl. 15:00.
Da Valborg var ca. ½ år, flyttede Rasmus og Nora, og der kom til at bo en mælkemand med sine 3 børn i nabohuset. Mælkemandens kone var på tuberkulosesanatorium. De 3 børn gik meget alene, når deres far kørte mælketur. Han kørte med sine 2 små heste fra hus til hus og ringede med en klokke, så folk kom ud med deres spand eller kande og købte mælk og fløde.
Børnene var ca. 10-12 og 8 år, og de var lidt slemme. Deres mor døde 1 års tid efter at de var flyttet ind i nabohuset. Dengang døde der jo mange af tuberkulose og nogle var jo længe på sanatorium, for det første var de tit meget syge og for det andet måtte de jo ikke være ude og smitte andre.
Jer var af og til på ferie i Dreslette hos Ellen og bedstemor. Bedstemor havde høns og hun solgte æg til købmanden i Snave et par kilometer fra hende. Så gik Ellen og mig til købmanden med en kurv æg, og fik varer med hjem. Blandt andet fik vi gær. Bedstemor bagte selv brød og kage. Vi holdt i hver side af kurven, der godt kunne være lidt tung, og en gang imellem standsede vi og tog hver en lille smule af gæren. Gæren smagte godt. Men Ellen sagde, vi må ikke spise så meget, at bedste opdager det.
Når bedstes høns blev skruk og ville til at ligge og ruge kyllinger, blev de sat under et omvendt kar, hvor der var mørkt og de fik ikke noget at spise, de skulle vænnes af med skrukken, jeg plukkede nu lidt græs og puttede op under kurven til hønen.
Selvom Bedstemor var lidt striks med at vi skulle rydde op efter os og til måltiderne skulle vi spise op, så kunne jeg godt lidt at komme på ferie hos hende. Der var så pænt og rent i hendes hus og have. Hjemme hos min ellers så søde og gode mor kunne der godt sommetider med de 5 unger blive lidt rodet, og mors sygdom og fars vrede, når han kom fra arbejde og mor ikke lige havde maden parat. Far havde vist også en hård arbejdsdag, men det havde mor jo også. Vaske tøj på vaskebræt til 7 og lappe og sy og deslige. Efter Valborg, som var nr. 5 og jeg var 7 år, blev det vist rigeligt for dem begge. Hus med have og høns skulle de jo også passe for at det kunne gå. Men indimellem kunne der dog godt være gode stunder, når far var i godt humør.
Hos bedstemor var der lidt mere ro. Imens jeg var på ferie der, gik jeg tit en tur op ad den lille kirkesti, og op på kirkegården. Bedstes hus lå ikke langt far kirken. Så var der alle de fine vilde blomster. Jeg plukkede en buket til bedstemor og imens nåede jeg op til kirkegården. Der på gravene var der også kønne blomster, og jeg plukkede et par hist og her, så jeg havde en fin blandet buket til bedstemor. Da jeg glad kom til bedstemor med buketten, kunne hun jo godt se, at jeg havde plukket nogle på kirkegården, så jeg blev belært af bedstemor, at der måtte jeg aldrig mere plukke blomster fra gravene, så jeg blev jo lidt slukøret. Ellen og jeg legede godt sammen, Om sommeren gik Bedste ud og tyndede roer, og Ellen måtte med og hjælpe til. Der er en ting, jeg husker fra den tid. Der var kommet en nabos ko ind i bedstemors køkkenhave, og den store ko med horn stod og åd af kål og grøntsager og bedste sagde til Ellen, ”skynd dig og tag ved koens tøjr, så den ikke æder det hele, skynd dig nu,” men Ellen turde ikke tage ved koen, Ellen det lille menneske og den store ko. Bedstemor måtte selv hen og tage ved koen og få den bundet ude på marken igen, og de næste dage måtte Ellen flere gange af bedste høre på at ”Ellen er ræd for en ko,” og Ellen var ulykkelig og græd over det, Ellen har været ca. 14 år og jeg 8, men jeg ved, at jeg havde ikke turdet tage ved koen.
Engang jeg var med mor ude at købe ind, hun købte hakkekød til frikadeller og sodavand, som jeg vist nok havde plaget for, det var vist en lørdag, far var syg, havde hovedpine og lå i sengen, og da vi kom hjem med købmandskurven, råbte far ”kom herind og lad mig se, hvad i har købt,” mor satte kurven ind ved sengen, så hun kunne se det, hun skjulte aldrig noget, hvad hun havde købt og løj aldrig for far, jeg tænkte selv tit at det kunne mor da bar gøre engang imellem. Far kiggede i kurven og så eksploderede han, han tog kødet og en sodavand og smed det i gulvet af al kraft, sodavanden gik i stykker, men kødet kunne da reddes, ”hvad fanden i helvede er det, du bruger pengene til,” og mor gik ud i køkkenet og græd, jeg var en 8-9 år og jeg syntes, at det var synd for mor, det er en af den slags ting, jeg aldrig glemmer.
Hjemme hos mor hjalp jeg det, jeg kunne, og gik ofte til Købmanden for mor, ca. en kilometer væk. Engang far var på arbejde, tvillingerne var i skole, og mor sagde, ”Drengsi sover godt, lad os skynde os at gå til købmanden, inden han vågner, tingene jeg skal have er for tunge for dig at bære.” Vi nåede et stykke hen ad vejen, så hørte vi et hjerteskærende vræl. Det var Drengsi, som var faldet ud af vinduet, har var nået at kravle op og få haspen af vinduet. Heldigvis skete der ikke noget, men der var dog et par meter ned.
Så var der de slemme drenge, som var flyttet ind i nabohuset, de kunne godt gøre livet surt for mor. Deres mor var på sanatorium med tuberkulose og der døde hun også og deres far var mælkemand. Det var været forfærdeligt for mor. Hun var jo fuldstændig hjælpeløs over for dem.
Engang de tømte deres natpotte med både stort og småt i brønden, så mor måtte til at fiske det op med flere hold vand og så måtte hun koge vores drikkevand en tid. Drengene gik så ind til den anden nabo og hentede vand. De sagde, at det var os, der havde hældt potten i brønden. Vi havde fælles brønd. Vandet skulle trækkes op med en spand. Der var ikke elektricitet i ret mange huse dengang og heller ikke hos os. Engang var de slemme drenge kravlet op på taget og havde lagt en sæk over skorstenen, så da mor skulle tænde op i komfuret, røg det forfærdeligt og mor måtte vente til far kom hjem og kunne kravle op og tage sækken ned.
Tvillingerne har vel været en 6-7 år, da en af drengene sagde til Dagmar, kom med hen ad vejen, så skal du se nogle fine blomster, der gror i grøften. Dagmar var troskyldig nok til at gå med og da de var lige ud for, hvor der i grøften var mange brændenælder, så skubbede han hende lige ned i brændenælderne, og hun Dagmar, som havde bare arme og ben, kom grædende ind med brændenældevabler. Den anden nabo i det næste hus hed Hans Jensen, og når Hans Jensens var i byen, gik de slemme drenge ind i Hans Jensens have og tog æbler og pærer. Så stod drengene Poul og Hans parade, når Hans Jensens kom hjem og sagde at vi børn havde været inde og tage æbler og pærer og ligesådan, da der var ærter og bær i Hans Jensens have. Så da vi næste dag gik forbi deres hus, så kom Hans Jensen og skældte os ud og sagde at vi skulle ikke gå ind i deres have og stjæle, når de ikke var hjemme.
Når der kørte tog forbi, morede Poul og Hans sig med at stå så tæt ved, hvor toget kørte, og de ville også have os til det, men far og mor havde indprentet os, at vi ikke måtte gå inden for de der tråde, der var sat op. Kun når toget ikke var der, måtte vi gå lidt på skråningen og plukke vilde blomster og jordbær. Drengene Hans og Poul lagde 2-øre ud på skinnerne, og når toget havde kørt over mønten, var den blevet trykket fuldstændig flad og meget større. Bogstaver og tal var helt blevet væk. Det var endda ikke så slemt. Det var værre, når de lagde sten ud på skinnerne. Nu kunne de heldigvis ikke løfte så store sten, så toget skubbede dem bare til side. Engang sagde jeg til dem, at når de sådan lagde sten på skinnerne, kunne politiet ske at komme, ”å,” sagde de, ”vi siger da bare, at det er jer.” En dag kom Poul med noget legetøj, jeg husker ikke om det var en lille vogn af træ, eller hvad det var, men han sagde til en af tvillingerne, den her må du låne og lege lidt med, men du skal tage den med hen under det æbletræ og prøve at lege med det der. Det gjorde tvillingerne så og lagde sig ned på knæ og prøvede at lege med det, og så sad Hans oppe i træet og tissede ned på hende. Mor sagde sommetider til far om han ikke kunne gøre noget for at få dem til at holde op med at være så slemme, men han var ikke meget for det, for når han var hjemme, var de flinke nok. Men engang blev det ham dog for meget, om de havde lukket kaninerne ud eller de havde ødelagt noget som han havde plantet i haven husker jeg ikke, men han sagde, ”nej nu kan det fandme være nok, nu skal de have et lag tærsk,” og så ville han rende efter dem. De smuttede så over skinnerne og over på den anden side, men så tog far sin cykel og nåede dem, henad ved de huse, der lå på den anden side af banen, og der havde han først fanget den ene og givet ham nogle ordentlige dask og bagefter den anden, og så vidt jeg husker hjalp det lidt for en tid.
Og Poul har vel været en 12-13 år, og jeg var 9 år, da han ville prøve at ligge med mig. Poul havde fået en blyant med 4 forskellige farver i, jeg fik også lov at prøve at skrive med den. Så en dag sagde han til mig, ”Johanne, der er lige noget jeg vil have dig til at gøre for mig, men du skal lige gå med mig op til møllestenene,” det gjorde jeg så, og så sagde han til mig, ”vil du ikke gerne have den skriveblyant med de fire farver?” ”Jo, jeg vil da gerne have sådan en,” sagde jeg, ”men det skal da ikke være den, du har.” ”Jo” sagde han, ”den må du få, hvis jeg må prøve at kneppe dig.” Jeg blev helt forskrækket og sagde ”nej, det må du altså ikke, og jeg vil ikke have din blyant.” Jamen så må du få 2 kroner. Men ikke tale om, jeg ville. Så et par dage efter havde han prøvet det samme med en af tvillingerne, men hun ville jo heller ikke, hun gik så ind og sagde det til mor, og mor sagde til os, det må i endelig aldrig gøre med Poul. Da jeg så kom til at tjene hos gartneren i Tommerup, hørte jeg, at Poul havde enten voldtaget eller forsøgt voldtægt, han var da i retten for det, om han fik en betinget eller ubetinget dom, husker jeg ikke, men han må da have fortsat i samme skure. Da var jeg ca 15-16 år, og Poul var et par år ældre som mig. Så han må jo have været en ca. 18, og da Klara var ude at tjene hos Tuglens, var der en nat en, der kom og bankede på hendes vindue, om han måtte komme ind og ligge hos hende, men det kan jo også have været en anden. Klara blev forskrækket og gik ind og sagde det til Tuglens om natten, og næste dag kunne Tuglens se, at der var store gummistøvlespor uden for hendes vindue. Nå, men jeg må vist holde op, der er noget andet at tænke på. Far var jo heller ingen engel over for mor, selv ikke når hun var gravid, da kunne han også være ond mod hende, men det kan være at vi skal lade alt det ligge, og tænke på, da far blev begravet sagde præsten, at vi skulle tilgive alt det dårlige og negative og mest tænke på alle de gode stunder, der dog trods alt må have været. Jeg har spurgt Dagmar, om hun havde snakket med præsten, men de siger hun nej til, og hun siger også, at det havde far heller ikke, og hun hørte eller tænkte ikke noget på, hvad præsten sagde, det synes hun, at det var noget han lige havde fundet på, og Klara og Valborg lagde heller ikke mærke til hvad præsten sagde, de kunne ikke bagefter huske, hvad der var blevet sagt. Nå, men det blev en længere remse.
Deres søster, som var fuldstændig hvidhåret, fik tilnavnet Hvide Grethe, hun var heller ikke af Guds gode børn, men hvordan kunne de næste blive anderledes, når de selv gik hjemme alene om dagen, undtagen når de var i skole hveranden dag.
Når vi var med Grethe ude og handle hos Købmanden eller de handlende, vi skulle jo tit hente nogen varer til mor, og Grethe gik med og lærte os, at imens købmanden var ude at hente ting, som han ikke lige havde i butikslokalet, så kunne hun lige snuppe et stykke chokolade eller æbler imens, og så deltes vi om det på hjemvejen. Jeg var snu nok til ikke at ville gøre det, men jeg sagde ikke noget til det, hvis jeg kunne få tvillingerne til det, vi var jo altid skrupsultne. Vi var begyndt dengang ikke altid at få nok mad. I mellemtiden var min lillebror Verner kommet til Verden, så der blev jo stadig flere munde at mætte. Der var ikke noget der dengang hed børnepenge. Folk måtte selv forsørge for de unger, de fik. Far og mor blev godt nok forfærdede, da de opdagede det. De sagde til os, det må I ikke gøre. I kan jo ske og blive sat i fængsel, så vi holdt nu ret hurtigt op med det. Hvide Grethe var en 12 år og de sagde, at hun lå med sin far om natten, så hun havde altid en hel del småpenge til at købe slik for, om det passer ved jeg ikke.
Efterhånden som vi blev flere, begyndte det at knibe med økonomien, og det har gået far en del på. Han blev mere og mere urimelig og hård over for mor. Bare sådan en ting som at komme salt i maden, hvis mor glemte at komme salt ved kartoflerne, kunne han blive vred.
De sidste 2 graviditeter, som mor havde, var vist slemme, mor gik og græd og var ked af det, og far sagde, ”Det kan sgu da vel ikke passe, er du sikker på, at det er rigtigt”. Far begyndte at kalde mor ”den gamle”, og mor blev ked af det og sagde ”Laurits, vil du ikke nok lade være med at kalde mig ’den gamle’.” Far begyndte at få meget med hovedpine og tit, når han kom hjem fra arbejde, måtte han tage et hovedpinepulver og gå i seng og hvile sig. Men når der kom nogen og besøgte os, var far den flinkeste mand, og mor lod også som om, hun havde glemt det hele. Jeg tror nok, at mor tit tilgav far for hans hidsige sind, der kunne sommetider gå uger, hvor de havde det godt.
Men engang blev det dog mor for meget. Hun gik en aften hjemmefra med lille Verner, som dengang har været ca. ½ år. Hun gik om natten fra Tommerup til Dreslette, ca. 15 km med en ½ års gammel dreng på armen, han fik endnu bryst, da var vi 5 større børn hjemme. Hun ville hjem til Bedstemor. Men da hun kom til Bedstemors hus, svigtede modet hende og hun lagde sig i en grøft med lille Verner, han fik bryst endnu. Da det blev lyst, gik hun til sognerådsformanden og klagede sin nød.
Hun fik noget at spise og så kørte sognerådsformanden hende hjem og sagde til far, at han skulle være god ved hende, så det hjalp vist også en tid. Jeg spurgte engang mor, ”Mor, vil du da ikke hellere skilles fra far, når han er så dum imod dig?”. Så sagde mor, ”Nej, for hvad Gud har sammenføjet, må mennesker ikke adskille, og hvis vi blev skilt, hvad skulle der så blive af mine små børn, så blev de måske sendt på børnehjem, for jeg har jo ingen steder at tage hen.”
I mellemtiden var jeg blevet så stor, så jeg gik og tænkte over tingene, at når jeg blev stor og voksen, så ville jeg ikke have det sådan. Jeg ville ikke giftes, hvis mænd kunne være så slemme, og jeg ville – hvis jeg alligevel blev gift – kun have to børn, hvis de altså kunne få det godt.
Men ind imellem opdagede vi dog, at far var glad for os børn. Engang var Klara og Dagmar lige ved at brænde huset af. Vi havde halm i sengene i stedet for madrasser. Det havde mange dengang, så blev der skiftet halm i sengene et par gange om året. Karlene ude på gårdene, hvor jeg kom til at tjene, havde også halm i sengene, og af og til gik der mus i halmen. Nå, men Klara og Dagmar, de var 4-5 år, havde fundet en æske tændstikker, og de var alene i soveværelset og har nok siddet på sengene. Klara prøvede at tænde ild i tændstikken, men kunne ikke. Lad mig, jeg kan vist, sagde Dagmar, og hun tændte ild med det resultat, at hun tabte tændstikken, og der gik ild i halmen, som var godt tør. De ville slukke ilden, men kunne ikke, og far og mor kom til hjælp, da de lugtede røg, fik tvillingerne ud og fik travlt med at slukke branden med vand og tæpper, hvad de nu kunne få fat i. De løb frem og tilbage til brønden med spande med vand. Der var de høje sengegavle, de var blevet slemt røgskadet, de blev aldrig pæne mere. Bagefter var far og mor lykkelige for, at tvillingerne var i live. De blev formanet om ikke mere at lege med ild, og jeg husker, at de fik knus og klem af far, som sagde, hvor er det godt, at vi har jer. Der var 3 senge i soveværelset, en hvor far og mor sov, og i de andre 2 senge var vi 3 i hver seng.
Poul og Hans ville også sommetider drille Klara og Dagmar, smide sten efter dem eller slå dem med en kæp, så løb far efter Poul og Hans og gav dem et par ordentlige klask i enden, at de skulle være ordentlige imod tvillingerne, og far sagde også til drengene engang, ”vi melder jeg til politiet, når I sådan går og lægger sten på skinnerne, ”Å” sagde de bare ”så siger vi da bare, at det er jer.”
En anden gang ville Klara rende over vejen til toget, og Klara gav sig ikke i agt, men løb lige ud foran en bil, og bilen bremsede, og Klara kravlede ud ved den bageste ende af bilen, det var en af de biler med høje hjul som de gamle Ford’er, så det har jo reddet hende. Manden i bilen var chokeret og fik Klara rejst op og gik med os ind. Klara slap heldigvis fra det med lidt skrab på knæ og arme. Vi andre børn var chokerede, jeg husker, at jeg rystede og mor græd og far trøstede Klara og mor og sagde, hvor er det dog godt, der ikke skete noget med lille Era, som hun blev kaldt. Hun har været ca. 4-5 år og Drengsi kunne ikke sige Klara, han sagde Era, derfor kaldte vi hende det også. Lille Era, fordi hun var den mindste af tvillingerne. Hun havde en dukke, som hun gik med næste hele tiden. Sov med den om natten og gik og legede med den. Til sidst var den så pjaltet, så mor til Eras fødselsdag syede en ny kjole og satte et nyt hoved på dukken. Klara tog dukken, så på den, og lagde den fra sig og rørte aldrig dukken mere. Det med dukken husker Klara ikke mere, men både Klara og Dagmar kan tydeligt huske, da de tændte ild og også, at Klara kom ind under bilen.
Mine søstre, Tvillingerne, gik til præst og skulle i kirke om nogle af søndagene, og de gik og sagde til hinanden, I morgen er det søndag, og så skal vi i kirke, og de var i kirke hver søndag i den tid, de gik til præst, det ville de selv. Men efter at de blev konfirmeret har de nok ikke været der ret tit. Jeg selv er blevet ved med at gå i kirke, ikke tit men jævnligt af og til. Det er da ikke fordi jeg er særligt religiøs, men alligevel. Mor hun indprentede os altid, I må endelige altid huske jeres fadervor, så det gjorde vi vel også nok som børn og ganske unge, men jeg husker tydeligt, at jeg ikke ret tit gjorde det en overgang, og gør det da heller ikke altid nu. Da jeg tjente ude på gårdene og om sommeren skulle op kl. 5 og arbejdede hele tiden til kl. 7-8 om aftenen. Kun af og til fik vi en times middagshvil, så var jeg så træt om aftenen, at det kun blev til ”Fadervor, du som er i himlen” og så sov jeg, men mon ikke nok de fleste mennesker, når du kommer ud for fare eller lign., begynder at tro? Selv husker jeg en episode, fra jeg var ung og rejste rundt og syede engang i Stenderup, derfra cyklede jeg hjem til Horsens om aftenen, jeg skulle igennem Ørnstrup skov, det var i November sidst, bælgravende mørkt, men jeg havde en god dynamolygte på cyklen, så jeg var ikke bange. Da jeg så var midt inde i Ørnstrup skov, så gik lygten på cyklen lige pludselig ud, og det var ikke nemt at følge vejen. Der var ingen anden trafik, så kom det ganske uvilkårligt. Jeg begyndte at sige mit Fadervor, men jeg kom da godt ud af skoven, og lygtelyset kom igen, inden jeg nåede Horsens. Det må jo have været en lille sten eller sådan, noget der har sat sig, men jeg husker det stadig godt. I skolen havde vi bibelhistorie og skulle læse i det nye Testamente og vores far ville også altid låne det og læse i det, men han overholdt jo ikke altid det, der stod deri. Efter at jeg rejste hjemmefra har Valborg fortalt, at når de havde været hos bageren og købe kage og en stang Wienerbrød, så sagde far til dem lad os nu skynde os at spise det, så den gamle, som han kaldte hende for, ikke når at få noget. Så sagde mor gerne, jamen så bliver der jo ikke noget til mig, men det gør heller ikke noget, når bare I får. Og da vi så en dag hun var kommet på Middelfart Sindssygehospital en sjælden gang besøgte hende, kunne hun godt sige ”Hvor har vores far, lille Laurits, dog været god mod os og sørget godt for os. Han er den bedste mand i hele Verden, ja hvor var han dog et godt og dejligt menneske, og vi søskende så så på hinanden og tænkte vores.
Om vinteren døjede vi med frost i fødderne, når vi kom i seng om aftenen, kløede det og sved, når fødderne blev varme. Når der så lå en i modsatte ende af sengen og i søvne kom til at sparke til de ømme tæer, kunne det gøre så ondt, at vi vågnede ved det. Om morgenen kunne det godt være svært at få fodtøj på de hævede fødder. Jeg havde vist for lidt tøj på om vinteren, så jeg var altid så forkølet og hostede meget. Far sagde engang, ”du har da vel ikke fået tuberetter.” Folk sagde tuberetter om tuberkulose. Engang jeg var hos købmand Spår for mor, lå der på Spårs disk 3-4 stykker dejlig konfekt, og Spår sagde til mig, ”lille pige, hvis du ikke er bange for tuberetter, må du gerne spise de der konfekter.” Jeg kiggede lidt og tænkte på tuberetter, men lidt efter spiste jeg konfekterne. Jeg var ellers stolt, når jeg kunne gå til købmanden for mor. Da var jeg ca. 7-8 år. Det var tit hver anden dag, når jeg ikke var i skole, vi gik i skole hver anden dag, da var far på arbejde, tvillingerne i skole og mor var hos de to mindste, Drengsi og Valborg. Det var ikke fordi, der var så langt, godt 1 km. Men om foråret kunne det godt tage lang tid, når alting var så fint og grønt og alle de fine blomster langs grøftekanterne. Jeg husker et forår. Der var en høj skrænt, hvor vejen var gravet ud. Skrænten ved den ene side og banelinjen på den anden side. Op ad skrænten var mælkebøtterne lige sprunget ud og stod så flotte gule i det fine grønne. Jeg stod stille og var så imponeret af det fine syn, og jeg gik lige så langsomt og nød det. På hjemvejen plukkede jeg en stor buket mælkebøtter til mor. Jeg blev skammet lidt ud af mor, fordi turen havde varet så længe. Mor stod jo og skulle bruge nogle af varerne. Næste gang jeg skulle til købmanden, sagde mor, at jeg skulle skynde mig hjem med varerne. Så kunne jeg plukke blomster bagefter. Mor var da ellers glad for blomsterne jeg plukkede. En anden gang jeg gik til købmand for mor blev knap så spændende. Klara og Dagmar var med den dag, så vi skulle hjælpes ad og bære varerne. Lige før vi nåede købmanden, kom der en stor dreng mod os. Han hed Viggo og skulle snart konfirmeres. Han var stor af sin alder, var mørkeblond, og så ellers almindelig ud. Viggo sagde: ”I vil jo gerne spille bold, jeg har en fin bold, I må få. ”Johanne, du kan lige gå med mig hjem og få den, så kan dine søskende gå ind til købmanden imens.” Viggo boede lidt længere henne ad gaden. Nå, jeg gik troskyldigt med ham, ca. 8 år og tvillingerne 7. Klara og Dagmar fik så huskesedlen med til varerne og skulle så vente hos købmanden, til jeg kom tilbage med bolden. Da vi kom til huset, hvor han boede, kom vi ind i gangen, der var ingen hjemme. Vi skal lige herop ad stigen, jeg har bolden oppe på mit værelse. Det var sådan en hønsestige. Vi kom ind på hans loftsværelse og pludselig skubbede han mig om på sin seng og begyndte at ville slæbe bukserne af mig. Jeg blev stiv af skræk og ville skrige, men var fuldstændig lammet, der kom kun et halvkvalt lille skrig. Han lagde hånden over min mund og sagde: ”hvis du skriger, så kvæler jeg dig.” Han spredte mine ben og sad og kiggede, og lidt efter sagde han: ”tag så dine bukser på, og skrup af med dig,” og inden jeg gik, tog han mig hårdt i armen og sagde til mig: ”hvis du siger det her til nogen, så slår jeg dig ihjel.” Der skete altså ikke noget, men jeg følte mig lille og ussel og flov og var fuldstændig chokeret. Jeg var som gele i mine knæ, og et par gange på vejen tilbage til købmanden måtte jeg stå stille og støtte mig til et havestakit. Og så Klara og Dagmar, der spurgte til den fine bold, jeg skule have og jeg måtte sige, at han ikke kunne finde den. Jeg fortalte det aldrig til nogen. Men hver gang jeg herefter så Viggo, blev jeg dårlig, han så aldrig mere efter mig. Episoden med Viggo har dog gjort sit til, at jeg herefter blev mere forsigtig med ikke at tro på den første, den bedste.
Hvor kan børn dog være slemme og ubarmhjertige imod nogle, de finder på at mobbe.
Der i anden klasse i Tallerup skole, da jeg var 8 år, var der en lille forknyt pige, som drengene kaldte for pissemaskinen. Hun Lene havde et par gange lugtet af tis. Hun har måske ikke kunne ligge tør om natten. Så havde drengene givet hende øgenavnet. En dag drengene havde sagt: ”vi skal lige hen og lugte til pissemaskinen,” det var i frikvarteret, lærerinden var der ikke, og da drengene og pigerne var rendt ud at lege, sad hun Lene og græd. Jeg gik hen og trøstede hende og sagde: ”Det er nogle rigtig dumme drenge, de kan slet ikke være bekendt at være så slemme imod dig.” Hun tørrede sine øjne og livede lidt op. Den dag kunne jeg nu ikke lugte, at hun lugtede af tis, men hun gjorde det af og til.
Når nogen snakker om ufoer, kommer jeg til at tænke på engang mor og jeg havde været ved købmand og handle, da vi boede i møllehuset. Det har været engang det blev tidligt mørkt og købmanden har haft åbent længe. Ved vi gik hjemad fra købmanden, så vi en mand komme gående imod os, og lige før vi var ud for manden, kom det et lysskær ned over mor og mig lige som fra en stor lommelygte, det var kun lige i et glimt, vi standsede lige lidt op og sagde til hinanden, det var da et mærkeligt skær og manden, som gik imod os standsede også et øjeblik, men han sagde bare godaften til os, og vi fortalte det til far, da vi kom hjem. Der var ingen anden trafik og ingen lyd af flyvere. Måske var det bare en øjenforblændelse, men vi så det begge to.
I skolen sad jeg ved siden af en pige, der hed Magda. Jeg syntes ikke, at hendes hår var så pænt, det var så kedeligt mørkebrunt. Hun sad altid og kløede i sit hår. Vi gik i første klasse, var 7-8 år. Så en dag hjemme hos mor sagde jeg, ”ved du hvad mor, jeg har fanget et lille dyr i mit hår.” ”Å nej,” sagde mor. ”Johanne”, du har jo fået lus,” og mor var forfærdet. Dengang havde de jo ikke de midler, som de har i dag til at komme utøjet til livs. Jeg var så blevet smittet af Magda, og mine små søskende fik nu også lus, så jeg har jo smittet dem. Så mor måtte til at vaske hår og i gang med luseforskrækker, som tættekammene dengang kaldtes.
Bedstemor i Dreslette var nu blevet 76 år og hendes helbred var begyndt at knirke. Lille Ellen måtte blive hos bedste efter Ellens konfirmation. Bedstemor kunne ikke klare sig uden Ellens hjælp. Bedstemor var blevet opereret for en knude på ryggen, en slags hudkræft, som var begyndt at gå indad. Til Ellens konfirmation året før var kun mor og jeg med. Far måtte blive hjemme og passe de små. Da Ellen blev konfirmeret, havde mor bagt en dejlig lagkage med glasur og forskellige farver krymmel. Jeg husker, at lagkagen smagte så dejligt.
Derhen om efteråret og vinteren havde bedstemor det dårligt, men var dog oppegående meget af tiden. Bedstemor døde den 7. februar 1931. Ellen var hos hende til det sidste. Jeg har været 9 år og Ellen 15. Bedstemor døde kl. 22.30 om aftenen, og Ellen var så alene med døde bedstemor om natten og først om morgenen gik hun til naboerne efter hjælp. Mor og jeg var om eftermiddagen kommet til Dreslette og var med til at synge bedste ud sammen med nogle naboer. Det var glat, der var faldet isslag og hestene, som skulle køre bedste i kapellet, havde svært ved at stå fast. Jeg så bedste i den åbne kiste. Jeg syntes, hun var blevet så mager i sit ansigt. Lille Ellen græd og mor græd. Jeg græd ikke. Der var et par linjer i en af salmerne, som bed sig fast i mig:
Guds fred og god aften vi sjunge ved kvæld
Vorherre selv bevare hver flygtende sjæl
Og tit om aftenen, når det begyndte at mørkne, stod jeg ved vinduet og kiggede op imod himlen og tænkte, mon bedstemors sjæl nu flyver flygtende rundt oppe i skyerne eller oppe ved himlen uden at turde komme ind. Til selve begravelsen var jeg ikke med, men far og mor var der. Jeg, Klara og Dagmar var i søndagsskole næsten hver søndag og Hans, vor bror, var også sommetider med.
Der gik så en ca. 14 dage efter bedstemors begravelse, så der en morgen sagde far: ”Bedste har været her i nat.” Far havde sat sig op i sengen og taget et par sug af sin pibe, det gjorde han af og til, når han ikke kunne sove. Jo, det var måneskin og pludselig kom bedstemor gående inde fra stuen og hen til enden af hans og mors seng, så stod hun lidt og kiggede på far, så vendte hun sig og gik og forsvandt ligesom i en tåge. Far havde skyndt sig og lægge sig ned, trække dynen op over hovedet og bede sit fadervor. Men far sov ikke mere den nat. Jeg husker, at jeg syntes, at det var så uhyggeligt, mon det da virkelig kunne passe, at bedstemors sjæl fløj hvileløs rundt, en tid derefter var jeg virkelig mørkeræd, men heldigvis forsvandt det igen. Mor fik så i foråret en lille velskabt dreng. Så nu var vi 7 børn og far og mor, 9 mennesker, der hver dag skulle have mad og tøj.
Og så begyndte de slemme 30’ere. Far blev arbejdsløs. Teglværket lukkede, og far og andre arbejdere blev arbejdsløse. Far kunne ikke længere betale afdragene på huset med 18 kr. om ugen til hele familien, 2 voksne og 7 børn. Så der til december eller deromkring måtte vi desværre flytte ud i kommunehuset i Rævedam og til en anden skole, der hed Tommerup skole. Den vi havde gået i hed Tallerup skole og lå i det nye Tommerup.
Vi var nu flyttet ud i kommunehuset i Rævedam, fordi at vi ikke kunne betale huslejen, da far blev arbejdsløs, og fik han 18 kr. om ugen til 8-9 mennesker. Der var uden for huset ca. 50 m til en ret stor mose, deraf navnet Rævedam. I huset boede i forvejen en familie, som også havde måttet flytte i kommunehus, det betød, at kommunen betalte vores husleje til manden, der ejede huset. Det lå ude på en mark og var eller havde været en landejendom, hvor udhusene var fjernet. Der lå eller var stadig en ajlebeholder neden for den ene have. Neden for haven løb der en å, som kom fra mosen, om vinteren og om foråret kunne der godt være lidt stærk strøm i åen, så vi skulle passe på ikke at tabe vores træsko, for så kunne de godt følge med strømmen, hvis vi ikke var hurtige nok til at fange dem igen.
Den anden familie var kukkeren, hans husholderske Jenny og kukkerens 2 børn, Arne og Else Kukker. Jeg kan ikke huske mandens navn. Han blev kaldt kukkeren, fordi han på teglværket skulle passe nogle tipvogne, som kørte leret til teglværket, og når der kom for mange og der skulle være et ophold, så skulle han råbe ”kuk kuk”. Nå, men der i huset, som ikke var særligt stort, var det et køkken i hver lejlighed, en gang, og i enden af gavlen var det et fælles lokum, og et lille rum og soveværelse, fælles vaskehus, så da vi ankom 9 mennesker blev huset i hvert fald fyldt op. Vi havde godt nok ikke så mange møbler, vi havde fået lidt efter bedste i Dreslette. Efter bedste havde vi fået nogle dyner og noget sengelinned, der var jo godt brug for det med 9 mennesker. Vi var så 7 børn. Den lille nye var Klara og Dagmar og jeg såmænd da ellers glade nok for, vi skiftedes sommetider til at bære ham. Så var der lille Verner på knap to år og Valborg omkring ved 4. Hans var 7, Klara og Dagmar tvillingerne på 8 år, og jeg tæt ved 10 år. Far fik 18 kr. i understøttelse, når han ikke var i arbejde. Men ind imellem havde far dog lidt arbejde for kommunen og også omkring på gårdene, når en karl eller manden var blevet syg, eller i høsten og når der skulle tyndes roer. Vejarbejde og lignende. Far havde ord for at være en solid og dygtig arbejdsmand. Men når han var derhjemme var han ikke altid så rar, og slet ikke over for mor. Så vi kunne nemt mærke på mor, når far var på arbejde, så var hun mere glad og kunne godt gå og synge. Men desværre blev mor mere dårlig og vred over for fremmede. Hun ville værne om os børn og troede, at alle ville gøre os ondt. Hun hørte stemmer og havde hallucinationer, så syner, som slet ikke var der, og det var nogle, som ville gøre mine børn ondt, som hun sagde. Vi havde kun boet der en måneds tid, så lå den lille dreng, Ove, i sengen om morgenen og var død. Juleaften da vi havde danset omkring juletræet, da var lille Ove så glad, han lå på en pude på gulvet og ”sang med”, og han grinede og han var så optaget af lysene på juletræet, og næste morgen var han død, det var Julemorgen. Han blev 3 mdr.
Det var en af de få gange, vi så far ked af det, da græd han. Der blev sendt bud efter en læge, som konstaterede, at det var vuggedød. Vi fik en lillebitte kiste, som jeg husker den, var den nærmest som en stor hvid skotøjsæske. Hans grav blev pyntet med grene fra juletræet, med pynt på, det var så flot fordi jorden var hvid af sne.
Mor var også meget ked af det og græd et par dage, men da der var gået nogle dage og den lille Ove var begravet, sagde mor, hvor var det godt han døde, jeg havde næsten ikke flere kræfter til at passe ham, og han ville ikke have fået et godt liv.
Mor ville godt indrømme, at hun var syg, men ikke at hun var sindssyg. Og hun ville ikke have flere børn, for hun sagde, at nu havde hun alle os, som hun var så glad for, men ikke flere til det fattige liv, som vi havde. Så hun ville ikke have mere med far at gøre. Så hånede far hende og sagde, at hun var lige tjenlig til Middelfart sindssygehospital. Ved mosen og åen var der dejlige timer, hvor vi børn fik megen tid til at gå. Om vinteren, når der var frosset is på mosen, gled vi på isen. Vi havde ingen skøjter, men når vi først fik fart på, kunne vi godt glide et godt stykke, det var med træsko eller gummistøvler. Om sommeren badede vi i mosen. Der var et par steder, hvor der var lidt fast bund, ellers var der mange steder, vi skulle passe på, for der var jo sumpet og bundløst. Far lavede en ruse af hønsetråd, så vi fangede af og til en gedde og aborrer, som vi fik kogt eller stegt. Det var også sjovt at fange hundestejler eller igler i et glas og haletudser, som der var om sommeren. Når vi soppede i åen, kom der af og til igler, som ville sætte sig på benene men de var nu nemme nok at tvinge væk. Iglerne var mørkebrune på oversiden og lidt lyse på benene, de var flade. Det er ikke så mange år siden, de havde igler på apotekerne. Iglerne var på størrelse med en stor regnorm. Førhen købte folk igler til at sætte på bylder eller betændelse, så sugede de betændelsen ud.
Vi så også af og til nogle fisk komme svømmende i åen. Og myg var der også i massevis, så vi fik også myggestik, som kløede og kløede, så vi rev hul, så det blødte. Der var levende hegn, så vi opdagede også af og til en fuglerede, som vi kiggede forsigtigt til. Vi havde den bagerste have, og de andre beboere havde den forreste. Åen løb neden for haven. I den ene side af haven var der ribs og solbærbuske og midt i haven et stort æbletræ, hvor vi børn fik en gynge sat op. Så morede vi os med at prøve, hvem der kunne gynge højest. Mor var ikke så stor, så hun tog sig også en gyngetur af og til. Arne og Else kukker legede vi også godt sammen med. Arne var 10 år og gik i skoleklasse med mig. Else var ca. 7 år og gik i første klasse sammen med min bror Hans. De boede jo i den anden ende af huset. I skolen drillede de med, at Arne og jeg var kærester. Det brød vi nu os ikke om at høre. Vi var ca. 18-20 børn i klassen og de havde set, vi byttede glansbilleder. De andre børn havde nu også tit glansbilleder med i skolen, som vi så byttede med i frikvarteret, det var hyggeligt. Vi spillede også om marmorkugler og hønseringe.
Hjemme i Rævedam havde vi ikke cykler. Det var kun far, der havde en cykel til at cykle på arbejde. Så vi børn gik i skole. Der var ellers en ret lang vej. Engang da jeg var en 11-12 år, havde jeg dog på en eller anden måde fået en gammel rusten cykel, og jeg var så glad for cyklen. Så jeg susede op og ned af bankerne. En dag, jeg var så glad, cyklede jeg med fuld fart ned af en banke. Bondemanden gik ude på marken med sin foxterrier og da hunden så mig, for den efter mig lige ind i mit forhjul og jeg væltede og slog mine hænder og mine knæ, så det blødte. Jeg væltede lige over hunden med min cykel og hunden skreg i vilden sky. Bondemanden kom hen til mig og spurgte til mig og sagde så: ”din lille dumme hund, nu kan du måske lære at lade være med at rende efter cykler”. Det havde den været lidt slem til.
Så vi havde kun en cykel hjemme i vores hjem, men afstandene var jo heller ikke så store. Som børn var det tit, vi kun havde en cykel til os alle. Engang mor og mig skulle ud og handle et sted 4-5 km væk, da skiftedes vi på en cykel. Først cyklede jeg et stykke, så lagde jeg cyklen i grøften og gik et stykke, så kom mor gående og tog cyklen og cyklede et stykke forbi mig, hvorefter hun så lagde cyklen til jeg kom og tog den og på den måde gik og cyklede vi så til vi kom hjem.
Lærer Godske sagde sommetider, at der kunne umuligt blive for mange mennesker på jorden, der ville altid være mad og føde nok, om vi blev aldrig så mange. Og når jeg så gik hjem fra skole med min taske, gik jeg og tænkte, det passer vist ikke helt hvad Godske siger, det med at der ikke kan bliver for mange. Vi var 7 sultne unger derhjemme, og jeg gik tit med sådan en svien i maven, fordi jeg fik for lidt at spise. Og vi unger gik ud langs de levende hegn og fandt vilde æbler, og der var sure, men vi spiste dem med den største lyst, fordi vi var sultne og de ramme slåenbær spiste vi.
Så vi prøvede også at sulte i Rævedam. Mor kogte en stor gryde risengrød, og når vi fik hver en stor portion risengrød, fik vi ikke noget med kød bagefter, det var tit vandgrød. Vi købte de store 4 kg rugbrød, de var dobbelt så store som dem, vi kan købe i dag. Sådan en god skive rugbrød med lidt fedt eller margarine og et stykke pølse på midten, så vi spiste udenom og havde det med pølsen til sidst. Eller også lidt sukker på brødet og når det af og til var brunt sukker var det guf, men det var ikke så tit brunt sukker, for det var lidt dyrere. Vi fik tit spist maden op, så der ingen mad var i huset. Bageren havde dengang åbent til kl. 8-9 om aftenen, der var et stykke at gå.
Om sommeren, når bonden havde høstet og inden han pløjede, fik vi lov til at gå og samle de aks med korn på, som var blevet tilovers på marken. Vi var en 3-4 stykker, som fik hver en gammel sæk, og vi kunne godt samle en hel del sække i løbet af en dag. Mor, mig og sommetider Klara og Dagmar. Vi havde en 10-12 høns, som jo også skulle have noget at æde, så der var halm og korn til dem. Jeg har været en 11 år, da vi børn fik mæslinger. Jeg gik i skole, selv om jeg godt kunne mærke, at jeg havde det dårligt. Om morgenen i skolen sagde læreren: ”Johanne, du er jo syg, du er jo helt rød og blåspættet, så du må hellere gå hjem i seng, kom lige med ind til min kone og få lidt.” Læreren fulgte mig ind til sin kone, hvor jeg fik noget varmt kamillete at drikke og vistnok et stykke brød. Jeg kunne næsten ingenting spise. Jeg gik så hjem og lå en lille uges tid Jeg havde feber og kunne ingenting spise de første dage, men tredjedagen var jeg så sulten og mor kogte grønkål til mig ude fra haven. Jeg fik en god portion ind på sengen og jeg syntes, at det smagte så dejligt, så jeg tænkte, at jeg ville have en portion mere, men så fandt jeg en lille larve i kålen og så kunne jeg ikke spise mere. Så selv om jeg var sulten, var det slut med grønkålen. Mor blev ked af det, men sådan var det.
Når vi var syge, var der ikke noget, der hed læge. Vi måtte komme os af os selv. Jeg tror nok, at det dengang kostede penge, hver gang lægen skulle komme. Men engang sendte mor alligevel bud efter lægen. Dagmar havde fået så slemt med børnesår, hele ansigtet og hun havde ikke været i skole i flere dage. Jeg blev sendt hen, hvor de havde en telefon og fik dem til at ringe lægen, som boede 6-7 km fra os. Verner var også begyndt at få sår. Så lægen kom om eftermiddagen og han havde noget salve med, det var en af de meget få gange, vi havde læge. Lægen var flink og sagde, at det var godt, vi fik fat i ham, for Dagmars sår var over hele ansigtet og slemme. Far syntes altid, at det var ikke nødvendigt med læge. Jeg var flov over mit fattige hjem og jeg var også begyndt at blive flov over far og mor.
Tommerup skole holdt Juletræ 1 dag eller 2 før juleaften, hvor vi hver fik en pose slik, men det sidste år jeg var hjemme – jeg var en 11 år – tog jeg ikke med og heller ikke mine søskende, fordi vi ikke havde tøj til det. Alle de andre børn havde jo noget andet tøj på, som de ikke havde på i skole til hverdag, og så ville Klara og Dagmar heller ikke med. Efter skolejuleferien spurgte læreren ”hvorfor kom I ikke med til juletræ?”. ”Nej, for vi havde kun vores skoletøj og så ville vi ikke.” Læreren sagde så, at de holder juletræ, fordi der er en del børn, der ikke har så meget at holde jul for, hvis forældre ikke har meget. Så de lærere var kede af, at vi ikke kom, men sådan var det bare.
Mor vaskede et par gamle sække, og dem syede hun sig en kjole af. Men vi fik jo da af og til et stykke tøj fra folk, men det var ikke tit. Kommunerne lavede så en ordning, hvor alle fattige med mange børn kunne få hver 1 kg Oksekød og 1 kg ost hver 14. dag, det var så 8 kg. til os, og det spiste vi selvfølgelig med kartofler og brød til, vi var jo så gennemsultne, men der var da nogle mennesker, som syntes, at det var forfærdeligt, at vi kunne æde alt det, men når vi nu ikke fik meget andet. Far satte en ruse ud i mosen, og så fangede vi af og til en gedde, som jo da også var god. Vi fik som regel ikke altid madpakker med i skole, men der var en pige fra Tommerup mejeri, så vidt jeg husker hed hun Anna, og da vi havde flyttet til Tommerup skole og havde gået der en tid, så kom Anna fra mejeriet med 3 madpakker til os hver dag, når det var spisefrikvarter, 2 halve med ost, 2 halve med spegepølse og 2 halve med leverpostej, og det har sikkert hjulpet os godt, og det blev hun ved med i den tid, vi gik i klasse med hende. Men ellers led vi meget med drilleri, som var meget ubehageligt. Der var særligt en Kristian Greve, han var ellers selv fra sådant et fattigt hjem. Da hans forældre havde et lille husmandshjem med nogle tønder land og mange børn, men han var så slem til at drille, så havde vi filtret hår, så var vores tøj gammelt, vores sko hullede og så lugtede vi, gik han altid og sagde og fik de andre børn til at hjælpe sig. Så vi længtes tit efter at blive store og komme ud af den skole.
Jeg husker en aften, vi børn var kommet i seng og jeg var sulten. Far sagde, jeg må nok hellere lige cykle op til bageren efter et brød. Af og til kunne vi købe lidt kringle eller basser fra dagen i forvejen. Jeg holdt mig vågen og tænkte måske køber far lidt gammelt wienerbrød. Men da far kom hjem, sagde han nej, I kan godt lægge jer til at sove, for bageren havde udsolgt, der var kun rugbrød tilbage. Jeg kan endnu huske, hvor sulten og skuffet jeg var. En morgen jeg skulle i skole havde mor kun lidt risengrød og rugbrød. Jeg tog en skefuld kold risengrød. Mor lagde 2 halve stykker rugbrød og så en skive risengrød imellem rugbrødet. Jeg sagde, nej mor, jeg skal ingen madpakke have med. Mor sagde, at det er længe, at du skal gå, du er først hjemme efter kl. 3, tag nu madpakken med. Og da jeg så, hvor ked mor blev over det, tog jeg madpakken med. Da jeg var nået op ad markvejen uden for mors synsvidden tog jeg madpakken op af tasken og smed den langt ind i kornmarken og tænkte mon nu en lille fugl eller en mus finder madpakken. Jeg kunne godt have spist maden i skolen, men jeg ville ikke, at de andre børn skulle se, at jeg havde risengrød på min mad.
Om vinteren, når landmanden åbnede sin roekule, når han skulle have roer hjem til køerne, tiggede vi af og til et par kålroer, og vi fandt også sommetider et par roer, der var tabt på vejen. Bonden kørte jo heste og vogn, der var ingen traktorer. Så kogte mor roerne, når de var skåret i små tern. Kogte kålroer smager dejligt, ude på gårdene fik de også tit stuvede kålroer og flæsk. Vi fik ikke altid kød til, af og til en røget snitte og en gang om ugen fik vi for 1 kr. affaldskød, som slagteren havde samlet til os, og af og til blev vi syge af det gamle kød. Engang Verner kastede op og besvimede af det. Og vi andre blev også lidt dårlige. Det var ikke alene os, der var fattige, ude omkring i 1930’erne måtte mange spinke og spare for at få det til at løbe rundt. Tøj havde vi heller ikke meget af, og der blev tit slidt huller i sko og støvler. Man af og til fik vi dog lidt tøj fra nogle, som var vokset fra det. I skolen skulle vi have skiftesko med, og havde vi ikke skiftesko med, måtte vi sidde med strømpesokker. Dagmar havde ingen skiftesko, så hun sad med strømpesokker og frøs. Vi børn havde set, at skomageren havde et par kludesko i vinduet til 85 øre, og Dagmar græd hver dag hun kom fra skole, hun havde siddet og frosset med sine strømpesokker og hun plagede og græd til far om 85 øre. Til sidst gav far sig og gav hende pengene, så det kan nok være, at der var en som fik travlt med at komme til skomageren og købe kludesko. Når vi børn var i brugsen og købe varer, skulle vi tit også købe en pakke tobak til far, så skulle vi også gerne hen til boghandleren og også der købe en pakke tobak, for at brugsen og boghandleren ikke skulle se, hvor meget han røg, det var nogle meget større pakker, som dem, vi køber i dag.
Vi holdt ingen avis, vi fik kun den lille sprøjte, som den lille gratis ugeavis kaldtes og kom en gang om ugen. Men vi købte dog ugebladet ”Hjemmet” og Søndags BT en gang om ugen. Vi havde jo ingen radio dengang, det var der ikke ret mange, der havde. Efter 1934 begyndte folk omkring dog at få radio. Elektrisk var også så småt begyndt at komme ude på ejendommene og ude omkring. Boghandlerkonen gav os af og til brød og lidt kage med hjem, når de ikke selv kunne få det spist. Der var jo heller ingen, der havde køleskabe og frysere. Engang kom der en mand til os ude i Rævedam, han ville sælge snørebånd, sikkerhedsnåle og knapper og hvad det nu var, han havde også tråd. Mor sagde, nej vi skal ikke have noget, for vi ejer ikke en rød øre. Jamen, kan det da passe sagde manden, har I da slet intet, det kan jeg ikke holde ud at tænke på, sagde han, jeg har ikke selv for meget, men her har I hvad jeg kan undvære, så lagde han en 25 øre og en 10 øre på bordet til mor, og så gik han. Det er en af de ting, jeg husker. Og så husker vi børn også kukkerens lille Else, de boede jo i den anden lejlighed og lille Else, 7-8 år fik tit klø om morgenen, når hun var kommet til at tisse i sengen. Så slog Jenny hende. Jenny var husholder for kukkeren, som vistnok var enkemand. Så fik Else klask i enden, så vi kunne høre, hvordan hun skreg, av, av, av, det gør ondt av, av. Stakkels Else. Når hun af og til lå tør om morgenen, fik hun ros, kunne vi høre, men næste morgen var det tit galt igen.
Jeg har været en 10 år, da jeg fik lov til at komme med mor til Assens. Mor skulle i skifteretten efter arven efter bedstemor. Mor havde selv været i skifteretten en gang før, men på grund af morbror Hans i Canada og også noget med en halvbror Johan i Sønderjylland, så trak det lidt ud med at få arven udbetalt. Jeg var dybt imponeret af byen Assens. Jeg havde ikke før set så store butiksvinduer med påklædte modeller, så jeg skulle hjem og fortælle Klara og Dagmar, at der var statuer i vinduerne med tøj på. Og statuen på torvet med Peter Willemoes var jeg også meget fascineret af. Jeg oplevede, hvor skuffet mor blev, fordi hun ikke mere fik nogen penge i denne omgang fra skifteretten og de mænd, der sad der, kunne også mærke det, så de blev enige om at lade mor få 100 kr. på forskud og mor og jeg blev glade. 100 kr. var mange penge dengang. Bedstes hus var solgt for 1200 kr. til deling til tre. Jeg husker mor købte en fin rødternet kjole til mig og et par fine og dejlige sko. Klara og Dagmar fik også noget tøj. Mor selv fik ikke noget videre. Mor tænkte altid først på os børn. Tøj havde vi som skrevet før ikke så meget af, og vi undgik heller ikke mobning i skolen. Pigerne var ikke så slemme, men der var et par drenge, de var slemme. Hos mig var de nu knapt så slemme, fordi jeg klarede mig ret godt med lektier og deslige, jeg fik jævnlig ros af læreren, så det gav jo en vis respekt, men Klara og Dagmar måtte tit stå model til meget.
En overgang havde Klara og Dagmar lidt svært ved at koncentrere sig. Vi skulle i skolen lære salmevers og katekismus udenad. Katekismus var en lille bog med mange bibelske skriftsteder. Klara læste og læste på salmevers, og den store og lille tabel skulle vi også lære udenad. Engang sagde jeg til Klara, ”prøv at lægge salmebogen under din hovedpude om natten, så kan du det bedre om morgenen,” og Klara læste og læste salmevers og lagde den så under sin hovedpude. Men om morgenen kunne hun alligevel ikke huske verset og hun græd og sagde ”Johanne, du har narret mig” og jeg kunne godt se, at jeg havde været lidt dum imod Klara.
Da jeg var ca. 11 år, begyndte jeg at gå og længes efter at komme lidt hjemmefra og ud og se noget andet som mit fattige hjem. Faster Klara på Langeland havde skrevet engang, at vi kunne da komme på ferie hos hende en af os, og nu begyndte jeg så at gå og plage far for penge til billetten til Langeland. Til sidst fik jeg så pengene og trods mors protester om at blive hjemme – hun var så bekymret for, at der skulle ske mig noget – rejste jeg. Jeg havde aldrig før været ude på så lang en sejltur, så jeg var meget imponeret af den store færge, som sejlede fra Svendborg til Rudkøbing. På turen over til Langeland stod jeg og så ud over rælingen eller siden på skibet alle de skumtoppe, som skibet lavede. Der kunne ses forskellige figurer lige som skyerne på himlen. Faster Klara og hendes mand havde en landejendom, og jeg fik 14 dejlige dage hos dem. De havde en voksen søn, som var ude at tjene, og så havde de søster, Johanne, hun var 12 år og kaldtes Søster, og jeg var 11 år. Fasters havde 2 heste, 10-12 køer, lidt grise og høns. Så havde de en ged med 2 små kid, som var sjove at lege med. En kat med et par store kattekillinger, og jeg fik lovning på at få den ene killing med hjem. En stor hund havde de også, den stod nu bundet for det meste, for den ville rende ind i skoven, som var tæt ved, og der var jo af og til harekillinger, som faster sagde, at vi skulle lade være. Vi så af og til et par harekillinger, men faster sagde, at deres mor kom og passede dem, når vi var gået. Der var nogle minutters gang ned til vandet, så Søster og mig gik hver dag en tur derned.
Faster Klaras svoger, der havde rejst som missionær i Kina, havde et lille sommerhus nede ved vandet. Ham og hans kone og deres dreng på 5-6 år boede på ferie i sommerhuset og næsten hver aften gik vi en tur ned til dem i sommerhuset og fik kaffe og saftevand. Faster Klara, hendes mand og Søster og jeg var der om aftenen, jeg husker der var så mange ørentvister i sommerhuset, som blev rigtig aktive, når det blev mørkt. Jeg husker, at jeg syntes at Rigmor, missionærens kone, var så pæn og flot, høj og slank, ikke som mine fastre, de var ret buttede og i god stand. Søster måtte hjælpe til med arbejdet på ejendommen. Faster var jo med i marken og med til malkning morgen og aften, så Søster måtte vaske op og feje gulv og hvad der nu skulle gøres. Der var jo ikke noget med maskiner og traktorer dengang.
Farfar og farmor arbejdede på Tranekær gods. Det er en stor herregård, Tranekær. Farfar passede indvejningen af mælk. Der var en rigtig stor kostald, hvor de havde malkekoner til at komme og malke 2-3 gange om dagen. Jeg var med Søster et par gange henne og se til Farfar og Farmor, og så fik vi lov at komme med hen og se, at de malkede. Farmor var også malkekone, så de skulle jo tidligt op om morgenen. Jeg var meget imponeret af den store stald med alle de køer. Jeg vil tro, at de fleste af Tranekærs indbyggere havde noget arbejde på godset dengang.
Jeg husker, at farfar gav mig en tikroneseddel, inden jeg rejste fra Langeland, som mor og jeg så kunne købe noget tøj for blandt andet. Jeg ville gerne have blevet længere end 14 dage, men jeg måtte jo hjem igen og i skole. Jeg fik den ene af de store kattekillinger med på rejsen hjem. Søster og faster fulgte med mig til færgen, vi skulle jo med rutebilen til Rudkøbing. Kattekillingen kom i en spånkurv med låg, der var til at lukke med en hank. Killingen opførte sig pænt på færgen, men i toget fra Svendborg til Odense gav den sig til at mjave så ynkeligt, og et par koner sagde til mig ”ja, vi kan da godt høre, hvad du har i kurven,” og så smilede de, og jeg tænkte: bare konduktøren nu ikke siger, at jeg ikke måtte have dyr med, men der skete ikke noget, og jeg kom glad hjem med kattekillingen til mine små søskende.
Vores lærer Godske havde sagt inden vi tog på ferie, at nu skulle vi skrive en stil om vore oplevelser i ferien og stilen skulle vi have med den første dag vi kom i skole igen. Jeg husker, at jeg ventede lige til den sidste dag i ferien og først om eftermiddagen begyndte jeg at skrive stil, så det gik stærkt. Jeg syntes, at stilen blev sjusket lavet, selv om der var 11 sider beskrevet, hvordan jeg havde oplevet ferien. Så det var med bange anelser, jeg dagen efter afleverede stilen. Da læreren så igen den næste dag skulle kommentere vores stile efter at have læst og rettet dem, fik jeg en overraskelse. Læreren sagde, det var en fin stil Johanne, 11 sider godt arbejde og fin beskrivelse af din ferie, så jeg fik uventet ros.
Da jeg blev de her 11-12 år, kunne jeg dog godt mærke, at opgaverne blev sværere, og jeg måtte hænge mere i. Det som før faldt så let, skulle der nu lægges mere arbejde i med regning og lignende. Den sidste jul, jeg var hjemme, var jeg lige fyldt 12 år. Mor kunne ikke så meget mere, så jeg hjalp den smule, jeg kunne, med at passe de små, Valborg og Verner. Valborg har været en 5 år og Verner 3 år, snart 4. Farfar og farmor fra Langeland sendte os 10 kr. i et brev midt i december, og dem fik jeg som den ældste lov til at administrere til juletræ og pynt, og et par dage før jul sendte de fra Langeland en dejlig stor pakke med flæskesteg og pølse og deslige. Jeg købte silkepapir til at lave juleroser af og strimler til stjerner og ark til kræmmerhusene og så lavede Klara og Dagmar og jeg pynt til et juletræ, en pakke glimmer og en af dagene før et billigt juletræ hos persillegartneren, det kostede vist kun 75 øre eller en krone. Mor stegte flæskesteg og pølse juleaften, og vi fik sovs, kartofler og rødkål, så det blev en hel dejlig juleaften. Gaver blev der ikke mange af. Klara og Dagmar og Hans fik vist hver en fin blyant med viskelæder. Mor fik vist 1 pose slik, som vi unger åd og far havde selv købt ”Blæksprutten”. Den fineste gave fik lille Verner på snart 4 år. En lille celluloidhest med en rytter på. Vi gik et par dage og kiggede på den i Skovs sæbehus, den kostede 85 øre, der var lige i overkanten, men vi ville gerne gøre Verner glad, så vi fik den købt. Og Verner blev så lykkelig, da han juleaften pakkede gaven op. Han kravlede rundt på gulvet med den lille legetøjshest, sådan en fin ting havde han ikke før haft, og så skulle hest og rytter se et fint julelys, og pludselig kom legetøjshesten for tæt til lyset, og vi nåede lige at se en stor flamme og så var hesten og rytter brændt, og Verner græd ulykkeligt, og vi kunne jo kun trøste ham. Jeg har tit tænkt på, at det har været lidt symbolsk for Verner. Det hele gled ham af hænde lige til hans død, da han var en 30 år.
Jeg husker ikke så nøje, hvordan vejret var den vinter, men der var vist godt med is på mosen, som vi løb og gled på. Så en dag, alle vi andre var gået ind, så lidt efter kom min bror Hans fuldstændig våd og gennemblødt, han var gået igennem isen. Han var gået for tæt ud, hvor mosen løber ud i åen, og der var isen jo slidt tynd. Han sagde, han kunne næsten ikke komme op på isen igen. Han kunne ikke bunde, han havde lige fået fat i lidt siv, så han nåede lige at komme op. Han blev så lagt i seng og lå og tøede op. Så han klarede den, måske blev han lidt forkølet, hvis han ikke var det i forvejen.
Jeg var nu 12 år, og far var stadig lidt hård imod mor. Hvis hun svarede imod, sad hænderne løst på ham, og han kaldte tit mor grimme ting, og ”den gamle”. Det var dog som om, jeg kunne sommetider lægge en dæmper på far.
Efter hvad jeg kunne forstå blev det værre, da jeg kom hjemmefra. Et par år efter, at jeg kom hjemmefra, den 8. januar 1938, blev mor blev indlagt på Middelfart. Jeg var 17 år og tvillingerne var næsten 16 år, mor blev indlagt i håb om at hun kunne få det bedre. Vores far var bagefter oppe for at tale med Politiassistent Lorentsen, for at han skulle forklare, eller aflægge rapport som det hedder, for man blev tvangsindlagt eller indlagt mod sin vilje. Mor fik det meget dårligt, da hun mistede en lille glad dreng, da han pludselig døde, i dag ville en mor i samme situation få psykologhjælp, men det var der jo ikke noget der hed dengang.
Kort tid efter hendes indlæggelse blev far indkaldt i retten, han blev tiltalt for at have mishandlet mor. Far forklarede i retten, at mor var væltet med sin cykel og fået nogle slemme knubs. Mor havde ingen cykel, men de lod så far gå af mangel på beviser. Jeg havde været hjemmefra et par år, og Klara og Dagmar var kommet ud i pladser, så der var jo kun de tre små hjemme, og de måtte jo ikke vidne, de var alle under 12 år og havde de i retten spurgt mor, ville hun have benægtet, at far havde været voldelig. Hun tilgav ham alt, og ville have holdt hånden over far.
Og nu tænker jeg på noget som jeg måske ikke skulle skrive. Dagmar har fortalt mig, at far en gang tog et stykke håndsæbe og slyngede af al sin kraft imod mor og så tvang han Dagmar til at samle sæben op nogle gange, så han igen kunne smide det på mor, og engang naboen sagde, at mor havde fornærmet ham, sagde far, jamen så må du gerne give hende nogle tærsk, så væltede naboen mor om på jorden og slog og sparkede hende med træsko, så mor skreg og børnene skreg. Det var efter at jeg var kommet ud at tjene, da jeg var 12 år.
Jeg husker fra min skoletid min lærer, som hed Godske og var Poul Godske, musikerens, far. Vi var i skole sommetider, når det var tordenvejr, og vi var nogle, der var lidt bange, men han trøstede os og sagde, at det var meget mere farligt for os at gå eller cykle ude på vejen, for der blev mange gange flere dræbt i trafikken, som der døde af tordenvejr, og det var sjældent, at nogen blev dræbt af lyn. Han formanede os tit til at passe godt på i trafikken, for den kunne være farlig. Engang sagde han til os, at når han engang skulle dø, ville han håbe, at det skete pludseligt, det var forfærdeligt for dem, som pintes og døde en smertefuld død. Og så døde han selv tragisk og hurtigt. Han var vel ikke 50 år, dengang da Assenstoget kørte ind med fuld fart i ventesalen på Tommerup station, hvor han stod med sin kone og to børn, og Godske og hans lille søn blev dræbt på stedet, men hvor må det dog også være frygteligt at skulle holdes kunstigt i live som mange bliver, tænk hvis man nu bliver et af de mennesker, der glæder sig til at dø, og så risikerer at blive lagt på sygehus i respirator med drop og slanger og vattamponer, som Dirch Passer siger, selv om man ikke helt ved, hvad der er bagved forhænget, når man ikke har lavet noget. Jeg ved en mand, som kom fra Horsens tugthus og boede her i Torp en tid. Jeg fik ved en tilfældighed at vide, at han havde slået sin kone og 2 børn ihjel med gift, og bagefter ville han begå selvmord, men modet svigtede, så han fik 17 år i tugthuset, ja noget af tiden var han i arbejdslejr, vist nok i Sdr. Omme. Vi tog os lidt af ham sammen med Søren Heegårds, han var inde og få kaffe og sommetider middagsmad. En nat vågnede jeg flere gange og tænkte på Jürgen, og en gang imens jeg sov den nat, drømte jeg, at han sagde, han var så bange for at dø, han troede altså ikke på noget ellers, men hvis nu der alligevel var, og så han mødte sin kone og børn hinsides, det kunne han ikke lide at tænke på. Og om morgenen, som jeg drømte det, brændte han sit hus af, og de kom og hentede ham ude fra tugthuset i sommeren 1969, hvor han så blev i nogle år og gik og ordnede i haven derude, til han kom til at sidde i kørestol så kom han på plejehjemmet Enghaven i Gedved, hvor han døde et par år efter. Vi besøgte ham af og til i Horsens på slottet, og det var han meget glad for. engang til jul var vi ude med en pakke til ham, men han måtte kun få en lille pose med småkager og æbler og appelsiner, men de var bange derude for narko. Da vi kom, gik han uden for gitterporten og rev blade sammen og fejede fortovet med trillebør, kost og skovl. Han boede i Torp ½ år.
Jeg har helt glemt at fortælle om, hvordan det gik Ellen vores halvsøster. Efter Bedstemors død kom hun ud og havde pladser hos bondemændene, og hun klarede sig rigtigt pænt, efter hvad vi kunne forstå. Hun var jo de 6 år ældre som jeg. Hun havde jo lært at bestille noget hos bedste og at være nøjsom. Hun kom af og til og besøgte os i Rævedam. Da der var gået et par år, rejste hun til Sønderjylland og da hun var 21 blev hun gift med en sønderjyde. De fik 5 børn og en af Ellens drenge arbejdede en god planteskole op, og vi har holdt forbindelsen ved lige. Ellen er i dag 84 år, har det godt, men hendes ben vil ikke rigtig mere. Hun bor hos den søn, som ejer planteskolen, han er ugift. Mærkeligt nok var far altid så rar, når hun var hos os og var også flink imod Ellen.
1932: Plads hos Træskomanden i Tommerup
Jeg var 12 år, og jeg var sådan begyndt at længes efter at komme hjemmefra. Jeg ville så gerne hjælpe mor, men jeg ville også så gerne ud at lære noget andet. I eftersommeren 1933 kom der en mand gående ud til os. Manden kom så ind og sagde, om en af de små piger, Dagmar og Klara, ville komme og hjælpe hans kone. Han spurgte Klara, men Klara sagde, at det vidste hun ikke, om hun ville. Så sagde mor, vi har en pige, der er ældre, så de fik mig kaldt ind ude fra haven. Manden, som var træskomand og boede i Knarreborg i Smedegyden, spurgte mig, om jeg ville til dem og hjælpe hans kone, som havde dårligt hjerte og ikke kunne holde ud at bestille ret meget. Jeg sagde ja med det samme og skulle så møde hos dem om et par dage. Mor var bekymret, men kunne godt se, at det var det bedste. Og på dagen, da jeg havde mine ting, skolesager og den smule tøj, jeg havde, næsten kun hvad jeg stod og gik i, så det kunne jeg nemt selv transportere. Mor sagde så: ”Gud velsigne og bevare dig, Johanne og bare de nu må være gode imod dig.” Og da jeg havde hilst af med mor og mine små søskende, far var vist på arbejde, så drog jeg ud i den vide verden. Da jeg mødte op hos træskomanden, var jeg godt nok noget beklemt. Den gamle kone så rar ud, hun gik med to stokke. Hun var så pæn af en ældre kone, og der var så pænt og rent. Jeg blev budt velkommen og Karen Marie, som konen hed, sagde til mig, at hun håbede, at vi skulle få det godt sammen. Hun kunne sidde på en stol og forklare mig, hvad jeg skulle og hvordan hun ville have det. I den ene ende af huset var der værksted, hvor træskomanden sad og lavede træsko. Der var en lærling, som hed Peter. Han havde haft børnelammelse, så hans ene ben var kortere som det andet, så han gik og haltede, men var ellers en pæn ca. 20 år ung mand. Peter havde et loftsværelse, og jeg fik et lille kammer, som jeg skulle bo i nede i lejligheden. Træskomanden hed Hans Jørgen Hansen.
Jeg lå og græd lidt om natten efter at være kommet hjemmefra, men jeg faldt nu hurtig til, så det med hjemve gik nu hurtigt over. Jeg fornemmede, at de var glade for mig og jeg passede på at være så flink, jeg nu kunne. Jeg skulle jo passe skolen med lektier hver anden dag, så jeg var gerne træt om aftenen, når jeg fra skolen skulle hjem og vaske op og gøre rent og hvad der nu kunne falde for. Jeg skulle hjælpe hende med at få strømper af og på morgen og aften, men ellers kunne hun selv klæde sig af og på, når jeg gav en hånd med. Jeg fik ingen løn, men kost og logi, og de sørgede for tøj til mig og en cykel, den jeg havde i Rævedam lod jeg blive til mine søskende. Den var heller ikke meget værd. Af radio havde Karen Marie et krystalapparat med et par øreklapper til at høre i, der var ikke så meget med radio. Det var kun hende, der kunne høre radio. Der var en have til huset, og der var høns og lidt kaniner, og de havde en gråstribet kat, som tit fik killinger på loftet helt inde under tagskægget; der var stråtag på huset. Karen Marie kunne ikke selv gå på loftet, så mit gøremål blandt andet var at gå op og rede Peters seng og feje gulvet. Og da det kun var mig, der kunne kravle helt derind under, hvor katten fik killinger, blev det min tunge pligt at hente killingerne ned, så træskomanden kunne drukne dem. Og engang glemte jeg med vilje en killing, som så først kom frem, da killingen var stor. De blev nu ikke vrede på mig, men tog det pænt, da jeg gik til bekendelse og lovede ikke at glemme en killing en anden gang. Jeg husker en ting derfra, som jeg ikke kunne lide at høre. De havde en datter, som var gift og boede i Odense. Hun var hjemme hos dem en dag en af de første dage, jeg var hos træskomanden. Da hun så kom hjem igen et par måneder efter og så mig, sagde hun, imens hun grinte lidt: ”Nej, hvor er pigen dog blevet fed.” Og nu fik jeg jo også det, jeg kunne spise, så det har nok været rigtigt nok, at jeg var kommet mig. Men jeg kunne ikke lide at høre, at jeg var blevet fed. Vi fik en god almindelig kost, vi var 4 voksne til hverdag. Kartofler og flæsk og persillesovs, grøntsager, hvidkåls- og grønkålssuppe, risengrød, frugtgrød, medisterpølse, bøf, frikadeller, sylte og mere, hvad der nu hørte sig til. Karen Marie sad på en stol ved komfuret og lavede selv noget af maden, og jeg hjalp til og gik til hånde. Klipfisk fik vi også af og til, det kunne træskomanden godt lide med sennepssovs til, det har jeg nu aldrig brudt mig om. Ude i forhaven var der et bed med roser, og der om foråret, når der sommetider kom hestevogne igennem Smedegyden, tog jeg en fejeskovl og gik ud og samlede hestepærer op og gravede dem ned ved roserne, og roserne blomstrede og blev så fine, så jeg var stolt, når jeg fik ros, fordi roserne blomstrede så fint. I skolen havde jeg lært at strikke strømper og at hækle mellemværk og konen Karen Marie sad jo meget i sin stol, og hun var altid så flittig. Hun sad og strikkede håndklæder og trøjer og hæklede grydelapper og lignende. Så når jeg også havde en ledig stund, sad jeg også med et håndarbejde. Jeg strikkede undertrøjer og strikketrøjer og hæklede. Jeg ville ellers så gerne side og læse bøger, men det blev der ligesom ikke tid til. Om aftenen, når klokken slog 10, trak træskomanden klokken op, og så var det med at komme i seng, så skulle lyset være slukket inden halv ti. Lyset blev slukket, og så havde vi bare at putte os Der var dog aftener, når de havde kortspilaften 1 gang eller 2 om ugen, så blev klokken gerne 11. Om sommeren sad jeg i min seng og læste en times tid, det var jo ikke mørkt før ved 10-tiden. Jeg gik da også til gymnastik og håndbold om aftenen om sommeren.
Da jeg havde været der et år, begyndte jeg at gå til præst og de sendte mig i kirke hver søndag, eller næsten hver søndag. Næste år, da Klara og Dagmar skulle gå til præst, var de i kirke hver søndag, og de glædede sig til det. De sagde om lørdagen flere gange til hinanden og i morgen skal vi i kirke, og selvom de havde et stykke at gå, var de glade. Men efter de blev konfirmeret, har de vist kun sat deres ben i kirken til barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Men de kom jo også ud i pladser, hvor de ikke havde fri om søndagen. Et års tid efter jeg kom hjemmefra var der på ”De gamles hjem” i Knarreborg kommet en husbestyrerinde, hun var enke med 2 børn. Hun var begyndt at tage mine små søskende ind og give dem lidt at spise, hun kunne jo godt se, at de trængte for det. Gudrun, som bestyrerinden hed, sørgede for, at der blev syet dem hver en ens kjole til deres konfirmation, og den dag tvillingerne blev konfirmeret, sagde folk til hinanden, har I set tvillingerne i deres ens kjoler. Hvor er de dog søde, men hvor er de dog små og tynde. Men siden da de kom ud og fik pladser, voksede de dog og blev godt ved huld. Træskomandens kone Karen Marie, havde dårligt hjerte og fik af og til hjerteanfald, det kunne komme ret pludseligt og var ikke rart at se på. Hun blev helt væk og sad og gispede efter vejret, og jeg måtte skynde mig at få fat på Hans Jørgen, som kom og sad og holdt hende i hånden, imens anfaldet varede. Sommetider gik det over af sig selv, men et par gange måtte jeg ned til smedens, som havde telefon og få dem til at ringe efter lægen, som så kom og gav Karen Marie en indsprøjtning. Det hjalp gerne. Smeden boede i den ene ende af Smedegyden, deraf nok navnet.
Det var ikke fordi, de var så gamle, omkring først i 75’erne. Træskomanden var rask og frisk og lavede træsko til forretninger, hvorfra de blev solgt videre. Jeg er flere gange blevet sendt til en købmandsforretning, der var ca. 7-8 km at cykle, så fik jeg sådan en 7-8 træsko spændt på bagagebæreren og så cyklede jeg af sted. Flere år efter, da jeg var rejst derfra, fik jeg et billede af træskomanden, hvor han sidder og laver træsko, det var da han fik sit værksted flyttet til frilandsmuseet ved København, da skulle han derover og demonstrere, hvordan man lavede træsko i hånden. Han var rask og frisk, til han blev en 90 år, og han skrev af og til breve til mig. Så skrev jeg jo igen. Han var rask til det sidste og blev boende i huset til sin død. Karen Marie hans kone døde, imens jeg var i huset hos dem. Jeg var der i godt 2 år, så døde hun under et hjerteanfald. Jeg skulle hver aften tælle 20 dråber digitalis op i et glas vand til hende.
Jeg blev et par måneder efter Karen Maries død, Peter den unge mand var vist lige blevet udlært lidt før og var flyttet et andet sted hen. Jeg havde en god tid hos dem og jeg tror også, de var glade for mig. De sagde, at det var som om de havde fået et barn i huset igen, jeg gik jo og snakkede og sang og var glad, selv om jeg tit var træt. Imens jeg var hos dem, fik jeg af og til en forfærdelig hovedpine med opkastninger, og de blev så bekymrede for mig. Jeg måtte gerne gå i seng, når jeg havde det sådan. Det begyndte med øjenflimmer og zigzag-striber i alle mulige farver og lyset var forfærdeligt, der var kun en ting at gøre, i seng. Jeg kunne under anfaldene blive ligesom lammet i den ene arm og de gamle var hver gang bange for, at det var børnelammelse, og det var jeg også selv bange for, der var jo en tid, hvor børnelammelse florerede. Men nu ved jeg, at det er migræne, jeg har haft. Senere fortog det sig, så anfaldene har altid været meget milde, kun med utilpashed og flimren for øjnene, og jeg har det af og til endnu. Det er kun 2 dage siden, jeg havde et lille anfald, så flimrer det i ca. ½ time, og i den halve time kan jeg ikke så godt læse for så flimrer bogstaverne ud og det er svært at læse teksten på fjernsynet. Men jeg snakker aldrig om det, men er glad for, at jeg voksede fra de slemme anfald.
Jeg holdt min konfirmation hos dem og blev der så godt et år efter, og de holdt min konfirmation. Far og mor var budt med. Men mor syntes ikke, hun havde tøj til det, så der kom kun far med og 3 af træskomandens døtre var der også og jeg fik også lidt gaver, selv om det ikke var så meget. Dengang var vi jo gerne færdige i skolen, den dag, vi blev konfirmeret. Så var vi lige til et eftergilde i skolen.
Jeg var hos dem, da de holdt guldbryllup i forsamlingshuset, der var en 60 gæster ca. så vidt jeg husker, de havde en 4 børn en del børnebørn og 1 par oldebørn. Jeg var med i en af sangene, som var lavet, og de sang på melodien ”Den sømand han må lide”, ”Og da de så blev gamle, det kære ægtepar, par, par. Johanne kom i huset, hun som en datter var, hej komfaldera hurra, hun som en datter var”. Deres døtre roste mig, fordi jeg havde været så flink og rar imod deres forældre. Et par dage efter guldbryllup og ligesådan efter min konfirmation var jeg gerne hjemme hos min lille mor og fortælle, hvordan det var gået, og hun blev altid så glad, når hun hørte, at det gik mig godt.
1935: Plads hos handelsgartneren i Knarreborg
I efteråret 1935 døde træskomandens kone under et hjerteanfald. Hun havde flere gange sagt, nu må jeg nyde foråret og sommeren for jeg kommer ikke til at opleve et nyt forår.
Da træskomanden nu var blevet alene, blev vi enige om at jeg fik en anden plads. I nytår 1936 flyttede jeg så op og fik plads hos gartneren i Knarreborg, ”Persillegartneren”, som folk kaldte ham, vistnok fordi han ikke var så flink til at have gartnervarer hjemme, men et par lange fine rækker persille havde han altid. Han havde en tre drivhuse med blomster, tomater og agurker, som han kørte til Gartnernes Salgsforening i Odense hver ugedag, GASA.
Der var også en butik, hvor der solgtes grønt frugt og blomster, hvis der ellers var noget hjemme. Jeg fik tit lov til at passe butikken, det ville jeg gerne. Der var to små piger, 2 og 4 år, 3 medhjælpere i gartneriet, 2 elever og en halvt udlært, manden, konen og mig. Hans Jensen, gartneren, var missionsk, så hver morgen læste han et stykke af bibelen for os. Lige overfor eller skråt overfor i Tommerup Højskole, en missionsskole med ca. 100 elever, der leverede gartneren også varer til, og der var en herre- og damefrisør, en lille butik med chokolade, kiks og småkager og deslige, en boghandler, en brugs, en købmand, en bager, en skole, en slagter, en skomager, så der var nok at give sine penge ud til, hvis folk ellers havde nogen.
Om foråret, når der var travlt i gartneriet, fik jeg lov til at komme med ned i drivhuset og prikke små bitte planter, det ville jeg gerne. Det var tit begonier og ude i mistbænkene var der sellerier og porrer og også forårsblomster.
Om vinteren gik jeg en aften om ugen til syning hos Kamma og en anden aften i aftenskole, om sommeren til håndbold og hele året var der en aften i hver uge gymnastik, så der var nok at gå til. Om sommeren var vi til håndboldkampe omkring i de andre landsbyer og til gymnastikstævner på Frøbjerg Bavnehøj. Klara og Dagmar gik også med til gymnastik. Engang var vi til et stort gymnastikstævne, hvor vil skulle stå på rad og række. Imens der var en formand for gymnastikken, der læste op, drattede Klara om, en kort besvimelse, hun kom dog hurtigt til sig selv igen. Da vi så sad ude på skråningen og så på gymnastik ved et andet hold, så gav Klaras vækkeur i hendes taske sig til at kime og de omkringsiddende eller stående grinte og sagde, ”nå, nu skal vi op.” Klara havde ingen armbåndsur, så i stedet havde hun taget sit vækkeur med i tasken, for nogenlunde at vide, hvad klokken var, men det var jo ikke meningen, at det skulle give sig til at ringe. Det var ellers nogle hyggelige stævner, vi blev der det meste af dagen, og vi havde gerne en madpakke med. Der var også stort Sankt Hans-bål, Sankthansaften med efterfølgende bal på en tribune, som var stillet op. Jeg dansede nu ikke så meget, jeg havde aldrig gået i danseskole, og fordi jeg var så stille, så gad de andre ikke danse med mig, så jeg varmede bænkene godt op. Dengang var det helt forskrækkeligt, hvis en pige bød en mand op uha, da, da. Så var det noget andet, da Valborg et par år efter begyndte at gå med til bal, hende var det altid nogen, der ville danse med, selv om hun heller ikke havde gået i danseskole, hun snakkede mere op med dem.
En aften eller nat vi cyklede hjem fra bal, kom vi om ved en mand med en sæk på cyklen og fra denne sæk lød det gok, gok, gok, så han har haft høns i sækken, som sikkert ikke var hans egne. I dag gider folk nok ikke stjæle høns. Hos gartneren var der ikke noget med træk og slip, der var lokum i udhuset, men der var dog elektrisk lys. Når vi skulle i bad, hvad vi sjældent kom, så måtte vi varme vand på komfuret og vaske os i et vandfad.
Den ene gartnerelev hed Peter. Han fik en plantekasse eller noget andet tungt ned over sin fod og et par negle blev så ømme, han kunne næsten ikke gå. Så han måtte til læge. Jeg var så nede på hans værelse med en balje varmt vand, han skulle vaske sine fødder inden lægebesøg. Da han kom til lægen, ville lægen se begge fødder og han havde kun vasket den dårlige fod, så vi grinte noget af ham, da han fortalte det til os, den fod han ikke havde vasket var møgbeskidt. De der gartnerelever kunne godt være lidt dumme imod mig, når jeg sommetider hjalp til i gartneriet og gartneren ikke lige var der. Det var tit nogle slemme sjoferter, de kunne diske op med. Jeg prøvede at lade som ingenting.
Jeg skulle rede deres senge og feje gulvet i deres værelser, så en dag lå der 25 øre og en krone på gulvet inde i en krog af værelset. Nå, tænkte jeg enten har de tabt pengene på gulvet eller også vil de se, hvor ærlig jeg er. Jeg lagde pengene på deres bord og tænkte ikke mere over det. Nogen tid efter var det igen det samme mønster, en 2-krone og nogle andre mønter spredt rundt i værelset. Det gentog sig af og til. Til sidst sagde jeg, mens vi var samlet til spisning, hvor I da smider med mønter på jeres værelser, herefter, når jeg finder penge på jeres gulv, så beholder jeg dem, så jeg så aldrig mere penge på gulvet. Det gik desværre ikke så godt for gartneren økonomisk. Han forstod ikke at administrere med sine penge. Den udlærte gartner havde formue, så han satte nogle af sine penge i gartneriet. Det sidste halve år jeg var der, fik jeg ikke min løn udbetalt, men fik lovning på pengene, så jeg tænkte, ”nå, men så får jeg nok en god slat penge”. Jeg spinkede og sparede, og jeg blev fortalt, at pengene til løn ville blive først, hvis Hans Jensen gik på tvangsauktion. Men da han gik på tvangsauktion, fik jeg ikke en rød øre udbetalt. Det var over et halvt års, næsten et års løn, så det blev jeg snydt for. Den udlærte gartner Chresten overtog gartneriet, så jeg måtte derfra uden en øre. Jeg var så et par måneder i et brødudsalg, som lå over for højskolen, og der ekspederede jeg brød, kager og slik til eleverne, og der gik det godt. Karen, som ejede kiosken, bagte selv kager og lignende, og jeg stod mest i butikken.
Det var imens jeg var hos gartneren, at vores lille mor blev tvangsindlagt på Middelfart. Klara og Dagmar var kommet ud i pladser. Jeg var knap 16 år, de tre mindste var hjemme. Hans, vores bror, og Valborg og Verner. Valborg og Verner var vist nok hos Gudrun på ”De gamles Hjem” og Hans var i skole. Far var hjemme den dag og de 3 de græd, da de kom hjem og fik at vide, at mor var væk.
Verner på 7-8 år græd og sagde, ”er min lille søde mor væk” og Hans har fortalt, at han lå og græd hele natten, for selv om mor var syg og ingenting kunne, så var hun der dog, og hun var god og rar imod os børn. De tre små fik så at vide, at mor var kommet på sygehus og ville komme hjem igen, når hun var rask. Dengang måtte børn jo ikke komme på besøg på nervehospital. Så det var lidt hårdt.
Far forandrede sig meget. Nu kunne han godt hjælpe de små, og han blev mere rar og blød over for dem. Far besøgte også mor flere gange i de første par år, men så ebbede det ud, og mor var så hårdt medtaget. De prøvede at give mor chokbehandlinger, uden at det hjalp ret meget. Hun længtes hjem, men det var lidt svært, fordi mor blev jo næsten blind.
Jeg fik i flere dage og tænkte ulykkeligt på det, men havde jo ingen mulighed for at hjælpe. Da mor begyndte med at ikke kunne se, det begyndte før hun kom til Middelfart, da havde hun gået og smurt noget i sine øjne, fortalte de mindste. Hun havde engang taget en tube solution, det der lappes cykler med, det havde hun taget og smurt i sine øjne, og det havde jo ikke gjort hendes øjne bedre. Hun skulle have haft blå briller, da øjnene begyndte at svigte, men det var der jo ikke noget med dengang. Far fik aldrig briller, og han læste godt lige til det sidste.
De små blev så boende i Rævedam hos far, og Gudrun begyndte at tage sig mere af dem. Jeg ved det ikke, men jeg tror nok, hun fik lidt penge fra kommunen for at hjælpe dem med tøj og sådan. Så snart børnene dengang blev konfirmeret, kom de ud at tjene, og det gjorde mine søskende og jeg også. Jeg kan kun sige, at selv om far og mor havde det dårligt sammen, og det var fattigt, så havde vi dog et hjem. Mor holdt ud, og hun har jo nok haft tendens til sindssyge, og så har det, som hun blev udsat for, udløst hendes sygdom.
Mor lærte os, at vi skulle være gode og ærlige og hjælpsomme og altid gøre det rigtige og huske vores ”Fadervor”, så kunne ingen gøre os ondt. Og vi søskende har altid gjort hvad vi kunne for at holde sammen, og vi klarede os også godt, undtagen vores lillebror Verner, han klarede det ikke, men herom senere. Vi slap jo også for at komme på børnehjem og blive skilt ad. Det lå også mor meget på sinde, at vi skulle være gode imod hinanden, det var noget af det allervigtigste her i livet, sagde hun.
Helt op til i 1950’erne kom de fleste ud at tjene, enten som tjenestepige eller tjenestekarl, efter at de havde gået 7 år i skole, så var de 14-15 år. Gårdmandssønner og piger kom dog tit på højskole eller efterskole, men var ens far arbejdsmand eller hun havde en lille ejendom, så var det ud at tjene til sit eget ophold.
Frihed var der heller ikke meget af. Jeg havde kun fri hver anden søndag i de pladser jeg fik, og ligesådan med karlene, hver anden søndag skulle vi passe hjemme, som det hed. Så der blev ikke megen tid til at besøge mor på Middelfart. Et par gange fik vi dog bestemt, Klara og Dagmar og mig, at besøge mor, og hun blev så lykkelig, når vi kom, men det værste var jo, at hun ville med os hjem, og hun græd, når vi tog af sted. Hun spurgte til de små, Hans, Valborg og Verner, og blev glad, når vi sagde, at de havde det godt, og så spurgte hun til lille Laurits, vores far, og hun sagde, at vi skulle være gode imod ham, for han var den bedste mand i hele verden, og han har været så god imod os. Det sagde hun hver gang vi besøgte hende. Vi søskende så på hinanden og tænkte vores. Mor spurgte også til vores halvsøster Ellen. Og hvordan går det så med lille Alvilda, spurgte mor. Alvilde var den lille pige, der besøgte os i møllehuset, sammen med sin fordrukne far. Mor syntes, det var så synd for den lille søde Alvilda. Det var det værste ved det, var når vi havde besøgt mor en sjælden gang, det var at jeg gik med en dårlig samvittighed over at vi ikke besøgte hende lidt oftere, og at jeg ikke kunne gøre ret meget mere for hende. Mor døde på Vejle Amtssygehus 15. april 1960. Hun tilbragte sine sidste år på Skærup Pleje- og Hvilehjem, der var indrettet som plejehjem for lettere psykiatriske patienter.
Engang fik jeg hos gartneren i Refsvindinge en 8 dages sommerferie, det var ellers flot dengang, og jeg glædede mig. Jeg var 18-19 år, og jeg ville besøge min halvsøster Ellen i Sønderjylland. Hun var nu gift og havde to små drenge. Hendes mand Jens var vejmand, så ham kaldte vi Jens Vejmand. Først var jeg et par dage hos far og de to små. Hans vor bror var kommet ud i plads. Det gik helt godt med far og Valborg og Verner, som nu var 12 og 10 år, det var som om far rettede sig og var god og hensynsfuld imod dem, og med lidt hjælp fra Gudrun, husbestyrerinde på ”De gamles Hjem”, gik det. Men far og de små havde måttet flytte op til Knarreborg i et andet lille hus, fordi huset ude i Rævedam blev helt forfaldent, hvad det var begyndt med at blive, da vi flyttede derud, men nu var det blevet en ren rotterede. Rotterne var alle vegne, og en nat havde de bidt Verners fod til blods. Far satte fælder op, og om morgenen var de rotter, der blev fanget i smækfælderne, ædt af de andre rotter, der sad bare lidt skin tilbage i fælderne, resten havde de andre rotter ædt. Vi prøvede at gå en tur ud til huset ved mosen, Verner, Valborg og mig. Huset var blevet låset af, men da vi kiggede ind af vinduerne, kunne vi se, hvordan rotterne rendte rundt inde på gulvene og de havde gnavet huller i gulvet. En tid derefter blev huset enten brændt ned eller brækket ned, jeg husker det ikke helt. Mon de æder hinanden, det gør de vistnok,og så tænker jeg på, om Valborg nogensinde har fortalt sine børn om det. Nu har hun en datter Ketti og svigersøn, som begge er lærere, og så har hun en anden datter Karen, som er læge. Der er sikkert meget fra fortiden, som vores børn aldrig får noget at vide om.
Nå, men jeg glædede mig til at komme på ferie i Sønderjylland. Det var i nærheden af Vojens. Jeg cyklede til Assens og kom med færgen Assens-Ærøsund. Derfra cyklede jeg til min halvsøster. Vejret var fint solskin, og jeg kan huske, at vejen derned var lige lavet så fint med asfalt og var så dejlig at cykle på, ellers var der mange veje dengang, der var grusveje. I dag er jo næsten alle veje asfalterede. Jeg nød rigtig min frihed, og de vilde blomster ved grøftekanterne og i nogle kornmarker var der flot med masser af røde valmuer og kornblomster. Bondemændene har nok været knap så glade for alle de vilde blomster i deres marker, som jo nok har taget en del af kraften fra kornet. Jeg kom af og til om ved et par cyklister og biler, men det var jo slet ikke den trafik som i dag.
Et sted stod der en ældre mand inde ved grøften, han havde sat sin cykel op ad et træ, og han så så glad ud, og jeg ville da hilse pænt goddag til ham, når jeg kom hen forbi ham. Og så lige, da jeg var ud for ham, lukkede han sine bukser op og sagde ”Vil du se min tissemand” og ud væltede en rigtig stor grim rødblå tissemand, og så grinte han ”he, he, he.” Jeg blev helt chokeret, og de næste kilometer jeg cyklede, havde jeg det så mærkeligt dårligt. Der var dog en del kilometer endnu til min søster, så inden jeg nåede frem, havde jeg fået det godt igen og om ikke glemt det, så tænkte jeg, den gamle, dumme mand.
Min søster og svoger blev så glade for at se mig, og jeg havde et par dejlige dage hos dem. Min svoger var på arbejde om dagen, men Ellen var hjemme hos de små unger. De boede til leje i et hus, hvor det var en have til, hvor vi kunne gå ud og nyde det, og der var nogle flinke naboer at snakke med. Jeg havde syet og broderet et pynteforhæng til Ellen, som hun fik, det brugtes dengang til at hænge op i køkkener og have håndklæder og viskestykker under. Jeg fortalte ikke min søster og svoger om episoden med blotteren, på en eller anden måde var jeg lidt flot over det. I dag ved jeg, at det var en blotter, dengang vidste jeg ikke, hvad en blotter var, men man læser jo af og til i aviserne om dem.
Efter at jeg var kommet fra Hans Jensen i Knarreborg, var jeg en 3-4 måneder i en kiosk og brødudsalg lige over for Tommerup højskole og derfra kom jeg til gartneren i Refsvindinge i nærheden af Nyborg. Gartneren hed Hans Christensen og konen hed Karen, det var det tredje sted, hvor manden og konen hed Hans og Karen. Der var en medhjælper i gartneriet foruden mig, de havde 3 børn på 11, 9 og 6 år. Jeg skulle hjælpe med alt forefaldende arbejde i hus og gartneriet. Det var en god plads men meget arbejde. Om sommeren skulle vi ofte op ved kl. 4-5 stykker, når der skulle plukkes jordbær, som gartneren kørte til auktion i Odense. Bærrene skulle plukkes med haserne på for at holde sig længst friske; uden for jordbærsæsonen skulle vi dog ikke så tidligt op, da begyndte vi ved halv syv tiden. De havde urtesager, som folk kom og købte, porrer og sellerier til at plante ud og mange forårsblomster. De havde en 3 drivhuse. I det ene drivhus havde de fine blå vindruer om eftersommeren. De skulle tyndes ud, for at druerne kunne blive pæne store. Det var gerne mig, der tyndede klaserne ud, det kunne der godt gå nogle dage med.
Jeg var hos handelsgartneren i ca. 2 et halvt år, og det var imens, jeg var der, at krigen brød ud, først i Polen i september 1939 og 9. april 1940 kom krigen til Danmark. Da kom de store sorte fugle flyvende tidligt om morgenen og lavede en frygtelig larm. De smed flyveblade med Oprop til den danske befolkning om at forholde os rolige.
Gartneren ville lige tage den danske radioavis, men den var overtaget af den tyske værnemagt, som de kaldte sig. De opfordrede os til at forholde os rolige. Hans Christensen ville så tage den svenske radio, og der hørte han, at Danmark og Norge var blevet besat af tyskerne. Efterhånden fandt han ud af at tage den engelske BBC, men den blev det jo strengt forbudt at lytte til, det kunne jo give fængsel. I løbet af et par dage var de tyske soldater nu alle steder. I Odense og Nyborg gik de og patruljerede. Og snart begyndte de at købe tøj og sko og ting i de danske forretninger og de sendte det til Tyskland, hjem til deres familier og koner og børn, så mange forretninger blev tømt og det begyndte at knibe med at få mange ting. I Tyskland havde de jo heller ikke haft så meget i de sidste år. Inden krigen skulle det hele jo bruges til krigsværk. De danskere, som havde penge, gav sig til at hamstre, mad, tøj og hvad de ellers kunne, men så blev der rationeringsmærker til både tøj og mad. Så nu fik vi snart erstatningskaffe som smagte af h. til og i maden fik vi sødemidler i stedet for sukker. Vi kunne da købe lidt kaffe på mærker og også sukker, men det slog jo ikke til. Smør kunne vi også kun få på mærker. Og os som cyklede skulle til at passe på vores cykler, for om ikke andet så blev cyklen skrællet, det vil sige, de stjal dæk og slanger fra cyklerne. Det var ikke rart for dem, som kom om morgenen og skulle på arbejde og så var cyklen skrællet. Jeg havde en pige, jeg kom sammen med, og hendes cykel blev skrællet en nat. Det var jo svært at få dæk og slanger efterhånden, og de var jo tit dyre, når de skulle købes sort. Der stod af og til i avisen om en ung mand, der havde skrællet cykler, han fik let både 3 og 4 måneders fængsel. Nogle unge piger begyndte jo også at gå med tyskerne, de blev kaldt feltmadrasser. I byerne blev der efterhånden udgangsforbud om aftenen, og var der nogle, som skulle et eller andet, så måtte de have en passerseddel, og vi fik også legitimationskort.
Der var nogle danskere, der sagde: den krig kommer nu nok ikke til at vare så længe, der har Hitler vist taget munden for fuld. Men krigen kom dog til at vare i lidt over 5 år, næsten 5 et halvt, når vi regner det i Polen, hvor det begyndte, med. Danmark i 5 år.
1940: Kokkepige hos sognefogeden i Sanderum
I november 1940 skiftede jeg plads. Jeg rejste fra Refsvindinge til Sanderum. Det var på en gård, hvor jeg blev kokkepige, og der var så en lillepige eller stuepige hed det vist. Sanderum ligger tæt ved Odense, nu en 50-60 år efter er det vist næsten bygget sammen Odense, men dengang var det en landsby med flere lidt større landbrug efter den tids måling. Der var nogle, der sagde til mig: ”Lad dog være med at rejse så tæt ind til en storby som Odense, der er så meget dårligdom.” Men det ville jeg nu. Jeg fyldte 20 år den 9. november. 1. november 1940 fik jeg plads der hos sognefogeden og sjov nok hed konen Karen og manden hed Hans, det var den fjerde plads, hvor manden og konen hed Hans og Karen. Jeg gik da med til både gymnastik og om sommeren, håndbold om aftenen, selv om jeg tit var slem til at blive træt, og kom da lidt sammen med andre unge, men af kærester havde jeg endnu ikke haft. Jeg havde jo set hjemmefra, at man skulle være forsigtig. Der havde da været et par stykker, som jeg godt kunne lide, men de så som regel ikke til min side, og dem, som jeg godt ville have, ville jeg hverken eje eller have. Hjemme hos far gik det nogenlunde. Verner var 12 år og Valborg snart 14. Hun var begyndt at gå til præst og skulle konfirmeres til foråret. Jeg sparede på mine penge og købte næsten ingenting. Jeg ville så gerne på en sy- og tilskærerskole, men dengang var der ikke meget støtte at få. Jeg skulle jo så gå et helt år uden løn og til at låne lidt penge. Der kunne fås lidt tilskud fra staten til højskoleophold, men det slog ikke til. Nå, men konen hed Karen, men hun skulle snart vise sig ikke at være så rar som de andre 3 Karener, jeg havde været hos. Manden hed Hans og var sognefoged, han var en stor rar godmodig mand, som fandt sig i konens principfasthed. Lillepigen var 14 år og lige konfirmeret. Hun hed også Johanne, så vi blev enige om med Karen, konen, at jeg blev kaldt Hanne. Så vidt jeg husker var der ca. 50 tønder land til gården. Det var en ret stor gård på den tid. Der var en gift fodermester, han boede med kone og tre børn i fodermesterhuset. Der var en del dyr på gården. Fodermesterkonen skulle hjælpe med at malke. Det var strengt dengang at være fodermesterkone, her var kun 3 børn, men ellers havde fodermestre dengang en hel flok, og når konen så skulle tidligt op og med til malkning og fodring og deslige, måtte hun tit gå fra børnene. Der var jo en del køer, og det var med håndmalkning. Foruden var der jo heste, grise og høns, lidt ænder og gæs. Fjerkræet skulle lillepigen passe, med fodring og indhentning af æg og lukke hønsene ind og ud. Æggene blev jo solgt, der kom en bil en gang om ugen og hentede æg.
Der var 3 karle på gården. En forkarl, en andenkarl og så tredjekarlen på 15-16 år. Forkarlen var gerne 20 år eller derover. Der var karlekammer i udhuset, der var hverken varme eller nogen moderne faciliteter, og der var halm i bunden af sengene. Forkarlen havde et lille hummer for sig selv, og anden- og tredjekarlen havde værelse sammen. Lillepigen fandt engang en død mus i en af sengene. Musen har jo nok søgt varmen, og så har karlen vendt sig og er kommet til at ligge musen ihjel. Lillepigen skulle jo rede deres senge og feje gulvene ved karlene.
1940-41 var en af de strenge vintre, og der var rim på væggene indvendig i karlekamrene. Når de skulle vaskes og barberes, kom de gerne ind i stuehuset og fik et fad varmt vand fra vandgryden i komfuret. Den gang fik folk sjældent bad. Vi måtte vaske os i et vandfad med en svamp eller en vaskeklud. Karlene sad gerne i folkestuen om aftenen, der var kakkelovn, der blev fyret i, så der var jo altid varmt. Herskabet sad selv i en anden stue som os tjenestefolk. Engang imellem kom den anden pige og jeg dog ind og sidde ved sognefogeden. Vi havde gerne sytøj eller strikketøj. Karlene sad gerne og læste avisen eller spillede kort i folkestuen. De fik dog gerne en kop kaffe og et stykke hjemmebagt kringle om aftenen eller et stykke ostebrød.
Af de tre karle kom jeg til at synes bedst om 3.-karlen, ja, jeg blev helt forelsket i ham, men skjulte det dog, for han var nogle år yngre som jeg, og han Johan Bebe fandt sig også en Jenny på hans egen alder. Jeg ville ikke forføre ham, nå det er ligemeget, jeg gjorde mig kort for hovedet over for ham. Engang da jeg stod og vaskede op, det var om foråret, alt var lige sprunget ud og stod så fint, og igennem det lille vindue, som var i opvaskerummet kunne jeg se ud på et stort grønt træ. Det var i 1941 og jeg var forelsket i Johan Bebe. Pludseligt føltes alting så overjordisk dejligt, det varede ikke mere som et par minutter, men jeg glemmer det ikke, og en tid derefter, vel et par uger, cyklede jeg hjem fra Sandemose til Tommerup og et sted var det en grusvej med et T-kryds, hvor græsset ved kanten af vejen var så fint grønt og der var gule mælkebøtter og pludseligt var det igen som om alt var helt og fuldstændigt rart og stille og jeg tænkte på Johan Bebe og syntes det var så dejligt at være til.
Forkarlen Anker var også flink, men ikke noget for mig. Engang jeg skulle passe hjemme en søndag var andenkarlen Torlev og jeg alene hjemme. Han skulle jo passe og fordre dyrene og jeg skulle sørge for mad til Torlev. Han kom ud i køkkenet til mig og begyndte at tage omkring mig og rage mig på patterne, og jeg blev sur og snerrede af ham, for på den måde brød jeg mig overhovedet ikke om ham. Han blev ved flere gange den eftermiddag og aften med at prøve, men jeg blev ved med at afvise ham og var irriteret på ham. Så næste dag og aften havde han travlt med at fortælle de andre og lillepigen, når jeg ikke lige var der: at jeg var frygtelig liderlig at være alene hjemme sammen med, han sagde til dem, at han havde slet ikke kunnet gå i fred for mig. Og så var det lige omvendt.
Vi piger hos Karen, sognefogedkonen, vi fik ellers vores skældud, som vi ikke før havde fået. Jeg var tit for længe om arbejdet, sagde hun. Nu har jeg vist heller ikke været af de hurtigste, og jeg fik det også at vide. Til gengæld fik den anden Johanne tit at vide, at hun havde ikke gjort arbejdet godt nok, og måtte gøre det om. Hvis hun havde vasket eller skuret gulv, måtte hun tit gøre det om, og hvis vinduerne var blevet stribede, når hun pudsede dem, så måtte de pudses om. Så Johanne sagde tit, her bliver jeg kun i vinter, jeg vil ikke finde mig i det.
Om sommeren fik karlene øllebrød om morgenen kl. 6 og 1 skive rugbrød og franskbrød og erstatningskaffe. Så fik de hver en madpakke med i marken, 1 stk. med ost, 1 stk. med leverpostej og 1 stk. med spegepølse, som de spiste i marken, jo og så fik de hver en flaske med hjemmebrygget øl. Vi bryggede jo selv øl, der var to ølankre i kælderen. De kom så hjem fra marken kl. 12.30 og fik middagsmad, så holdt vi godt nok en times pause og de fik så en kop kaffe ved 2-tiden og så ud igen til kl. 6.
Om vinteren skulle de dog først møde om morgenen kl. 8, så fik de ikke madpakke med om formiddagen. Det var da ellers en god nok kost, selv om den var lidt ensformig. Hans og Karen spiste jo inde for dem selv. De fik sådan set det samme som karlene, dog fik de jævnlig et spejlæg og kogt æg, det fik karlene kun i pandekager og frikadeller. Hvis Hans og Karen var budt i byen til spisning, snød jeg mig til at spejle et æg til karlene til deres brasekartofler. Så måtte jeg brænde æggeskallerne, så fruen ikke opdagede det. Æggene skulle jo sælges.
Jeg skulle altid tidligt i seng. Jeg tjente på en gård, gift fodermester, hvor 3 karle kom ind og fik morgenmad kl. 6 om aftenen, når jeg skulle op kl. 5 og lave morgenmad, havde jeg ikke overskud til at tage ud med andre unge om aftenen, det var jo arbejde hele dagen. Jeg tjente på gården i 2 år, og da jeg skulle rejse derfra, sagde Karen Petersen, eller fru Sognefoged konen som de kaldte hende: ”Ja, Hanne sådan en Pige som dig bliver jo aldrig gift, så jeg havde jo ellers tænkt mig, at nu kunne du blive her på gården så lang tid, jeg var kone her, men sådan skulle det jo så ikke være.” Så derefter kom jeg til en Herregård Bramstrup og det var lige så hårdt. Der var 10-12 karle hele året, de fik mad i folkestuen, så var der en mindre stue til løsarbejderne, de spiste jo ikke samme med landbrugseleverne, de var jo ikke så fine på det, de kaldte sig roebisserne og det kaldte de andre dem også. De var dem ekstra, når der skulle hakkes roer eller spredes møg. Om sommeren, var det roebisserne.
1943: På Skodsborg Badesanatorium
Så da jeg havde været på gården et år ville jeg ikke mere. Jeg tog så plads som kokkepige på Skodsborg Badesanatorium og konen, altså forvalterkonen, på Bramstrup sagde til mig nogle dage inden jeg rejste “i de 7 år jeg har været her og haft Piger har jeg kun haft en som ikke har været ude efter at få fat i en af karlene her på godset, og du kan vist selv regne ud hvem den ene er.” Og det kunne jeg godt regne ud, for jeg kunne ikke drømme om at gå en af dem, selv om det var pæne og gode unge mænd. Jer var 23 eller fyldte det da jeg rejste. Grunden til at jeg ikke var interesseret i andre var Johan Bebe, han tænkte jeg altid på.
Når jeg bagte pandekager, skulle jeg først bage nogle fine tynde til herskabet, og bagefter nogle tykke til karlene, der måtte jo ikke bruges for meget fedtstof. Jeg ville sommetider snyde og lave tynde til karlene, de tykke kunne godt blive lidt klæge inden i, så kom fruen og sagde: ”Hanne, nu snyder du jo igen og bager dem for tynde til karlene, jeg har godt opdaget, at du vil fedte for karlene, men det kan du godt holde op med, for det får du ikke noget ud af.” Jeg fortalte det til karlene og de grinte og sagde ”det ved hun da ikke noget om, det kan da være, du kunne få rigtig meget ud af det.”
Nå, men tiden eller måneder gik og den anden pige Johanne sagde op, hun ville have en anden plads, jeg ville så blive. Jeg tænkte aldrig på det, men kom til at fortælle, at min lillesøster Valborg skulle konfirmeres. Så da der var gået et par dage, sagde fruen: ”Ved du hvad, Johanne, jeg synes, at vi skal få din søster til at overtage pladsen efter Johanne.” Og jeg blev ærlig talt forfærdet og sagde ”nej, det tror jeg ikke er så godt,” men fruen blev ved, til jeg til sidst gav efter, men jeg gruede for det. Valborg havde ikke været ude før og jeg sagde, hun skal jo begynde helt fra bunden af. Jamen, hun ved jo, at du er her, Hanne, og hun kan spørge dig til råds. Nå, men Gudrun kom med Valborg og fik hende fæstet for sommeren. Resultatet blev, at da Valborg havde været i Sanderum i 14 dage, så var hun færdig. Hun ville ikke til Sanderum igen. Fruen fik ikke noget at vide, men jeg sagde der om aftenen, jeg ville cykle en tur over og se, om Valborg kunne finde tilbage, det var jo sommertid og længe lyst, og jeg cyklede med fuld fart på hjem til far og Verner og ganske rigtigt, der sad Valborg og sagde, hun ville ikke med tilbage, og jeg måtte bruge alle mine overtalelsesevner for at få hende med tilbage, og Valborg sagde bagefter, havde du ikke kommet cyklende efter mig, Johanne, var jeg ikke taget tilbage.
Jeg vidste jo, at alt arbejdet hang på mig, hvis jeg skulle være alene om det. Den sommer måtte jeg droppe min gymnastik og håndbold, jeg var så træt om aftenen, at det var det bedste sted, min seng. Og jeg gjorde, hvad kunne for at få det til at gå med Valborg. En svær ting blev at få Valborg op kl. 5.30 om morgenen. Valborg blev kun i pladsen den sommer, og hver gang hun cyklede til sit hjem, måtte jeg få hende til at love at komme hjem her til Sanderum igen.
Sommetider, når karlene ikke var i folkestuen, skulle vi piger komme ind i sognefogedens stue, så kunne vi sidde og høre radio inde hos dem. Det var længe før der fandtes T.V., måske nok i USA, men jeg tror det ikke. Det var da også hyggeligt, der var jo af og til oplæsning i radioen af romaner og noveller. Men et par gange er der kommet lidt erotisk, vi ville gerne høre det, og jeg kunne se på sognefogeden, at det ville han også gerne, det var noget af Soya engang, så sagde Karen, ”fatter kan du lige gå hen og lukke for det der,” så måtte Hans jo modvilligt hen og lukke. Karen ville nok ikke risikere, at vi unge piger skulle blive styrtet i fordærv. Men hun kunne såmænd godt have sparet sig, for vi hørte såmænd tit noget slemt karlekammersnak som var meget værre. Sådan kom Valborg engang ind og var grædefærdig. Hanne passe det, at jeg går så mærkeligt på mine ben. Ja, for karlene havde lige sagt til hende, at de kunne se, at han havde ligget forkert oven på hende i nat. Jeg måtte så trøste hende med, at det var bare noget pjat, de sagde. Hans og Karen havde 3 børn. En datter, der var lærerinde i Odense, en der var gift med en landmand, og en, der var præst i en landsby syd for Odense. Denne præst var meget afholdt af folk, og han ville gerne spille kort, så engang under en gudstjeneste var han kommet til at sige ”pas” i stedet for ”amen”. Det snakkede folk meget om, men der var ingen, der fordømte han for det, tværtimod har de nok syntes, at det satte lidt kulør. Der kom også til sognefogeden en politimand fra Højne eller der syd for Odense. Når han kom, fik vi rigtig kaffe af bønner som Karen Petersen eller jeg malede på en lille kaffemølle. Sommetider brændte vi også byg i ovnen til at lave kaffe af, det var ellers forbudt, men fruen gjorde det alligevel. Det var ellers så hyggeligt, når politimanden kom, ham kunne jeg godt lide, men en dag fik vi at vide, at han var flygtet til Sverige, da tyskerne var efter ham. Der på gården var der en del viktualierum, som vi en dag måtte rydde, der skulle bo en tysk befalingsmand, det var ikke noget, der kunne siges nej til, men sognefogeden var ked af det. Det rykkede et hold tyskere ind på forsamlingshuset i Sanderum, og de var under kommando af den tyske befalingsmand. Men ham så vi nu ikke noget til, han kom der og sov om natten, han fik nøgle og kunne selv gå ind.
De danske modstandsfolk var også begyndt at klippe tyskerpigerne skaldede, så pigerne måtte gå med tørklæder, til håret var groet ud igen. Det blev også begået fejl, så nogle uskyldige blev klippet. Således en kone i Knarreborg, som havde vist nogle tyskere vej og snakket venligt til dem, så kom danskerne med saksen. Der blev jo også født nogle små tyskere, men det blev jo gerne tysset ned, det er først nu snart 60 år efter, at disse nu tør stå frem og sige, de er tyskerbørn. Valborg holdt kun ud det halve år, så kom der en ny i hendes sted, også en 14-15 år. Hun hed Anna.
De engelske flyvere hørte vi næsten hver nat. En aften karlene og Anna og jeg var alene hjemme, sognefogedens var hos naboens til kaffe, så lød der et ordentlig brag og på naboens mark kom der nu et mægtigt ildskær, det var fra en engelsk flyver med 5 mand om bord, som alle var dræbt på stedet, det har nok været bomber, de måske skulle ned over Tyskland med, der blev et stort krater i marken. Vi alle i folkestuen sprang ud for at se det. Jeg låste døren og gik med ud til den brændende flyver, men jeg vendte hurtigt hjem til huset igen og Hans, manden, kom hurtigt hjem fra kaffegilde og jeg var også hurtigt hjemme. Da fruen kom hjem, fik jeg mig en gang skældud, fordi jeg var gået fra huset i 10-15 minutter. Det kunne jeg godt bagefter se, at det var forkert af mig, men hun sagde dog, at det var godt, jeg havde låset døren, inden jeg gik. Nå, men fru Petersen var såmænd da god nok på sin måde, selv om hun var lidt striks imod os piger. Men da jeg havde været hos hende i 2 år, syntes jeg, at jeg ville prøve noget andet. Hun sagde godt nok, at hun syntes, jeg skulle have blevet, for sådan en som dig, Hanne, bliver jo aldrig gift, så derfor syntes jeg, at du kunne være blevet her så længe, jeg er kone på gården. De var i 70’erne og kunne nok ikke blive ved så meget længere. Men hun var da en dygtig kone, bryggede selv øl og lavede vin af blommer og mirabeller, det skulle gære i sådan en stor glasbeholder eller glaskolbe, hedder det vist.
Hun kunne dog også af og til være flink og rar imod os. Det var to af de strenge vintre, jeg var hos hende, der var 3 strenge vintre i rad. Den ene af de strenge vintre var der kulderekord her i Danmark, minus 31 grader, og der var et stort koldt køkken. Vi piger gik og frøs. Om morgenen, når jeg kom ned i køkkenet, var kaffeposen i kanden frossen, der var is på det, som stod på komfuret, så det var med at få fyret op og få varmt vand og tø det op med. Jeg fik lidt frost i fødderne og lillepigen fik frost i hænderne. Så en dag kom Karen med en rigtig dejlig varm strikketrøje til mig. Det havde været en af hendes pigers, den var lidt stor til mig, men dejlig varm og jeg var glad. Den skulle jeg havde, fordi jeg havde været så flink til at fyre i deres kakkelovn i deres soveværelse ovenpå. Vi piger havde jo ingen varme på værelset. Om sommeren kunne vi da også få ros, når haven var lavet pænt i stand, slået græs og skuffet og revet gangene Det var gerne mig, der skar brød, men hvis det sommetider var hende, der skar, slog hun altid kors for brødet inden, det gjorde de vist førhen, det gjorde bedstemor i Dreslette også. Det betyder vistnok ”giv os hver dag vort daglige brød”. Vi bagte selv alt franskbrød og kage, der var ikke noget med at gå til bager, der var heller ingen bager i Sanderum, men en lille købmand var der dog, og så vidt jeg husker kom der en brødbil en gang om ugen, som vi købte rugbrød hos.
Nå, men jeg bestemte mig for at søge en anden plads. Sognefogeden Hans sagde også til konen og mig, at han troede også, at det var det bedste, han var bange for, at vi i det lange løb ellers ville gå hinanden på nerverne. Dengang havde de en kontrolassistent, der kom ca. en gang om måneden. Det var en, der havde været på landbrugsskole og lært at veje mælk fra de forskellige køer og måle fedtprocent og deslige. Han tog rundt på de forskellige gårde og kontrollerede køerne. Mon ikke der er sådan en endnu? Han boede på gården en eller to dage. Han fik kosten på gården en eller to dage. Han sad i folkestuen med sine regnskaber. Jeg fik tit en lille snak med ham. En dag jeg stod og snakkede med ham i folkestuen, kom fru Karen farende og sagde ”Hanne, kan du nu lige komme i ud i køkkenet og passe dit arbejde, du render da også rundt alle steder, undtagen lige der, hvor du skal.” Jeg blev lidt flov og skyndte mig ud i køkkenet. Dengang turde vi tjenestepiger ikke sige imod. Vi var bange for at blive sagt op i utide, for det var jo en dårlig anbefaling til den næste plads. Nå, men trods alt havde jeg haft et par gode år der, og Karen græd, da jeg rejste, og jeg var også selv lige ved det. Hvis jeg havde haft penge nok, ville jeg have søgt ind på Odense fagskole. Men lønnen var ikke så stor dengang, og for at låne penge i banken, skulle vi bevise, at vi selv havde sparet en sum op. Jeg fik plads som kokkepige på en stor gård, Bramstrup, 7-8 km syd for Odense. Det var hos forvalteren og hans kone. Dem som ejede godset boede selv i hovedbygningen. Dem i hovedbygningen hed Langkilde, og dem havde vi ikke noget at gøre med. Jeg var kokkepige i forvalterboligen, og så var der en yngre pige, og engang imellem, når der var travlt, havde vi en daglejerkone til hjælp. Der var 12 landbrugselever. De boede i elevfløjen, og i den tid, hvor de skulle tyndes roer og når roerne skulle tages op, var der en 4-5 mand ekstra, roebisser som de selv kaldte sig. Eleverne var jo lidt finere, så de fik serveret mad i en stue for sig, og roebisserne i en anden stue. Arbejdet for mig var omtrent det samme som i den forrige plads, bare meget større portioner. Der var gammeldags komfur i køkkenet, som blev fyret op med træ og brænde. Men så vidt jeg husker var der centralvarme i bygningerne. Det skulle der jo også være, når eleverne skulle bo der. Der var en mand, som havde været der i mange år, en lille bitte mand, han var mindre som jeg, han gik og bar træ ind til alle bygningerne og fyrede i de forskellige bygninger. Undtagen i køkkenet, der skulle jeg jo selv fyre op under gryderne. Den lille mand gik også rundt tidligt om morgenen og bankede på vores vinduer, når vi skulle op. Jeg ved ikke, om han kaldtes en avlskarl. Han skulle også bære skrald og lignende ud, og sørge for at der var rent og ordentligt på gårdspladsen. Der var voldgrav omkring gården. Voldgrave er vel fra gammel tid, så de kunne rejse broen op, hvis der kom fjender.
Den anden pige skulle så passe elevfløjen med sengeredning og gulvfejning. Men der havde karlene madrasser med træuld i. Det var lidt mere moderne. Der var fruen nu flink, hun gik ikke sådan og skældte os ud, men det var en streng arbejdsplads med meget lidt fri, men sådan var det dengang. Det kneb min ryg at holde til de tunge gryder og hvor var jeg altid træt. En gang jeg var gået tidligt i seng og var faldet i søvn, opdagede fru Johansen, som forvalterkonen hed, at jeg ikke havde låset døren til mit værelse. Næste dag sagde hun til mig: ”Johanne, du må altså love mig at låse din dør ind til dit værelse, for selv om det er nogle flinke unge mennesker, vi har, så ved vi jo aldrig.” Så herefter låste jeg også min dør om natten. En gang jeg var så træt og lidt deprimeret og tænkte, hvor skal jeg dog klare de næste dage. Så kom fruen og sagde, at hun havde fået en gratis teaterbillet, og nu skulle jeg holde fri fra kl. 5 og så klæde mig om og i teateret i Odense. ”Min mand skal til noget møde i Odense, og så kan han køre dig til teateret.” Og han er nok omtrent færdig, når teateret er færdig, så venter du bare, så kommer han og tager dig med her tilbage. Det var sådan et sjovt stykke, det hed vist nok Doktor Knaks og han fik alle sine patienter til at føle sig syge, så det livede meget op på mig, at komme til at sidde og grine et par timer. Det hjalp på trætheden, jeg blev i pladsen et par år, men hvor jeg længtes efter at komme derfra, for selv om fruen var flink, syntes jeg, at dagene var så lange og grå. Jeg var blevet så forelsket i 3. karlen hos sognefogeden, og jeg tænkte meget på ham, men han havde jo en. Men hos mig var der ikke plads til andre i den tid. Jeg skrev sammen med en pige, Lydia, som jeg havde gået i Tommerup skole med, og hun skrev fra Skodsborg ved København, at hun synes, at det kunne være sjov, hvis jeg kunne komme til Skodsborg og få plads der. Jeg tænkte over det. Der på Brandstrup mærkede vi ikke så meget til tyskerne. Men vi blev mest hjemme om aftenen, for der var jo udgangsforbud, og der var jo i Odense af og til lidt spændinger mellem folk. Det var i 1943. Jeg var 22 år. Mange danskere var begyndt at gå under jorden, som de sagde om frihedskæmperne og nogle måtte flygte til Sverige. Og der var i august sidst, at tyskerne afvæbnede det danske politi, og tyskerne skulle nu selv bestemme.
I mellemtiden var min lillebror Verner blevet konfirmeret og var kommet i en plads ud og tjene. Far prøvede ellers at høre hos et par smede, om de ville have ham Verner, far syntes, at en af os kunne da komme i lære i stedet for at skulle ud til bondemændene. Men det lykkedes ikke med Verner. Han var så lille, da han var 14 år, men da der var gået et års tid, begyndte han dog at vokse. Engang jeg cyklede fra Bramstrup, jeg ville lige ind og hilse på min lillebror Verner, der havde plads på en gård i Brylle. Det var en sommeraften, og konen på gården i Brylle tog imod mig. Hun sagde, nu skal jeg hente ham, han er på sit værelse, og Verner kom ud, og jeg sagde: ”Goddag, Verner, jeg ville lige ind og se til dig. Går det ikke helt godt? Men så tog konen fat: ”Nej, det går ikke godt, for det er næsten umuligt at få ham op om morgenen, vi kan kalde og kalde og han siger bare ja, og så sover han videre, og han er altid så sløv og træt.” Og der stod lille Verner med tårer i øjnene og så ulykkelig ud. Og jeg havde den største lyst til at gå hen og lægge min hånd på hans skulder og trøste ham lidt, men det var jo lidt svært, når konen sådan tog på vej. Jeg fik vist nok en kop kaffe, men stemningen var noget trykket, så jeg cyklede ked derfra igen uden at jeg kunne trøste.
Men Verner blev der dog året ud, som han var fæstet. Gården lå med en hvid lade ud til vejen. Og på den hvide lade var der en rød postkasse. Så folk kaldte gården for ”Det røde sted”, når der blev sagt ”Det røde Sted”, så vidste alle, hvor det var. Engang Dagmar skrev et brev til Verner, hun kunne ikke lige huske mandens navn, så hun skrev på adressen til Verner Petersen ”Det røde sted”. Og så fik Verner tur af både manden og konen ”Nå, så har du gået og fortalt folk, at du tjener på det røde sted, det vil du nok være så venlig ikke at gå og sige til nogen, vi vil ikke have det øgenavn siddende på os, har du forstået,” og Verner måtte love de vrede mennesker, ikke at sige ”det røde sted”. Men navnet kom gården ikke af med, men det var ikke Verners skyld. Engang jeg besøgte Verner, der blev han så ulykkelig og var lige ved at græde, fordi konen sagde til mig, nå du er så søster til Verner, det er det værste ved det, at han ikke vil op om morgenen, vi kan kalde på ham så mange gange, det er næsten umuligt at få ham op. Jeg ville så gerne have trøstet min lillebror. Da var han 14 år, jeg 22, men det kunne jeg jo ikke så godt, når konen sådan skammede ham ud. Verner fik så en anden plads, da han havde været der et halv eller et helt år, og der gik det bedre, han var sammen med en anden karl, der var lidt ældre. Verner var 15 og den anden karl ca. 18. Han havde en kæreste, som han tit havde med sig hjem i seng han delte værelse med Verner. Så Verner sagde om ham, at han ville gerne have sig lidt solskin om bord, måneskin om natten. Der var Verner i 1 eller 1 ½ år, der gik det helt godt, men så fik han plads på en gård i nærheden af Odense og så gik det galt. Hans-Frederik tjente på nabogården, der var to karle, hvor manden og konen var så missionske, de bad bordbøn og manden læste et stykke af den hellige skrift hver morgen. Det var under krigen. Engang han havde læst et stykke om at være gode ved hinanden og dele med vore næste, sagde karlen, og hvad så med at lade mig købe et af dine mange nye cykeldæk, som du har hængende på loftet.
Dagmar var blevet 21 og havde forlovet sig med Johannes. Dagmar fik en lejlighed i Tommerup og gik rundt og hjalp folk, når de havde brug for hjælp, et års tid. Derefter tog hun arbejde på Tommerup hørfabrik. Der var hun på 3-holds skift, så hun var sommetider på arbejde om natten. Det var ikke ofte, at vi besøgte vores lille mor. Når jeg skriver lille, er det fordi hun var ikke ret stor. Jeg er 1.50 meter, og hun var mindre som jeg. Vi, mine søskende og jeg, havde kun fri hver anden søndag fra kl. 10.00, og rejsen kostede jo også, så når lønnen ikke var ret stor, og vi godt ville prøve at spare lidt op. Engang fik vi os dog taget sammen og fulgtes ad. Gudrun Rasmussen var med os, Klara og Dagmar og jeg. Mor blev så glad, da vi kom, og hun spurgte til os alle. Hun spurgte til far, hvordan han dog klarede det. Mor sagde, at lille Laurids havde haft et hårdt slid på teglværket. Jeg har aldrig hørt, at mor har talt fordømmende om far. Der så hun kun de lyse sider, akkurat som om han var hendes barn. En mor vil jo også tage sit barn i forsvar, selvom barnet ikke altid har opført sig så pænt. Mor ville så gerne synge et par salmer sammen med os. Vi sang salmen: Her kommer Jesus dine små, til dig i Betlehem at gå, oplys enhver i sjæl og sind, at finde vejen til dig ind. Det er en køn salme, der er 8 vers. Så ville mor også gerne synge salmen: Ingen er så tryg i fare, som Guds lille børneskare, så den sang vi også med mor.
Så vi havde en dejlig time, eller hvor længe det nu varede med mor. Det værste var, da vi måtte tage af sted, mor græd og ville med os hjem. Vi lovede at komme snart igen, hvilket vi godt vidste, at vi ikke kunne overholde. De næste dage efter gik jeg med skyldfølelse over ikke at kunne gøre mere for mor. Men jeg havde jo ingen mulighed for selv at leje en lejlighed og passe mor, og lige så følte jeg mig ussel, når jeg ikke ville tale eller fortælle andre om mor, jeg skjulte for andre, hvordan mit liv havde været for dengang var det meget nedværdigende at have en sindssyg i familien.
Siden har jeg så opdaget, at der i flere familier er en sindssyg. Engang jeg fortalte Else Bundgård om mor, så fortalte Else mig, at hendes bror også var på sindssygeanstalt. Og min gamle arbejdsgiver i Horsens engang jeg fortalte om mor, hun blev så mærkelig stille, så jeg tænkte bare jeg dog aldrig havde fortalt det til hende. Et par år efter fik jeg at vide, at hun selv havde en søster på Augustenborg sindssygehospital. Så kunne jeg bedre forstå, at hun blev så stille, da jeg fortalte om mor.
Jeg tror, jeg vil indskyde lidt fra hverdagen, ellers bliver det vist lidt trist med erindringerne. Meget bliver jo så moderne med computere og alt muligt. Men den anden dag fik jeg en flaske eddike fra Brugsen og der er stadig den samme reklame på, som for 70 år siden. En kraftig grøn agurk og en lille vissen grøn agurk og den lille visne agurk går med krykker og den kraftige agurk siger til den dårlige: ”Du lod dig ej sylte i Hejdelberg lager, derfor lille ven, er du skrumpen og mager.” Da jeg var barn syntes jeg, at den var så god og det synes jeg stadig. Og på rosinpakkerne er der også stadig den samme reklame. Den kønne solskinspige med et stort fad fine grønne druer, hun har også holdt sig fint i over 70 år. Da jeg var en 8-9 år blev jeg altid glad af at se på rosinpigen og det bliver jeg stadig. En sandfærdig beretning: To gamle koner var kommet på sygehus, og tilfældigvis var de fra samme gade og kendte hinanden og kom til at ligge på stue sammen. Så en dag siger den ene gamle kone til den anden: ”Nå, og hvor skal du så begraves.” Hver gang jeg har været til begravelse, og der har været et stort følge har jeg tænkt hvem af os bliver nu den næste. Det gør jeg nok ikke så meget mere, for nu er jeg den sidste på den gren. Alle fars brødre, og far selv, er døde og alle svigerinder og svogre er væk.
Min skolekammerat fra Tommerup skole skrev flere gange til mig om jeg ikke kunne tænke mig at få plads på Skodsborg Badesanatorium. Og det kunne jeg godt tænke mig, men var lidt betænkelig om jeg kunne klare et sådant sted. De søgte et par piger i køkkenet. Jeg sendte mine anbefalinger fra mine forrige pladser til køkkenchefen og fik svar, at hvis jeg ville, så var pladsen min. Det var adventister, så jeg fik et skema, jeg skulle udfylde, om jeg var vegetar, det var de derovre, om hvor gammel jeg var, om jeg var langhåret og forskellige andre ting. De holdt helligdag om lørdagen og søndag var en almindelig arbejdsdag, og lønnen var nogenlunde, lidt mere som de andre steder jeg havde været. Så jeg slog til og tog pladsen.
Jeg holdt fri et par dage og var hos Dagmar, som nu havde sin egen lejlighed. Far var flyttet til Blommenslyst kro som havemand og gårdskarl. De havde en rigtig fin have, næsten en park og der var dådyr, påfugle, geder og cikahjorte og flere andre dyr, som skulle passes. Så der var far i flere år, lige til han gik på pension. Verner havde fået en anden plads i stedet for ”det røde sted”, og det lod til, det gik helt godt der. Der var en lidt ældre karl på gården, som Verner kom helt godt ud af det med. Og vores bror Hans ville prøve at komme til Canada. Han læste engelsk på brevkursus. Valborg og Klara var ude i pladser på Fyn og klarede sig ret godt. Vi fik alle vores holdeplads hos Dagmar. Vi betalte gerne Dagmar for at bo og være hos hende. Ellers havde vi ingen steder at være.
Så jeg rejste den 3. november 1943 til Skodsborg. Jeg var meget beklemt og spændt på det nye. Jeg havde aldrig før været på Sjælland. Jeg skulle med Storebæltsfærgen, så jeg kunne være i København inden det blev mørkt, så ville Lydia være på banegården og tage imod mig. Jeg skulle vistnok have en passerseddel at vise frem. Der var jo krig. Da vi så nåede ud på Storebælt, skete der noget mystisk, der var ret mange passagerer med og vi opdagede, at færgen sejlede i ring, og vi spurgte hinanden, hvad der mon var sket. Nogle spurgte personalet på færgen, ”hvad er der sket”, men vi fik ingen svar, de måtte vist ikke sige noget. Færgen sejlede rundt i flere timer, så det var først næste dag, vi fik at vide, at de danske sabotører havde sat Sjællandsfærgen i brand for at hindre den i at sejle med tyskere. Altså den færge, som var sejlet før os. Den hed så vidt jeg husker Sjælland, og der kom mange danskere til skade, og det blev sagt, at sabotørerne havde gjort Danmark en bjørnetjeneste ved at gøre det. Det gik jo ud over danskerne selv, at der nu blev en færge mindre at sejle med. Da jeg endelig nåede København, havde Lydia trofast ventet på mig. Jeg skulle have været i København ved 5-tiden, så vi kunne nå ud af København inden udgangsforbuddet trådte i kraft. Jeg husker ikke tidspunktet for udgangsforbuddet, men her blev der så gjort en undtagelse, hvor vi måtte vise tyskerne vores legitimation. Jeg tror nok, kl. var en 11-12 stykker, og der var ikke ret mange på banegården. Der var næsten ryddet for folk. Vi kom så med S-tog til Skodsborg ud på natten og på Skodsborg gik der også tyskere på vagt. De skulle gå og holde øje med, hvem der kom og gik.
Næste dag, den 4. november, blev jeg så vist ned i køkkenet og vist rundt og hvad mit arbejde bestod i. Det gik ret godt for mig, selv om det var en omvæltning. Men det var flinke og dejlige mennesker. Hver morgen kl. 7 skulle vi til en lille andagt, inden vi begyndte på arbejdet, det varede ca. 10 minutter. Vi sang en morgensalme og præsten bad en bøn. Skodsborg Badesanatorium er som et sygehus, med læger, sygeplejersker, gangpiger og hvad der ellers er, køkkenpersonale og vaskerifolk. Der er bare den forskel fra et sygehus, at her kommer folk selv og skal betale for deres ophold. Det var gerne velhavende folk, som for eksempel skulle tabe sig nogle kilo og i det hele taget holde ferie, hvis de var stressede, og de fik solbade og massage af uddannede massører. Imens jeg var der sagde de at Marguerite Viby var der, hun havde været der af flere omgange og Ib Schønberg kom der også, og flere andre rige folk. Skodsborg ligger jo ud til Øresund med en flot natur, hvor vi når vi havde fri en søndag tit gik tur rundt. Og personalet fik kun vegetarmad, grøntsager, kartoffelfrikadeller, rødbedebøf, selleri stegt som flæsk, æg, pandekager, masser af urtesuppe med forskellige grøntsager, løg, gulerødder, champignon, porrer. Det smagte såmænd da godt, men engang imellem var der nogle af os, der længtes efter en rigtig bøf og en frikadelle af kød. Gæsterne fik skam kød, oksekød, fjerkræ og fisk. Men grisekød kom ikke ind på Skodsborg, adventister må ikke spise svinekød og heller ikke tilberede det. Når de så for eksempel lavede oksesteg eller bøf til gæsterne, og de lige skulle smage maden til sovs og lign., så tog de lidt i munden og smagte og så hen til vasken og spytte det ud og skylle deres mund godt bagefter.
Lydia og jeg fik værelse sammen og havde det godt med hinanden. Vi arbejdede begge i køkkenet. Lydia forlovede sig med Bang, det var ham, der var chef for opvasken. Der var jo en kæmpeopvask hver dag. Vi var ca. en 20 i køkkenet med det hele. Jeg vil tro, der har været en 50-60 stykker, sygeplejersker og massører og læger, og så var der jo en hel del gæster. Jeg ved det ikke, men jeg tror ikke, at de har så stor en søgning som de havde dengang, de har vist lidt underskud.
Der var jo også motionsrum på Skodsborg, hvor folk skulle dyrke motion. Jeg husker, der var sauna, hvor vi havde en bestemt eftermiddag eller aften, hvor personalet måtte gå i sauna. Os i køkkenet, vi var der gerne en gang om ugen. Det var et stort rum, hvor der blev lukket damp ind, vi var vel ca. en 20 stykker og der var brænde, vi kunne sidde på. Der var et rum til damerne, og et til herrerne. Det var ellers dejligt sådan en halv times tid i sauna. Bagefter havde vi det dejligt. Nogle sagde, at vi kunne svede et helt kilo af os, men jeg ved nu ikke, om det passer, det tog vi nok hurtigt på igen. De gik meget ind for sundhed, tobak, kaffe og øl og alkohol brugte adventisterne ikke. Kun til gæsterne. Vi andre fik saftevand, mælk eller urtete. Vi skulle gå og løbe lange ture, men det skete da også, at vi på vores fridage tog med kystbanen til Klampenborg og gik en tur i Jægersborg Dyrehave, og vi nød den fine natur.
Der så vi Eremitageslottet. Vi tog også en tur til Tivoli, det var i 1944 og det var blevet brændt ned af tyskerne. Der var dog lidt tilbage, luftgyngerne og ballongyngerne og lidt gøgl. Der gik et par ældre portører, de så kede ud, de sagde ”Tivoli bliver nok ikke bygget op igen.” Men i dag er der vist ingen, der kan se, hvor slemt det var.
En søndag, nej en lørdag, de holdt jo helligdag om lørdagen og søndag var arbejdsdag, da var vi også en tur ved Bellevue strand. Men ellers på Skodsborg var der jo nogle indelukker nede ved stranden, hvor vi kunne smide al tøjet og tage solbad. Et sted for damer og et for herrer. Det var imens jeg var på Skodsborg, at tyskerne skød Kaj Munk. Så vidt jeg husker var det i januar 1944. Og adventisterne sagde til hinanden, hvor er det trist, at sådan et godt menneske skal gå fortabt, de mente jo kun deres religion og overbevisning var den eneste rigtige.
Der var en af fløjene på Skodsborg, som de måtte overlade til tyskerne, og de sagde, at det var sommetider, når de gik ude om aftenen, at de kunne høre at tyskerne skreg. Det var, når englænderne fløj hen over Danmark, så vidste vi og de, at englænderne skulle ned og bombe i Tyskland. De stakler savnede deres familier og var bange for, om de nu blev bombet. Vi var også et par gange om aftenen og natten i beskyttelsesrum, så lød sirenerne og så var det med at komme i kældre eller hvor det nu var. Der skete som regel ikke noget. Uden for bygningerne gik der hvert sted en tysk vagt med en bøsse over skulderen, og uden for køkkenet gik der også en. Vi talte om, hvor må det være svært at gå der frem og tilbage i 8 timer, der var da afløsere, men alligevel. Der gik en pæn soldat, ca. 40-50 år og nogle af dem på Skodsborg, som kunne tysk, havde snakket lidt med ham. Vagten var væver og havde kone og to store børn i Tyskland. Han var sommetider så alvorlig, han har sikkert længtes hjem. Køkkenpersonalet gav dem af og til noget kage. Tyskerne var så glade for noget sødt. Engang var der blevet noget lagkage til overs fra køkkenet. Personalet gav så vagterne, så de kunne få hver et godt stykke lagkage. Vagterne ville gemme det til om aftenen og gemte det inde i et kælderrum. Da de så kom om aftenen og skulle nyde lagkagen, så havde en kat eller to været inde og ædt det, og de sagde, at tyskerne var grædefærdige over, at lagkagen var væk. Tyskerne havde sådan en trang til sødt, nogle sagde, at det var for deres nerver. Jeg ved ikke, om det passer, men jeg har hørt, at når de skulle i kamp, havde de altid chokolade i lommen. Jeg har hørt eller læst, at der gik 22 millioner russere til og 10 millioner tyskere, jeg ved ikke, om det passer, det lyder helt ufatteligt, 4 gange Danmarks befolkning i Rusland.
Efter d. 5. maj 1945 blev der jo også skudt en del danskere, som frihedskæmperne fik skudt. Der blev begravet en del i en massegrav ved Seden i Odense. Og en tid derefter måtte de ud og grave dem op igen, vistnok fordi de pårørende forlangte at få dem rigtigt begravet. Jeg tror ikke, det kom i aviserne. Det står vist i de arkiver, som først må åbnes efter år 2000 og noget. Et sted i Jylland i en skov ligger der også et sted en hemmelig massegrav med danskere, har jeg hørt.
Jeg var også en aften ud at sejle en tur på Furesøen med Daniel. Daniel var bror til Lydia. Han lejede en båd, da vi kom til Furesøen med bus eller tog, det husker jeg ikke. Det var en fin tur om aftenen, længe lyst og vi så lidt af solnedgangen. Han syntes, han ville give mig en tur, vi havde jo gået i skole sammen. Han var uddannet massør på Skodsborg. De var vist elever 4-5 år. Ellers var der ikke noget, han havde en, han kom sammen med og jeg var ikke interesseret, men vi havde en fin aften, vi var tilbage til Skodsborg inden det var helt mørkt, det skulle vi helst være i den tid, og vi havde haft en fin aften.
Adventisterne tror jo på, at vi lever i de sidste dage, de tror på Jesu’ snarlige genkomst. De troede ikke vi nåede år 2000, men det er jo heller ikke sikkert, men nu er vi der jo snart. Jeg havde en dejlig tid hos dem på Skodsborg. Jeg var altid så bange for ikke at kunne gøre tingene godt nok, men de lod til at være tilfredse med mig. Jeg var også så genert og stille, den første tid jeg var der, men efterhånden som jeg kom til at kende dem, kunne jeg godt snakke lidt mere med dem. Jeg prøvede også at blive syg og blive kørt på Frederiksberg sygehus. Jeg fik skarlagensfeber, tænke sig dengang skulle vi isoleres, når vi fik skarlagensfeber. I dag får de bare noget medicin og måske en indsprøjtning og så er det hurtigt ovre. De første par dage var jeg syg med lidt ondt i halsen, men på sygehuset blev jeg smidt i seng og skulle ligge der en 3-4 uger, fordi jeg skallede så meget. Den sidste uge måtte jeg dog gå oppe, der var en 5-6 andre på stuen, som også havde skarlagensfeber, og når der var besøg til os, måtte de stå uden for vinduerne, de måtte ikke komme ind og blive smittet. Hvor var tiden lang. Jeg havde noget sytøj, og så skrev jeg mange breve. Dengang var der jo ikke radio eller tv. Radio havde folk da ellers, men det havde vi ikke på sygehuset, men der var da bøger og blade. Havde jeg været rigtig syg, men jeg havde ikke engang feber. Vi kunne ikke gå i opholdsstuen på grund af smittefaren.
1944: På Odense Fagskole
Langt om længe kom jeg dog fra sygehuset igen, men jeg måtte ikke være i køkkenet før en uge efter og i den uge tog jeg så til Fyn, hjem til Dagmar, og nu havde jeg bestemt mig til at tage på Odense fagskole. Jeg kunne få lidt tilskud fra staten, og jeg havde en lille smule sparet sammen, og en ældre flink mand, som havde en datter, som var lærerinde på fagskolen, ville gerne låne mig penge, hvis det kneb. Jeg sagde min stilling på Skodsborg op. Dagmar havde påtaget sig at vaske og lappe og sy og stoppe omkring far, Hans og Verner. De skulle da betale hende for det, og jeg måtte så også hjælpe Dagmar lidt med det. Jeg søgte ind på skolen, hvor jeg skulle bo og spise, til november. Forinden var der 3 måneder, hvor jeg arbejdede hos en landmandsfamilie i Brændekilde i nærheden af Odense. De havde 5 drenge, Bjarne, Uffe, Bjarke, Rolf, jeg husker ikke den sidstes navn, men det var også et af de gammeldags gudenavne. Der var næsten kun et års mellemrum mellem den ældste, der var 6 år, og den yngste på ca. ½ år. Så var der lidt skrig og skrål, men det var da ellers nogle kønne og friske drenge. På gården havde de også en karl, han hed Vagn Gammelgård og var fra Jylland. Han var ringforlovet med en pige fra Jylland. En lørdag sagde Vagn, ”Johanne, jeg vil byde dig med til cirkus i morgen i Odense.” Jo tak, sagde jeg og tænkte, at det kunne da være helt sjovt. Han ville først i Odense Zoo der om eftermiddagen, så der gik vi et par timer Vi skulle lige have lidt at spise, jeg gik til pølsevognen, men nej sagde Vagn, lad os nu få en ordentlig ret, og på Zoos restaurant bestilte han noget af det allerdyreste og jeg tænkte ”nå, skidt, når han nu vil betale”. Nå han betalte så og vi tog så i cirkus. Det var en dejlig billig eftermiddag og aften for mig. Da vi kom hjem til vores pladser på gården, og jeg sagde godnat og tak for en fin eftermiddag og aften, så begyndte han at kramme og klemme mig, og jeg sagde, Vagn hold nu op, du er jo forlovet, jo men en forlovelse kunne jo gå forbi. Det skal ikke være min skyld, sagde jeg, og jeg er ikke interesseret. Så efter den tid blev han lidt kølig og jeg måtte pænt betale min part for både eftermiddag, både zoo og cirkus og den dyre restaurant. Og jeg som sådan passede på mine penge, men jeg ville ikke skylde Vagn noget. Han sagde et par dage efter ”Johanne, jeg kan ikke forstå, at du ikke hellere vil giftes i stedet for at komme på fagskole.” Men Johanne ville nu hellere på skole. Han tog grisk imod pengene og jeg var glad, jeg slap ham. Nå, men jeg blev installeret på Odense ”Sy- og tilskærerskole”, og jeg var lidt nervøs, det var længe siden, jeg havde været på skole, en del af eleverne havde jo været på højskole og nogle havde været i lære på en systue. Men efterhånden gik det nu ret godt for mig, og jeg fulgte godt med. Det var ikke så meget, vi tog ind til Odense om aftenen. Forstanderinden hed Nathalie Hansen, hun holdt nogle hjemmeaftener for os, hvor vi kom ind og sang og fik kaffe og hyggede os. Vi kaldte hende tante Nalle. Der var 4-5 lærerinder og vi var en 60-70 elever. Halvdelen af os boede på skolen og den anden halvdel boede hjemme hos sig selv og rejste med tog frem og tilbage. Der var et par, som boede i Assens og Ebberup. De måtte jævnligt udeblive, når der om natten havde været sabotage på jernbanen fra Tommerup til Odense og englænderne kastede våben ned om natten, som danskerne skulle have i beredskab, hvis de skulle til at forsvare sig imod tyskerne. Det var november 1944 og foråret 1945 og togene kørte med tyske soldater, så et par gange blev togene beskudt af engelske flyvere, og engang var Dagmars Johannes med sådan et tog. Passagererne i toget smed sig ned under sæderne, imens der blev skudt. Jeg husker ikke, hvor meget Johannes kom til, men ham og en anden fik da hver en granatsplint, så de fik et kødsår, og deres frakker, som hang på knagerne i toget blev fyldt med huller, så hvis de ikke havde smidt sig under sæderne, havde de nok ikke levet bagefter. Det var også den vinter, tyskerne væltede Odinstårnet. Det var tidligt om morgenen; det lød som om nogen ruskede i vinduerne, vi var ikke stået op på fagskolen. Jeg mener, det var kl. 7, men nogle siger kl. 6 om morgenen. Om dagen eller dagene derefter var vi en del, der skulle ud og se tårnet ligge ned. Det var vistnok en hævnakt fra tyskerne.
Odinstårnet
Om aftenen kunne vi af og til høre skud inde i Odense. Fagskolen ligger lidt uden for bymidten i et villakvarter. Så kom d. 4 maj om aftenen, fredsbudskabet at de tyske tropper i Danmark, Nordvesttyskland og Norge havde overgivet sig, og vi blev så glade, vi for ud på vejene og ind igen og tændte lys i vinduerne og rev mørklægningsgardinerne ned. Og de steder, det kunne lade sig gøre at holde fri næste dag og således også på fagskolen og vi gjorde os færdige til at tage ind på rådhuspladsen, hvor der var stort opbud af mennesker, og frihedskæmperne med deres armbind fik travlt med at køre ud og hente værnemagere, dem som havde hjulpet tyskerne, de blev slæbt ind på rådhuset og uden for rådhuset stod folk med stokke og kæppe og slog løs på dem, som blev slæbt på rådhuset, og der blev spyttet på dem. Der var vist også et par uskyldige imellem. Vi var nogle stykker, der tog hjem på skolen efter nogle timer for at få noget at spise. Flagene var hejst alle steder, og folk gik med Dannebrogsflag og var så glade. Og så pludselig eksploderede det hele, og tyskere og danskere begyndte at skyde vildt omkring sig inde i Odense, og en del danskere og tyskere gik til. Jeg ville prøve at komme ud af byen og hjem til Dagmar. Jeg cyklede bag om det, jeg kunne, men uden for bygrænsen blev jeg stoppet af vagter, der ville se pas og legitimation. Og sjov nok kom den gamle træskomand fra Tommerup af. Han ville prøve og ind og se Odense, kl. var sidst på eftermiddagen. Jeg fik lov til at cykle ud, men træskomanden fik besked, at der kommer ingen ind i byen. Så jeg fulgtes med træskomanden hjem til Tommerup og overnattede hos Dagmar. Tidligt næste morgen cyklede jeg tilbage til fagskolen. Der var de alle mødt og Gerda fra Kerteminde kom grædende, hendes bror, som var politibetjent inde i Odense, var blevet skudt, så hun tog hjem igen og Natalia sagde ”ja, jeg tænkte godt nok på, at der skulle nok være nogle af os, der havde tilknytning til skolen, der var blevet berørt efter den tummel, der blev.”
Det var også den sommer, Dagmar og jeg cyklede hen for at besøge vores lillebror Verner, som Dagmar ikke havde set til længe. Han havde plads på en gård i Holmstrup i nærheden af Odense. Vi kom til gården og spurgte til Verner, men gårdmandsfolkene var først lidt afvisende, men vi kom dog lige ind og snakkede. De havde ikke Verner der mere. Han var begyndt at tage ind til Odense om aftenen. Verner har været en 17 år. Og der var noget med hans rationeringsmærker, de ikke havde fået. En dag han var faldet i søvn ude i marken, da han skulle hakke roer, så var manden blevet vred og sagde til ham, at nu kunne det være nok, han kunne rejse med det samme. Verner havde grædt og tigget om at blive, men manden sagde nej. Verner sagde ulykkelig, at han havde ingen steder at tage hen. Men gårdmanden sagde, nej, det er ud, og nu vidste de ikke, hvor han var. Dagmar og jeg var kede af det, vi snakkede med far og Gudrun Rasmussen, som prøvede at søge efter ham, og fandt ham igennem folkeregistreret. Han var blevet taget for at sælge rationeringsmærker på den sorte børs i Odense. Det varede en tid, inden han blev fundet og i mellemtiden havde politivæsenet eller hvem det nu var, fået ham på en ungdomspension på grund af hans unge alder. Siden fik han igen pladser på gårde, men røg igen ud i kriminalitet. Vi fik at vide, at han igen var fængslet. Jeg skrev sommetider til min lillebror, og af og til kom brevet tilbage at adressaten vides ikke hvor er. Jeg blev altid så ked af det og flov, og jeg turde ikke fortælle nogen om Verner. Engang imellem kom der dog breve fra ham. Rationeringsmærkerne, han solgte var blevet stjålet og så var der nogle, der fik Verner til at sælge dem. Hvad han lavede af andre ting har vi aldrig fået at vide, der har jo nok været andet. Jer græder indvendig, når jeg nu tænker på ham. Verner kom som soldat ind i civilforsvaret, det var i de blå uniformer uden våben, og han aftjente 8-9 måneder på Såby Søgård, et åbent ungdomsfængsel. Han kom af og til ud til Dagmar og Johannes, som nu var gift og havde to småpiger, Birgit og Annelise. Engang jeg skulle have ferie, skrev jeg til Verner om at komme ud til Dagmar og Johannes, når jeg var der, og han kom også, og jeg fik ham til at tage ind og blive fotograferet i sin soldateruniform. Jeg ville betale. Imens han var på Såby Søgård gik det godt for ham. Men da han kom ud igen, gik det galt. Engang kom han ud til Dagmar og Johannes og sagde, at han var eftersøgt af politiet. Dagmar skulle lige over i supermarkedet og handle og da hun kom tilbage, sagde Johannes, de har lige hentet Verner. Dagmar blev ked af, at hun ikke fik sagt farvel til Verner og hun var ked af, at han kunne tro, at det var hende, der havde været henne og ringe efter politiet. Engang læste Valborg en lille notits i en avis, at Verner Petersen var flygtet fra den sikreste celle i Ribe arrest. Har var flygtet i sit nattøj, og der var frost og sne på jorden. Verner kom også en overgang på Middelfart nervehospital. Imens han var der, spurgte han engang overlægen, om han måtte besøge mor, men lægen sagde nej, når I ikke har haft kontakt eller set hinanden i mange år, så vil det blive en skuffelse for jer begge. Klara og Dagmar besøgte ham engang han var på Middelfart. Det var en afdeling, hvor vagterne gik rundt med et par store hunde. Fra Middelfart kontaktede de far. De ville prøve at give Verner de hvide snit, for som de sagde, han så måske kunne blive rask. Far skrev under, og på Odense sygehus gav de Verner ”det hvide snit”. Da han havde fået det hvide snit, kom han på en ungdomspension imellem Nyborg og Svendborg. Han var af og til ude i arbejde, men skulle ellers bo og spise på ungdomspensionen. Han fik af og til lov til at besøge Dagmar og Johannes. En dag bad han sig fri et par dage. Der kom en mand og fandt Verner, han havde hængt sig i et træ ude i en skov. Han havde været hos en købmand, og købt noget kage og cigaretter og en tøjsnor. Han var cyklet ud i skoven, hvor han gjorde en ende på sit liv. I en skuffe på hans værelse fandt de et afskedsbrev, han ville takke os søskende for det, som vi havde gjort for ham, men han turde ikke leve længere. Han gik med de forfærdeligste tvangstanker, som han ustandselig måtte beherske, og en dag vidste han, at det ville gå galt, og han syntes, at han havde lavet ugerninger nok. Han vidste, han havde været familiens sorte får, så nu måtte vi have et kærligt farvel, med ønsket om, at det måtte gå os alle godt. Så sådan endte vores lillebror Verners dage. Selv om jeg og vi var kede af det, var det vel på en måde en lettelse, for jeg tænkte da sommetider, bare der nu ikke en dag står i avisen, at han havde lavet noget slemt. Hvordan kunne det gå Verner sådan? Var det fordi mor var meget syg, inden hun blev gravid med Verner? Dengang ville mor ikke have flere børn, men far krævede vel sin ret og dengang var der jo ingen prævention. Så mor havde nok ret, dengang hun sagde, at det var godt, at den mindste, den lille Ove, døde.
Men efter den tid ved jeg, at mor ville ikke have mere med far at gøre og så blev han ond imod hende. Verner blev 32 år. Vores bror Hans var i mellemtiden kommet til Canada og da han et halvt års tid efter Verners død kom en tur hjem til Dagmar og Johannes og læste Verners afskedsbrev, græd han.
Far, som nu var havemand og altmuligmand på Blommenslyst kro, forandrede sig meget. Han var en dag om ugen ude hos Dagmar og Johannes, det var gerne en tirsdag, så overnattede han, og cyklede dagen efter igen til Blommenslyst. Dagmar har sagt, at han fortrød, at han havde været sådan over for mor. Han gjorde så meget for Dagmar, Johannes og deres piger. Pigerne glædede sit til hver tirsdag, når morfar kom. Han havde altid noget godt med til dem, slik og sommetider børneblade og til Dagmar altid noget godt mad, is, okse- eller flæskesteg eller til bøf og frikadeller, og han købte et par ugeblade til Dagmar. Det var som om han ville gøre lidt bod for sit liv. Han døde på Ubberud plejehjem 72 år. Han blev syg med dårlige lunger. Rygerlunger og hans mave havde det ikke godt. Da far blev begravet, sagde præsten til os børn, at vi skulle tilgive, og tænke på alle de gode stunder, der dog trods alt også måtte have været, og det var jo også rigtigt. Så far har nok snakket med præsten på plejehjemmet inden sin død. Præsten tager jo gerne rundt til de døende. Far gik på pension, da han var 67. Dengang var det ingen førtidspension.
1945: På Horsensegnens Husholdningsforening
Den 1. november 1945 blev jeg ansat som hjemmesyerske i Horsensegnens Husholdningsforening. Forud havde jeg taget et års kursus i syning og tilskæring på Odense Fagskole. Horsensegnens Husholdningsforening havde under krigen fået flere kursuslærerinder, som de var meget glade og tilfredse med. Disse kursuslærerinder holdt om vinteren sykursus for foreningens medlemmer under aftenskoleloven. Et par af disse lærerinde havde så begyndt med at rejse rundt i hjemmene om sommeren, da der var hårdt brug for omsyninger og reparationer hele året blev jeg så ansat. Da det var lige efter krigen, var der jo mangel på alt muligt. Engang imellem kunne der fås lidt tøj og stoffer i forretningerne, men det var tit af dårlig kvalitet og dyrt, og tit blev det kedeligt og krøb i vask, og der var også tøjrationering, så vi kunne jo ikke købe ubegrænset.
Jeg havde aldrig før været i Horsens, så jeg fulgtes med en kursuslærerinde, Elin Mayland, hun skulle holde sykursus i Husmandsforeningen, det havde hun gjort i flere år om vinteren, og om sommeren underviste hun på fagskolen i Odense. Vi er begge fynboer, jeg var 25, hun var nogle år ældre. Så jeg var meget glad for at have følgeskab af hende, hun var så flink til at vise mig lidt tilrette og give et par råd. Jeg havde på forhånd fået et værelse i Horsens. Det første sted, jeg skulle sy, husker jeg tydeligt. Det var i Hornsyld, og jeg skulle bo hos de forskellige om natten. Jeg skulle med Juelsmindegrisen, som de kaldte toget, til Hornsyld station, og min cykel havde jeg med som rejsegods. Konen, jeg skulle sy hos, var så flink, hun stod på stationen og tog imod mig, hun har jo nok fået at vide hos Dagmar Laursen, at jeg var nybegynder. Vi skulle som regel være 2 dage hvert sted, og nogle steder kun 1 dag. Jeg havde hjertet helt oppe i halsen, kunne jeg nu klare det. Stedet der i Hornsyld skulle der sættes nye flipper og nye manchetter på mandens skjorte, og der skulle klippes og ries et par pigekjoler. Skjorterne klippede vi det nederste af for at bruge det til nye flipper og manchetter, og så blev der af en gammel ternet bomuldsskjorte sat til forneden af skjorterne, det det stak ned i bukserne gjorde jo ikke noget, og på den hvide skjorte satte vi noget af et gammelt lagen, forneden. De små pigekjoler blev klippet og syet af nogle gamle kjoler, som konen havde fået foræret af en svigerinde. Husmoderen hjalp selv til med at sy. Jeg klippede det til og samlede med knappenåle, og så riede og syede husmoderen det på håndsymaskinen, men var det for eksempel knaphuller eller lommer, ville de sommetider gerne have mig til lige at sy det på maskinen.
Mange af stederne havde de jo dengang ung pige i huset, og en del steder på gårdene havde de 1 eller 2 karle og sommetider havde de bedstefar og bedstemor boende i et hus ved siden af, aftægtshus kaldtes det vist dengang, og så kom bedstemor jo tit og hjalp til med at sy, det mest almindelige var 3-4 børn, enkelte steder 5-6, så der blev ihvertfald syet af meget gammelt og tilsidste også af nyt tøj i de næsten 12 år, som jeg blev i foreningen. Det var jo tit et slid at rejse fra sted til sted, men jeg oplevede jo da en del og folk fik deres dragkister endevendt for at finde tøj, der kunne syes om.
Jeg havde en kuffert med rundt med modelblade og børnemønstre til de forskellige aldre, men til husmoderen selv tog jeg gerne mål og lavede et grundmønster til hver enkelt, de havde jo ikke alle samme facon. Jeg måtte tit selv lægge knappenåle til, de var svære at få. I hver forretning kunne jeg kun få 1 brev knappenåle med ca. 100 i hver. Så jeg var tit i flere forretninger for at samle en 3-4 breve knappenåle, når jeg en fredag aften var i Horsens for at handle, det var den eneste aften, jeg kunne, for de første 6 år syede jeg hele lørdagen, der var ingen weekend dengang. Jeg var garanteret en løn på 250 kr. om måneden, husmødrene skulle selv betale 8 kr. om dagen, 1 kr. i timen, så jeg tjente selv ca. 200 om måneden og de 50, der så manglede, fik jeg i tilskud fra foreningen (stats- eller amtstilskud). Men da jeg havde været der en 4-5 år steg lønnen dog, så husmødrene skulle af med 1,50 kr. i timen, altså 12 kr. om dagen. I den tid de skulle af med 1 kr. i timen syede jeg et sted, hvor jeg kun skulle være en dag. Der skulle syes en lille frakke, klippes et par skjorter til drengene og klippes og ries en pigekjole, der var 3 børn. Det gik godt nok, men den lille frakke drillede lidt, så jeg sagde da det var fyraften kl. 18, ”nå, men jeg bliver lige ved lidt længere,” og det var husmanden da glad for, så der gik nok halvanden time. Da jeg så skulle have mine penge sagde jeg ”skal vi sige 9 kr.” ”9 kr.” sagde husmoderen, ”jeg fik at vide hos konsulenten, at det kostede 8 kr. om dagen, og jeg har kun 8 til dig.” ”Det er i orden”, sagde jeg, fik mine 8 kr. og vi skiltes som venner, og jeg kom tilbage der og syede flere gange efter. Men ellers var husmødrene nu meget, meget flinke til at give lidt ekstra, hvis det gik over tiden, hvad det let kunne. Men jeg skule jo også selv holde cylkel og betale mine bus- og togrejser, hvis der var for langt eller dårligt vejr.
De var såmænd næsten alle steder så hjertelige og så gode imod mig. Om sommeren fik jeg tit en buket blomster med hjem lørdag aften, og æg og syltetøj fik jeg også tit, men jeg fik jo kosten, hvor jeg syede til daglig, og den var så god, at det kneb med at holde vægten nede. Tit flæskesteg, karbonader, paneret flæsk, brunkål, og gule ærter med flæsk, og tit havde de bagt et par ekstra kager, som jeg helst skulle smage, jo, vi fik en god kost på landet dengang, og jeg har nu altid så godt kunnet lide noget med flæsk og flæskesteg, og det var jo før sundhedsapostlenes tid, dengang lærte husmødrene at bruge fedt og det hele af grisen, og der var jo også smør og margarine-rationering dengang. De steder, jeg helst ikke ville komme igen, kunne tælles på en hånd, men der var dog undtagelser.
Sådan syede jeg et sted, lad os kalde hende fru A. Hun var midaldrene, havde ingen børn, så det var hende selv, der skulle syes til, af et stykke stof, hun havde været heldig at få fat i. Jeg syntes selv, at kjolen blev ret pæn til hende, men hun var nu ikke helt tilfreds. Den skulle være lidt kortere, men da jeg kun skulle være hos hende en dag, skulle hun selv ordne det med at sømme op, og kraven var hun heller ikke tilfreds med, så jeg var lidt ked af det, da jeg tog derfra, men tænkte jeg, her kommer jeg da så heldigvis ikke igen. Nå, men godt et halvt år efter, da jeg igen skulle i den kreds, fik jeg om lørdagen at vide, at jeg skulle begynde at sy hos fru A. om mandagen, og mit humør sank til nulpunktet, og hele min søndag var ødelagt. Da jeg mandag morgen kom cyklende til fru A’s adresse, stod formanden for kredsen uden for huset og sagde til mig ”frøken Petersen, De skal sy hos mig i dag, for fru A blev så syg i nat, at hun omgående måtte køres på sygehuset,” og da jeg hørte det, var det som om alt det tunge blev løftet fra mig, og jeg måtte beherske mig for ikke at sige ”Å, gudskelov”. I stedet sagde jeg hyklerisk: ”nå, det var da trist.”
Nogle steder blev jeg også indviet i en hemmelighed, hvis der f.eks. skulle syes en ventekjole til husmoderen, så måtte jeg love det de andre steder jeg skulle hen, ikke at fortælle det, for så var det jo ude i hele sognet i løbet af et par dage, det kunne de tidligt nok få at vide når de kunne se det. Et sted, hvor jeg skulle sove om natten, havde en høne været inde og lagt et æg i min seng, og et par andre steder vågnede jeg op med en kælen kat i sengen, det var jo om sommeren, når vinduerne stod åbne, og katten tit sov hos børnene, så det kunne jeg også bruges til.
Men som sagt eller skrevet, der blev syet meget om af gammelt tøj, men husmødrene var nu altid så gode til at have de gamle frakker, bukser eller kjoler sprættet op, vasket og strøget, så det lige var til at gå til. En lille sjov episode, et sted hvor jeg skulle sy af et aflagt sæt tøj af mandens. Vi skulle til drengen på syv-otte år sy en Lumber-jaket, som det hed dengang, og et par plus-fourbukser. Når vi klippede uden om det slidte kunne der godt blive et pænt sæt til drengen. Da jeg så tog mål af ham sagde han: ”nu skal jeg sige jer en ting, nu jeg er begyndt at gå i skole, vil jeg sgu ikke blive ved med at gå i omsyet tøj.” Men inden vi var færdige med tøjet, blev han som såmænd så glad for det, og da han prøvede bukserne, sagde han forbavset, ”kan du også sy bukselommer endda, sådan nogle gode dybe nogen, som jeg kan ha’ meget i,” så jeg steg nogle grader i hans omdømme.
Der lige efter krigen var der også steder, hvor manden eller noget af familien havde været med i modstandsbevægelsen, så havde de noget faldskærmsstof, fra faldskærme som englænderne havde kastet ned med våben. Et sted syede vi af sådan en faldskærm, bluser og pigekjoler, det ene sted var det sådan noget fint blågrønt nylonstof. Et sted syede jeg af en præstekjole, en dejlig varm vinderkjole til en ældre præsteenke, og et sted syede vi natkjoler, af gamle sengetæpper, de havde liggende, men da der var gået en 3-4 år, begyndte der dog at komme lidt mere tøj i forretningerne selv om det ikke altid var lige god kvalitet. Celleuld, nylon, perlon, vistra-silke og hvad de nu hed, de nye kunststoffer.
I årene lige efter krigen var det også sommetider godt at have sine forbindelser i orden. Jeg husker, at jeg ville så gerne have et vattæppe, da der tit var koldt på mit værelse, når jeg kom hjem. Jeg kørte i flere forretninger i Horsens, men nej, der var ingen steder, de havde noget vattæppe, det var en fredag aften. Jeg sagde det så til husmoderen, at et sådant vattæppe var der ingen, der havde i Horsens. ”Om jeg havde hørt i den forretning”, ”ja, det gjorde jeg i aftes”. ”Nu skal du bare se,” sagde hun, jeg kender førstemanden i den forretning, han får ænder hos mig til Mortensaften og Juleaften og sommetider æg. Hun ringede derud til dem og kom til at tale med førstemanden. ”Jo, de havde da et dejligt vattæppe.” ”Vil I godt sende det med rutebilen herud,” det ville de gerne og på den måde fik jeg et rigtig pænt og godt tæppe, og jeg var glad for den rare landmandskone.
Nå dette er lidt uden for nummer, men alligevel. En gård, hvor jeg syede, kom manden og et par karle ind og spiste til middag, som vi nu sad der og spiste mærkede jeg noget rørte ved mit knæ, og jeg vill stikke hånden ned og klappe hunden på hovedet, men der var ingen hund, jo hunden det var altså manden som sad overfor på den anden side af bordet, jeg mærkede, at jeg blev blussende rød, og kiggede stift ned i min tallerken, mens jeg fornemmede, at manden sad og godtede sig. Næste sted jeg syede sagde konen ”nå, manden ville vel ikke gøre tilnærmelser, for det vil han til de fleste unge piger,”. ”Nej,” sagde jeg bare. ”Men,” sagde konen ”det er synd for hans søde og rare kone.”
Når de fik en sending stof i forretningerne i Horsens har det nok tit været samme slags i flere forretninger. Sådan syede jeg et sted, hvor vi blandt andet syede en skjorte til en af drengene, han var 10-12 år og det var nyt stof, pænt ternet, og drengen var så glad for skjorten, som han fik på i skole næste dag, men ak og ve, der var en af pigerne i klassen, som havde en kjole på af samme ternede stof som drengens, så hans glæde forsvandt ret hurtigt. Og et sted syede vi en kjole til bedstemor af noget silkestof, der var virkelig pænt og godt, mørkeblå med hvide prikker. Det var en sending, de havde fået fra Italien sagde de i forretningen, og den første aften hun så havde den på til selskab, var de 3 i kjoler af det samme prikkede stof. Faconerne var forskellige, men alligevel.
Selv om folk var ualmindelig flinke og rare imod mig, fornemmede jeg dog af og til en vis standsforskel. En gård på en 40-50 tønder land, ung pige i huset og 1 eller 2 karle følte sig alligevel lidt mere som den lille husmand, med ca. 10 tønder land, hvor manden og konen selve måtte klare bedriften. Men ellers var der da et godt sammenhold ude i landsbyerne. Når der blev holdt midsommerfest med bål kom næsten alle med og høstfest og juletræ i forsamlingshusene, og til dilettant var det altid fuldt hus, så på den måde lærte folk jo hinanden at kende, og også til gymnastikopvisning og lign. og til foredrag i forsamlingshus eller skole, men det var jo også før fjernsynets tid. Med det var jo også sådan, at vil skulle helst sige De og Deres og Hr og Fru, så det kunne sommetider være helt rart at komme et sted, hvor det blev foreslået, at vi skulle være dus. Sådan var der en landmand et sted, han sagde De til alle, høj eller lav, jo folk sagde endda, at han sagde De til sin griseso. Der på stedet var de også Des med deres karl og pige, men det var dejlige og gode mennesker at komme til, og deres karle og piger var glade for at være der, og det var også et sted, hvor jeg gerne ville tilbage igen og igen.
Vi var for det meste 2 hjemmesyerske i foreningen og en tid havde de 1 i foreningen, som sagde du til alle, og det var ikke lige heldigt, for der var en del, der følte sig stødt over det. Hun var ellers så dygtig både til hjemmesyning og sykursus, men hun blev der nu ikke så længe, hun har jo nok selv fornemmet stemningen. Konsulent Dagmar Laursen var ked af, at hun rejste, men som Dagmar Laursen sagde til mig engang, ”man fornærmer jo ingen ved at sige De til dem, men en del bliver jo stødt over at få du.” Men som den hjemmesyerske sagde, hun ville ikke til at sige De til nogen og du til andre ude på landet. Der var jo også en del steder, hvor de var Des med deres karle og piger.
Jeg måtte beundre alle de dygtige husmødre, der var rundt omkring og alt det, de kunne overkomme, og jeg vidste med mig selv, at det ville jeg aldrig have hverken kræfter eller evner til at gøre dem efter. Sådan syede jeg et sted, hvor der var 11 børn. De ældste var godt nok ude, en på efterskole, og et par ude i pladser, en konfirmeret, som hjalp faderen med bedriften, og de store piger hjalp så til inde. Det var ikke så stort et sted, og så vidt jeg husker, kørte manden en mælketur om morgenen. Men der var dog immervæk en 5-6 stykker hjemme. Der skulle klippes skjorter, kjoler og bukser til børnene, men som moderen sagde, bare du klipper det og fæster og rier det lidt sammen, så jeg omtrent ved det passer, så skal jeg nok selv få det syet til langt ud på natten. Ja vi har en stor flok, sagde hun, men vi har ikke en for mange og kommer der flere, tager vi glad imod, det er jo ikke noget, vi selv må hindre. Sådan en tid kunne jeg ikke lade være med at tænke ”gudskelov, at jeg ikke er gift.”
Engang syede jeg et sted, hvor børnene var flyttet hjemmefra og der sagde konen, ”ja denne gang skal vi sy til mig selv, nu da vi ike har flere hjemme, vil jeg til at tænke på mig selv”. Hun fik 3 kjoler klippet og stillet an, 2 til dagligt og 1‘til lidt pænere. Manden kom ind og sagde, ”jamen kone, hvor mange kjoler skal du da ha’?” ”Jo, jeg skal da ha’
noget at gå i, for jeg har ikke tænkt mig at kradse af lige med det samme. 2 dage efter da jeg var kommet et andet sted, fik jeg at vide, at hun pludselig var død i sit hjem uden forudgående sygdom, så hun fik ikke brug for kjolerne. Men det gjorde alligevel sådan et mærkeligt indtryk. Hun var ca. 50-60 år.
Og så noget om min cykel. Et sted hvor jeg havde syet fik jeg om aftenen lyst til at komme hjem til mit eget lille hummer. Det var om efteråret og begyndte at blive tidligt mørkt og så gik min dynamolygte ud. Nå, tænkte jeg, jeg prøver at gå op til den cykelsmed, som bor et stykke hen på vejen. Jeg havde set et skilt med ”brugte cykler og reparationer”. Han ordnede hurtigt lygten, og da jeg næste dag fortalte det til husmoderen, hvor jeg syede, standsede hun forfærdet op i sin syning og sagde, ”du gik da vel ikke ind til ham?”. ”Jo, det gjorde jeg da. Jamen, sagde hun, ham er der ihvertfald ingen, der tør gå ind til, når det er mørkt, for han er jo en overfaldsmands. ”Nå”, sagde jeg, han blev da så glad, da jeg kom, han sad i sit køkken og spiste aftensmad og hørte radio, og vi fik os da en hyggesludder.
Da de tolv år næsten var gået, begyndte tiderne dog at blive mere normale, så folk kunne begynde at købe flere gode ting i forretningerne.
Hjarnø er en lille hyggelig ø ved Horsens fjord, der havde jeg i 1955 eller 1956 et af de sidste år en oplevelse. Om sommeren ville jeg så gerne derover, så blev jeg der hele dagen og om aftenen gik jeg ture nede ved stranden. Det var så dejligt, men om vinteren brød jeg mig ikke så meget om det, jeg synes, at det var så langt hjemmefra, særlig den vinter, da det hele frøs til med is. Jeg blev derovre i 14 dage, da den lille færge ikke kunne sejle. Men da det så var frosset helt til, begyndte færgemanden at følge folk over isen, da den kunne bære. Vi måtte jo ikke selv gå over, da der kunne være steder med understrøm, hvor isen kunne være tynd. Så da jeg om lørdagen var færdig med at sy derovre, fulgte færgemanden os over til Snaptun, han skubbede en slæde foran sig, hvor vi lagde vores baggage, vi var en halv snes stykker, der skulle følges over, og vi måtte da selvfølgelig betale hvad en færgebillet kostede. Men det var da også en oplevelse.
Husholdningskonsulent Dagmar Laursen havde sit kontor og sin lejlighed på Hejmdal, så hende kom vi jo af og til hos. Hun skulle jo formidle og sørge for, at vi sylærerinder og hjemmesyersker kom rundt i de forskellige kredse efter tur. Dagmar Laursen var en meget dygtig konsulent, men jeg kan huske, at jeg havde meget respekt og var lidt bange for hende i begyndelsen, hun virkede så myndig, men da jeg først lærte hende at kende, var hun et dejligt menneske, rar og betænksom, og min kollega Margrethe Madsen og mig blev da også ved med at komme samme med hende personligt, efter at vi var holdt op som hjemmesyersker.
1957: Ægteskab med Otto Nørgaard Petersen og systue i hjemmet
Jeg holdt op, da jeg i 1957 blev gift, og de første år derefter havde jeg så systue derhjemme. Men Margrethe Madsen fortsatte en tid endnu, som hjemmesyerske, men det ebbede jo så også ud, og jeg tror, at hun var den sidste hjemmesyerske i foreningen, mon ikke hun holdt i 1959.
I vore unge dage var det jo på cykel, men da var vi jo som regel også tættere ved arbejdet. Jeg husker engang ca. 1952 jeg skulle cykle på arbejde ca 15 km. Om aftenen havde jeg med Otto været til fest og revy i Håndværkerforeningen og Nanna, Håkon og Dahlsgård var med også, ca. 1952, og jeg er måske kommet til at sige et eller andet som har stødt dem, så de havde nærmest ignoreret mig hele aftenen, så jeg var så ulykkelig om natten og morgenen var trist og grå, og for at gøre det hele fuldendt var min cykel flad, så jeg måtte til at pumpe den. Men da kom redningen, den gamle købmand på næsten 80 år, som hjalp sønnen i butikken overfor kom ud og sagde skal jeg nu ikke lige pumpe din cykel, og er den punkteret så den ikke kan, må du låne min kones cykel. Alt det triste og grå forsvandt fra mig, som dug for solen, fordi den gamle købmand, han var så venlig imod mig. Og selv om det kom til at småregne lidt på turen til arbejde, var det hele så fint og så dejligt for mig resten af dagen, bare for den gamle købmands skyld.
Jeg husker engang, jeg skulle passe centralen i Torsted i en halv dag en søndag, ved siden af mit syarbejde. En stor gårdmand i Torsted ringede op og skulle have et nummer i Horsens, jeg var lige kommet fra Fyn og misforstod udtalen og gav ham Århus. Så ringede han op igen og skældte mig ud, at han ville ikke betale for opringningen til Århus, når det var Horsens han skulle ha’, når jeg ikke kunne høre ordentligt efter hvad han sagde, så måtte jeg enten selv betale, eller sørge for at han ikke fik den på sin telefonregning, det har vel dengang drejet sig om højest 25 øre eller mindre, men hele resten af min søndag var ødelagt, jeg var så ked af det. Som engang Flemming kørte post i Såby, da var portoen for et brev 90 øre. Et sted hvor han kom ind, havde de lagt et brev til ham, han skulle have med og så skulle han sætte porto frimærke på, de havde lagt en krone, og det var en rigtig kold dag, så han tænkte at han ville ikke trække sine handsker af og lægge 10 øre tilbage, fordi han frøs. Da han så kom et par dage efter, havde de nogle penge der skulle betales ind, og så sagde konen, ja der mangler altså de 10 ører, som du skylder os fra dengang med brevet. Men Flemming tog sig nu ikke det så nær, han morede sig nærmest over det, og han fortalte Svendsen det, da han kom tilbage på posthuset, så de morede sig sammen over det.
Otto og Johanne i huset Savskovhusvej 3 i Torp, efter deres bryllup
Slutningen af halvtresserne
1960’erne
Den anden dag var jeg var i kælderen og rydde op i noget af vores gamle tøj. Der var et par gamle arbejdsbukser af Ottos, som jeg havde gemt. Jeg har gemt dem fordi jeg skulle huske, hvordan jeg sad og lappede og lappede på vores tøj de første 10 år vi var gift. Da havde vi ikke ret mange penge. Otto gik post og jeg syede for folk det jeg kunne nå. Så bukserne er lap på lap, og Ottos og drengenes uldne sokker stoppede jeg på i en uendelighed.
Men så begyndte Otto at komme på Horsens losseplads og så begyndte det at gå lidt mere gelinde for os. Så nu var det slut med så meget lapperi. Lidt skulle der dog stadig men ikke i den grad. Otto fandt så meget godt tøj til os alle. Han fandt meget godt tøj som var kasseret, enten var det blevet for småt til børn eller kasseret fra dødsboer. Otto tog meget godt tøj fra til Frelsens Hær eller til Kirkens Korshær i Smedegade, de ville gerne have det. Godt træ til vores træfyr. Otto var derude ca. en gang om ugen. Så vi fyrede gratis i en 10-20 år.
Jeg kommer til sommetider at tænke på Else Bundgård. Jeg syede hos hende, da jeg var hjemmesyerske. Hun var sådan et dejligt menneske. Engang jeg var og sy for hende, ventede hun sig, og da vi havde spist middag kl. 12, sagde hun til mig, at jeg skulle lægge mig på deres sofa og hvile til middag, jeg syntes, at hun kunne trænge mere, så det var så pænt af hende. Hun sad så tit og syede til langt ud på natten, og jeg sagde, hvordan kan du dog holde til det, og hun sagde, jo man kan så meget, når man ved, man skal. Hun døde i en trafikulykke på vej til sygebesøg, da hun var 56 år, så jeg tænker sommetider på det, hun havde sagt, og at man kan så meget, når man ved, man skal!
Men der er jo også en grænse. Jeg har altid selv skullet have meget hvile og helst 8 timers søvn, hvad jeg jo slet ikke fik, da børnene var små og jeg syede for folk, men mit blodtryk blev jo også meget højt. Jeg husker Agnete Pagh, hun var den af konerne, jeg var mest på bølgelængde med. Nanna og nogle af de andre var så dygtige og havde det hele så perfekt i deres hjem, det gik Agnete knap så meget op i, men hun tog jo også ud og hjalp folk, hvor hun kunne, jeg syede for Agnete, engang jeg klippede hver en kjole til hendes piger 10-12 år, sagde hun: Inger kan få sin på i skole i morgen. Jamen så får jeg da ikke sovet i nat, sagde jeg. Nej, men det med nattesøvn gør mig ikke noget, bare jeg får en tre fire timer. Hun var kun 47 år, da hun døde.
Med tvillingerne, Flemming og Annelise og Birgit, de tidlige tressere
Jeg var tit var meget, meget træt, de første år efter vi blev gift. Da jeg som 36-årig blev gift blev det rart, selv om der dog også var mange grå dage, hvor jeg følte mig utilstrækkelig til mange ting. Men når jeg tænker tilbage har det hele formet sig godt. Jeg husker en episode fra da vi havde været gift 4-5 år. Vi skulle i byen til Dalsgårds, hvor vi skulle mødes med Kortbæks, Håkons, Elly og Holger. Og jeg følte mig så underlegen over for dem og lige inden vi skulle af sted var jeg lidt ked af det at jeg ikke altid kunne leve op til det jeg skulle. Jeg var så træt og syntes ikke at kræfterne slog til og trængte til at trøstes af Otto, så jeg sagde til ham, at det var nok forkert, det jeg havde gjort at finde ham og gifte mig med ham, men nu er det jo sket, og så må vi jo se at få det bedste ud af det. Og i stedet for at trøste sagde han jo det kan godt være, at det var en fejl, men nu må vi jo se at køre videre, og se nu at blive færdig så vi kan komme afsted, så der var ingen trøst eller noget at hente der, og da mor var død og jeg græd og græd og trængte til et skulderklap eller en trøstende hånd, så udeblev det helt.
Vi havde jo, da Flemming var lille, hunden Sussi, og Erik Kaspersens havde Pjevsen, en lille foxterrier, og Anders deres dreng var så tit oppe at lege med Flemming, og han gik så hjem og fortalte forældrene, at Sussi havde det nu meget bedre end Pjevsen, for Sussi fik Kaffe. Når Flemming havde fået en kop kaffe med sukker og mælk I, så fik Sussi tit det sidste. Det var ikke altid, at Flemming kunne drikke det hele, så hunden drak med velbehag resten.
Hvor må det dog også være frygteligt at skulle holdes kunstigt i live som mange bliver, tænk hvis man nu bliver et af de mennesker, der glæder sig til at dø, og så risikerer at blive lagt på sygehus i respirator med drop og slanger og vattamponer, som Dirch Passer siger, selv om man ikke helt ved, hvad der er bagved forhænget. Jeg ved en mand, Jürgen, som kom fra Horsens tugthus og boede her en tid. Jeg fik ved en tilfældighed at vide, at han havde slået sin kone og 2 børn ihjel med gift, og bagefter ville han begå selvmord, men modet svigtede, så han fik 17 år i tugthuset., ja noget af tiden var han i arbejdslejr, vist nok i Sdr. Omme. Vi tog os lidt af ham sammen med Søren Hegårds, han var inde og få kaffe og sommetider middagsmad. En nat vågnede jeg flere gange og tænkte på Jürgen, og en gang imens jeg sov den nat, drømte jeg, at han sagde, han var så bange for at dø, han troede altså ikke på noget ellers, men hvis nu der alligevel var, og så han mødte sin kone og børn hinsides, det kunne han ikke lide at tænke på, og om morgenen som jeg dørmte det, brændte han sit hus af, og de kom og hentede ham ude fra tugthuset i sommeren 1969, hvor han så blev i nogle år og gik og ordnede i haven derude, til han kom til at sidde i kørestol så kom han på plejehjemmet Enghaven i Gedved, hvor han døde et par år efter. Vi besøgte ham af og til i Horsens på slottet, og det var han meget glad for. engang til jul var vi ude med en pakke til ham, men han måtte kun få en lille pose med småkager og æbler og appelsiner, men de var bange derude for narko. Da vi kom, gik han uden for gitterporten og rev blade sammen og fejede fortovet med trillebør, kost og skovl. Han boede i Torp ½ år.
Da Otto i slutningen af tresserne lå på sygehuset i Århus, og var blevet opereret for en diskospolaps, lå han sammen med en ung mand på 17 år, som havde en kræftsvulst i hjernen, som ikke kunne opereres. en dag, da vi besøgte Otto var der kommet en stor spyflue ind på stuen, hvor de lå, og så sagde den unge mand, ”Ja, nu har vi ikke langt igen, nu begynder der at gå spy i os,”. Den unge mand døde en kort tid efter at Otto var kommet hjem. Vi fik brev fra hans far. Hans mor var så ulykkelig, de havde kun en søn mere.
Johannes begravelse, 21. februar 2013. Sognepræst Lone Buhl:
Vi er forsamlet her i dag i Underup Kirke for at mindes – lade tankerne gå tilbage til alt det gode som I, i kraft af Johanne, har fået. Vi er samlet for at mindes og takke for alt godt. Vi er samlet for at hver især, at finde gode minder/indre billeder frem af Johanne. Billeder, der skal lyse og varme. Minder vi skal glædes ved.
Og så er vi samlet for at høre ordene om opstandelsen. Vi tror på opstandelsen. Vi tror på, at Johanne har det godt, hvor hun er.
Barmhjertige far i Himlen. Tak for håbet om dine muligheder her, hvor vore muligheder hører op. Vi takker dig, for alle livets gaver, for vore kære og for Johanne, vi nu har mistet. Vi beder dig, tag hende i dine hænder og lad hende hvile i dig.
Frygt ikke; det er englenes budskab til de bange kvinder, der kommer til Jesus grav. Kvinderne kommer ud til graven, her mødes de af en engel – de er rystede – de er bange, Jesus er død – hvad er det her for noget. Og jeg tror, at Johanne hun levede i bedste evne i overensstemmelse med disse ord: Frygt ikke! Johanne forstod at se lyst og positivt på livet. Hun forstod at få det bedste ud af livet. Frygt ikke liv og død. Frygt ikke kærligheden og hinanden; frygt ikke fattigdom og sygdom. I skal så godt som det lader sig gøre leve Jeres liv. Tage imod hinanden. Hjælpe hinanden. Være frimodige. I skal ikke gå og frygte. Der er oftere lettere sagt end gjort – men ikke desto mindre var det, det var Johannes pejlemærke – det var det hun ville. Det var sådan hun ville leve.
Johanne blev født 9. november 1920 på Fyn. Der var fattige tider. Trange og virkelig hårde tider – og ofte havde Johanne derfor brug for at sige til selv: Frygt ikke! Hun fortæller i hendes erindringer, hvordan hendes mor havde lært hende – at når hun blev bange – når frygten sad i hende, at så skulle hun bede sit Fadervor. For Fadervor kunne jage frygten væk. Et godt søskendesammenhold var Johanne meget på sinde – det ved I søskende, der er tilbage om nogen. (Ellen – Klara og Valborg) – Familien har alle dage været af største vigtighed for Johanne. Utallige breve har Johanne skrevet til sine søskende og de er gemt til evigt minde.
Frygt ikke – men lev! Johanne levede sit liv med glæde. Hun stolede inderst inde altid på, at det hele ordner sig. Hun var glad, tilfreds og taknemmelig. Hun nød hverdagen i hjemmet. Nød at give enhver omskrejfende kat noget mad – fodre fuglene. Nød naboens børn og andre som kom forbi – nød samværet med mennesker. Ingen gik igen uden at have fået noget. Frygt ikke, tror jeg hun har tænkt – Frygt ikke – begge mine sønner er her. Frygt ikke, for nu tager jeg hjem til Otto. Frygt ikke! De ord skal vi tage til hjertet. Også her, på en dag som i dag, hvor frygten sidder i livet på os. Frygt ikke. Ikke på Johannes vegne – ikke på jeres egne vegne. Livet indeholder såvel mørke som lys – men livet er grundæggende godt. Og det ender godt! Det ender kun godt! Det skal vi tage til os – der er det, der skal varme vores hjerter og fylde vores sind.
Johannes grav på Underup Kirkegård
Johanne Petersens erindringer 